Det vil være synd at sige, at
Toyota gør noget halvt. De har satset målrettet på
hybridbiler i over 20 år, og har kolossal succes
dermed. De har produceret plug-in hybrider siden
2012 og nu lancerer de den ultimative plug-in
hybrid, med en elektrisk rækkevidde på overbevisende
75 kilometer, oven i købet bygget ind i den
velvoksne succes-SUV, RAV4.
Den seneste og 5. generation
af RAV4 blev lanceret i 2019 som selvopladende
hybrid. I intro-året nåede Toyota et pænt stort
salgstal på 2.151 herhjemme. Salget af RAV4 Hybrid
går fortsat godt, men det bliver lige nu overhalet
af salget af den helt nye plug-in hybrid. MÅSKE!
Udsolgt
For Toyota har ikke for
nærværende oplyst, hvor mange af den nye bil, der er
købt i Danmark. Kun, at længe inden den officielt
bringes på markedet, har man solgt rub og stub, og
det gælder helt frem til udgangen af 2020.
Man kan sagtens bestille en
ny RAV4 plug-in Hybrid, men det bliver tidligst til
levering i 2021 og hvad prisen er til den tid, vides
ikke, for det danske Folketing har endnu ikke taget
stilling til, hvad der skal ske med bilafgifterne
næste år. Eller rettere: Det har de, men hele
branchen og alle de potentielle kunderne håber, at
politikerne omgør den indfasningsstrategi af fuld
registreringsafgift, som vil indebære en forhøjelse
af afgiften til 65 procent fra i princippet 0
procent i år allerede i 2021.
Prisforøgelse er
miljøskadelig
Politikerne kan være
stensikre på, at ligeså stor en succes, det har
været i år, at afgiftsbegunstige plug-in hybridbiler
og dermed ikke bare vænne danskerne til at operere
elektrisk, men også bevare sikkerhedsnettet under
bilejerne (at de ikke er begrænset til alene at køre
på elektricitet), vil købet af de miljørigtige
elektrificerede biler styrtdykke, hvis prisen øges
voldsomt.
Vi danskere er nu engang
prisfølsomme, og bliver det for dyrt, at være
miljøvenlig, sætter de fleste økonomien over miljøet
– og der skal ikke meget til.
Forøges afgiften, vil der
især hvad RAV4 plug-in hybrid angår efter
undertegnedes mening være tale om en stor, stor
politisk fejlbeslutning. Med den exceptionelle
elektriske rækkevidde på 75 kilometer, som i
byområde kommer meget tæt på 100 kilometer, er der
lagt op til, at RAV4 ejere stort set hele tiden
kører prisbilligt og miljørigtigt på elektricitet
alene, og kun undtagelsesvis gør brug af
benzinmotoren.
Forvandlingsproces
Selv når det sidste sker, er
den ret økonomisk. Når den løber tør for køre-strøm,
forvandles drivlinen nemlig til en selvopladende
hybrid. Når RAV4 Plug-in Hybrid alligevel ikke i
hybrid-indstillingen er ligeså økonomisk som
søster-versionen, den selvopladende RAV4 Hybrid (der
kører ca. 1,5 km længere på literen), er det på
grund af de ekstra cirka 285 kg (målt på totalvægt),
som Plug-in udgaven slæber rundt på.
Toyota har nemlig installeret
et 18,1 kWh 355,2 Volt litium-ion batteri (bestående
af 96 celler) i RAV4 Plug-in. Derved bliver bilen
meget mere elektrisk end konkurrenterne på markedet,
der typisk har op til 40-50 kilometer elektrisk
rækkevidde, og derved ændrer den på det
elektrificerede forbrugsmønster.
El-bil i praksis
Med 40-50 km elektrisk kørsel
vil den plug-in hybrid ejer, der måske er bosiddende
udenfor en storby, 30-40 kilometer fra bymidten,
skulle bruge benzin for at nå frem til bygrænsen,
for at have gemt nok elektricitet til en køretur i
det urbane. Og måske endda også siden bruge benzin
for at nå hjem til ladeboksen på husmuren, for at få
ny billig og miljørigtig energi tanket på. I det
scenarie vil RAV4 Plug-in ofte kunne klare turen
uden benzinforbrug overhovedet, præcis som en elbil.
Scenariet er med andre ord
ganske lige til: Hvis der fortsat gives afgiftsrabat
til plug-in hybrider, vil biler som Toyota RAV4
Plug-in være konkurrencedygtige, også i forhold til
den almindelige RAV4 Hybrid, der bestemt er et
udmærket alternativ – men for de bilejere, der har
mulighed for elektrisk opladning på fx bopælen,
bliver RAV4 Hybrid et dyrt alternativ i forhold til
plug-in hybriden.
Under en halv million
Listeprisen for en RAV4
Hybrid svinger fra små 465.000 til 587.000 kroner
(inkl. AWD). Tilsvarende slipper køberne af en RAV4
Plug-in Hybrid med 460.000 kroner for den billigste
model, som i øvrigt har langt flere kræfter end
opladningshybriden. Men husk: Bilen er udsolgt i
2020, så vil man købe til den pris, må man lige
sikre sig, at politikerne står ved deres ord om
lovgivningsmæssigt, at medvirke til at gøre Danmark
mere grønt, og ikke forhøjer afgiften 1. januar
2021.
Det var økonomien, men i sagens natur er RAV Plug-in
Hybrid anderledes på mange andre måder end den
”konventionelle” opladningshybrid eller
benzin-udgaven med 175 hestekræfter og en
brændstoføkonomi på omring 14.000 kroner.
Læs mere om Toyota RAV4 Plug-in Hybrid hér >>> |