Ikke overraskende er også
Citroën nu klar i Danmark med en plug-in udgave af
Citroën C5 Aircross. Den er baseret på kendt
teknologi, delt på tværs i PSA koncernen i bl.a.
Peugeot 3008 Hybrid og ikke langt fra den DS7
Crossback E-TENSE, vi prøvede tidligere på året. Dog
med lidt lavere effekt – men også til en noget anden
pris.
Citroën C5 Aircross C5 sælges
nemlig indtil året er slut for blot 319.000 kroner
for den billigste udgave, som i introduktionsfasen
inkluderer så meget udstyr, at det er svært at se,
hvad der skal bevæge en køber til, at lægge 40.000
kroner oven i, for også at få adaptiv fartpilot med
stopfunktion og et par andre småting, men måske er
netop den adaptive fartpilot udslagsgivende.
Kunderne køber
topmodellerne
”Erfaringen viser i hvert
fald, at kunderne vælger topmodellerne, når de køber
en plug-in hybrid,” fortalte Hanne Sørensen,
informationschef hos Interdan i Danmark og dermed
også ansvarlig for Citroën. Oven i købet er den
billigste C5 PHEV 10.000 kroner billiger end den
tilsvarende 3008 Hybrid.
Citroën oplever i øvrigt en
bemærkelsesværdig stigning i salget efter at det tog
et dyk, da Interdan overtog mærket i Danmark. I 2017
solgte man 14.455 biler i Danmark og i fjor var
tallet steget til 17.629. I år til dato har man
solgt 12.639 biler, og med en stor efterspørgsel
efter netop de indtil 31. december 2020
afgiftsbegunstigede plug-in hybrider, forventer man,
at den nye C5 skubber salget yderligere i vejret.
Affjedringskomfortabel
C5 Aircross PHEV vender vi
senere tilbage til med en mere indgående
prøvekørsel, men den første korte prøvetur vidner om
en yderst komfortabel løsning. Man anvender
fabrikkens avancerede støddæmpersystem med
progressivt hydrauliske puder og med ekstra vægt fra
13,2 kWh batteriet bliver kørslen rolig og meget
glidende – noget der især passer til bilen, når man
kører fuldt elektrisk.
Drivlinen består af en
4-cylindret 1,6 liters turbobenzinmotor konfigureret
til 180 hestekræfter samt en 110 hestes elmotor.
Systemeffekten er 225 hk og det hele sendes ud på
forhjulene gennem en 8-trins EAT automatgearkasse.
0-100 km/t på 8,7 sekunder indebærer, at kørslen nok
er rolig, men også kan være ganske hurtig. Og de
mange kræfter gør det muligt at trække en anhænger
på 1300 kg.
Prisen for en konventionel
180-hestes C5 Aircross med topudstyret Sportline
kostede, da vi prøvekørte den i august 2019 460.000
kroner. Den findes ikke længere i programmet, og den
nærmeste konventionelt motoriserede C5 har 130
hestekræfter. Med samme udstyrsbetegnelse (Feel)
samt 8 EAT koster den 20.000 kroner mere end plug-in
versionen, så er man ude efter mange kræfter, en
fornuftig brændstoføkonomi, som bliver rigtig god,
hvis man kan udnytte bilens 62 kilometer elektriske
rækkevidde, bør man formentlig slå hurtigt til, da
prisniveauet i skrivende stund efter 31. december
endnu ikke kendes.
Faceliftet C3
Samtidig med den første korte
testmulighed af den nye C5 PHEV præsenterede den
danske importør også en faceliftet C3. Det er
hovedsagelig småting, der er tale om: Et tilrettet
frontparti med LED forlygter, nyt airbump-design,
som man skal være kender for at kunne se. Samt to
nye kabine designs.
Mere usynligt, men nok mere
væsentligt (bortset fra LED forlygterne, som altid
er en god nyhed) er nu 12 køreassistent systemer,
der alt andet lige gør kørslen mere sikker. Bl.a.
har C3 nu også p-sensor fortil.
Den hidtidige model har
indtil videre i år været den mest købte personbil i
Danmark med over 5500 eksemplarer. Det skyldes ikke
mindst attraktive listepriser, som bl.a. kan
henføres til, at Interdan fik en del C3’er til
landet, som pga. Corona usikkerheden havde svært ved
at blive solgt i Sydeuropa. Man måtte dog gå på
kompromis med visse udstyrselementer, som fx
sædevarme for at opnå de favorable priser –
sædevarme er ikke særlig efterspurgt i ”de varme
lande”.
|