| 
							Med en helt ny og rummelig platform viser den ligeså 
							helt nye SEAT Ibiza vejen for de kommende 
							kompaktbiler i VW-Gruppen. Længe inden den kommende 
							nye VW Polo og tilsvarende Skoda Fabia vil se dagens 
							lys, har SEAT nu præsenteret den nye Ibiza, som er 
							baseret på VW-gruppens såkaldte MQB A0 platform. Den 
							har gjort det muligt for ”mesteren i rummelighed” 
							over dem alle, at tilbyde endnu mere rummelighed, 
							simpelthen fordi den nye teknik gør det muligt. 
							  
							Desuden er den nye Ibiza en nydelig bil. Den er 
							visuelt skåret over samme læst som de større Leon og 
							Toledo modeller – på den front består verden endnu. 
							Men det nye design er skåret skarpere og der er i 
							højere grad anvendt lyselementer i helt bogstavelig 
							forstand: En ny lys signatur er en del af den 
							visuelle oplevelse. LED lys derfor også en option. 
							Generelt har SEAT Ibiza fået mere personlighed, mere 
							kant, om man vil. 
 
							
							 
 
							City Brake er standard 
							Ved siden af det kommer striben af elektroniske 
							hjælpemidler og infotainment, naturligvis 
							konfigureret individuelt, afhængig af udstyrsniveau 
							og markedsbehov – og bilen kommer først ud at køre 
							på danske landeveje i juni måned, så der går et 
							stykke tid, inden de detaljer på plads. 
							  
							Men den nye Ibiza vil som standard have automatisk 
							City Brake med fodgænger genkendelse, kunne SEATs 
							øverste chef og CEO, Luca de Meo, fastslå i 
							forbindelse med verdenspremieren på den nye bil i 
							mærkets hjemby, Barcelona i Spanien (se også vores 
							videoen fra præsentationen her på siden, skru op for 
							lyden – for vi bringer vores eksklusive interview 
							med topchefen i baggrunden). 
							  
							SEAT Ibiza er mere end nogen anden af SEATs biler 
							ansvarlig for den succes, det spanske bilmærke har 
							haft i tidens løb. Den appellerer til ungdommen (SEATs 
							kunder er de i gennemsnit yngste bilkøbere i Europa) 
							og i de 33 år, modellen har eksisteret, er der solgt 
							5,4 millioner eksemplarer. Den nye generation er 
							Ibiza’ens femte og det forventes, at den vil opnå 
							endnu større succes. 
							  
							Succesen forøges 
							”Faktisk forventer vi i Danmark at sælge 1000 flere 
							biler i år, sammenlignet med i fjor,” fortæller 
							SEATs danske direktør, Jesper Stoltenberg Mathiesen, 
							”det tal inkluderer naturligvis den nye Ibiza, som 
							skal stå for 25 procent af salget – selvom den først 
							lander i juni måned. Derved rammer vi 6.600 
							biler/år, svarende til en markedsandel på 2,4 
							procent.” 
							  
							Det tal er stort, og skal blandt andet ses i lyset 
							af, at SEATs danske markedsandel i 2009 blot var 1,5 
							procent. Men også, at SEAT, som en del af Volkswagen 
							gruppen er bundet af sin placering i forhold til 
							søstermodellerne fra VW, Skoda og Audi. På den ene 
							side har SEAT stor glæde af samarbejdet – langt 
							henad vejen er det samme komponenter, der går igen i 
							de fire bilmærker – på den anden side har man i 
							sagens natur ikke friheden til rigtigt at udfordre 
							kollegerne. 
							  
							Tilsvarende situationer opleves i øvrigt hos alle 
							store bilkoncerner med mange bilmærker (f.eks. 
							Peugeot versus Citroën i PSA Gruppen og KIA versus 
							Hyundai i Hyundai koncernen), men i SEATs tilfælde 
							er det givetvis fordelene, der scorer højest, ikke 
							mindst, når man ”får lov” til at være først med 
							noget så centralt som en ny teknisk platform. 
 
							Link til importøren |