- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


First test: Dacia Duster TCe 150 EDC (+ 4X4 off-road)


Ny Dacia Duster er ny nok


Af Søren Clauding – september 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dacia har ikke revolutioneret verden med den nye faceliftede Dacia Duster. Men de har gjort nok til at forlænge succesen, en succes der til dato har betydet et salg på over 2 millioner biler og dermed gjort Duster til den klart mest populære i Dacias modelvifte. Dacia har nemlig lyttet til kunderne og de ønskede ingen revolution. Lidt fornyelse er dog ikke af vejen, bare man holder sig indenfor rammerne af det, der har positioneret Dacia som Renaults billigmærke.

 

Det har Dacia så gjort, for priserne er uændrede på eksisterende modeller. Men en ny er kommet til, med 150 turboheste samt et godt drejningsmoment og i det hele taget velkendte specifikationer, for den i Duster nye motor er plukket ud af Renaults motorportefølje. Den fungerer rigtig godt i sammenhæng med Duster, for nu har bilen fået de kræfter, dens kørefærdigheder lægger op til. Og en pris på små 218.000 kroner for præcis den version, oven i købet med topudstyr, placerer den som et godt køb, der nok skal slå an.



God benzinøkonomi

Det er endda lykkedes konstruktørerne at skærpe dens præstations formåen gennem en tilpasning af bilens aerodynamik, bl.a. gennem nyt fælgdesign. Dermed ender man op med en benzinøkonomi på 16,1 km/l, hvilket bestemt er godkendt for en 1,7 meter høj bil med en frihøjde på næsten 22 cm – og i øvrigt identisk med forbruget på de lavere motoriserede TCe motorer på hhv. 90 og 130 hk.

 

Til historien hører også, at Renaults automatiske 6-trins EDC-gear er inkluderet i prisen. Den gearkasse spiller glimrende sammen med benzinmotorens store fleksibilitet. Topeffekten leveres ikke ved et bestemt omdrejningstal, men over et forløb fra 5250-6000 omdr./min og det maksimale drejningsmoment opnås allerede ved 1900 motoromdrejninger i minuttet og bevares op til 3200 omdr./min. Det gør også Dusteren forbavsende hurtig: Den kan nå 100 km/t på 9,7 sekunder og støve derudaf med 200 km/t på nær en enkelt (km/t altså).

 

Alsidig affjedring

De gode fartpræstationer og ret mange kræfter klæder bilens køreegenskaber, hvad de første testkørsler på franske landeveje nord for Paris tydeliggjorde. Grundlæggende kører Dusteren uændret, dvs. med god vejføling og kurveegenskaber. Affjedringen er også så alsidig, at Dusteren klarer sig godt i terrænet. På den ene side er den tilstrækkelig til at kunne håndtere den større højde og på den anden side tilstrækkelig eftergivende til, at sende hjulene ned hvor der er vejgreb, hvis man begiver sig væk fra asfaltstriberne.



Visuelt handler ansigtsløftningen udvendigt om en tilpasset lyssignatur, så den svarer til den Y-formede signatur, som er introduceret i den nye Sandero og frontgrillen er også strammet op.

 

Brugbare indvendige fornyelser

Indvendigt har Dusteren fået nye sæder og nakkestøtter samt en forhøjet centerkonsol med justerbart armlæn. Skærmen er uændret 8”, men der er tale om nyere systemer. Der kommunikeres trådløst via Bluetooth og Apple Carlay såvel som Android Auto kan benyttes i sammenhæng med det såkaldte Media Nav system.




Dacia Duster findes fortsat med firehjulstræk i forening med den velkendte 115-hestes dieselmotor. Hvad dette angår er alt uændret, men den var en fornøjelse ifm. testkørslerne at afprøve bilens off-road egenskaber. De er langt bedre end hvad man vil kunne forvente i en typisk og også langt dyrere konkurrerende SUV. 4X4 versionen er dog også den klart dyreste i Duster-programmet til en pris på små 236.000 kroner, men det er billigere end den hidtidige, som vi prøvekørte i foråret 2020 og den kan ingen vel beklage.

Meget bil for pengene – uanset pris

Som nævnt fastholdes priserne på de hidtidige versioner, og dermed kan en Duster med 90-hestes TCe motor og manuelt gear erhverves for 170.000 kroner. Men forskellen op til de højere udstyrsversioner er ikke stor og både flere motorkræfter, automatgear og topudstyret ”Prestige” til blot 47.000 kroner giver rigtig meget mer-værdi. Således er fartpilot med begrænser, blind-spot advarsel, multijusterbart rat, nedkørselsassistent, p-sensor og parkeringsassistent, elruder for og bag, klimaanlæg, bakkamera og 17” alufælge alt sammen standard udstyr, naturligvis afhængig af udstyrs-varianten.


17" alufælge er standard på prestige versionerne.

 

Andre Dacia prøvekørsler – find dem hér >>>

On-board video test: Dacia Duster 150 FWD

Da denne artikel blev publiceret i september 2021 inkluderede det videoen nedenfor. Den er nu suppleret med en vinter-video i den forhjulstrukne 150-hestes benzin-udgave. Fuld HD.


Off-road videotest: Dacia Duster dCi 115 4X4

I forbindelse med de første testkørsler af den nye Dacia Duster med 150-hestes benzinmotor og forhjulstræk var der også mulighed for, at afprøve den firehjulstrukne 115-hestes diesel version på en til formålet bygget off-road bane. Det var på flere måder overraskende. Se selv. Fuld HD.












Kabinepladsen er uændret i den 4,34 meter lange bil og bagagerumskapaciteten er fortsat 478 liter.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt