1. august 2017 er en skelsættende dato for den tyske
Opel fabrik. Det er dagen, hvor det hæderkronede
Adam Opel AG nu officielt er blevet en del af den
franske PSA koncern. Tilfældet ville, at netop den
dag også blev første mulighed for, at Opel i Danmark
kunne præsentere det nye store land, udtrykt gennem
den nye mellemklasse SUV, Grandland X, som i
princippet er baseret på samme teknik som Peugeot
3008.
Den nye Grandland X kommer først for alvor til
Danmark i oktober måned. Men to biler er på
Europa-turné, efter besøget i Hellerup i København
går turen videre til de andre nordiske lande og er
dermed starten på et introduktionsforløb, som skal
gøre Grandland X til en ligeså stor succes som PSA
har oplevet med 3008 modellen.
Fra amerikansk til europæisk
Baggrundshistorien er: PSA er den franske
bilkoncern, som ejer Peugeot, Citroën og
eksklusivmærket DS. Allerede i foråret blev det
annonceret, at amerikanske General Motors, som i 88
år har ejet Opel, havde indgået aftale med PSA om
købet. Tiden derefter er gået med at sikre sig det
nødvendige juridiske grundlag, herunder det
offentlige godkendelser, og det er den godkendelse,
der har virkning fra 1. august. Så nu er Opel en del
af PSA.
Grandland X er derimod resultatet af et samarbejde,
som blev påbegyndt allerede for små 5 år siden. PSA
og Opel har sammen udviklet Crossland X, som nu er
lanceret i Danmark, og Grandland X, som kommer til
oktober.
Når det så er slået fast, er der stor grund til at
tro, at PSA har gjort det rigtige – og GM med, for
den sags skyld. For selvom en sammenlægning af
bilmærkerne ikke for alvor var på tale for fem år
siden, er der tætte bånd mellem de to organisationer
og derfor har man også kunne skabe to biler, der på
den ene side har meget til fælles, men på den anden
side også er så forskellige, at selv det skarpe øje
ikke umiddelbart ville kunne se fællesskabet.
Fælles platform store forskelle
Meget af fællesskabet er da også usynligt.
Grundliggende er der tale om samme tekniske
platform, basisdimensionerne er ens, men Opel har
valgt at konfigurere hjulophæng og andre
køre-komponenter, som bilerne vil opleves
forskelligt. Det var der dog ikke mulighed for at
konstatere ved præsentationen i Danmark. Bilerne
kunne køre, men ingen journalister fik lov til at
prøve dem, også fordi det er håndsamlede
eksemplarer, som ikke nødvendigvis kører som de
endelige biler vil gøre det.
Udover dimensioner, herunder den store frihøjde, et
usynligt indre fællesskab og nu også fælles
ejerkreds, ser bilerne virkelig meget forskellige
ud. Visuelt ligner Grandland X den nye Opel Insignia,
og interiøret har heller intet til fælles med
Peugeot 3008. Det gælder også sæderne, hvad mange
bilkøbere kunne tænkes at være glade for, der har
nemlig altid været stor forskel på, hvordan man sad
i en Peugeot og en Opel.
Fremtiden er for alle
Når Grandland X lander i Danmark forventes det, at
blive til en indstigningspris på omkring 290.000
kroner. Motorprogrammet vil da være begrænset til en
1,2 liters turbobenzin på 130 hk og en 1,6 liters
120 hestes diesel, meget naturligt taget ud af den
eksisterende PSA produktion. Siden, dvs. i efteråret
2018, udvides med flere og ikke mindst kraftigere
motorer.
Grandland X har et bagagerum på 514 liter, der kan
udvides til 1652 liter med dobbeltbund i
bagagerummet og ski-lem i bagsædet. Bagklappen vil
kunne være el-betjent og Grandland X programmet vil
inkluderer en lang række af de udstyrselementer, som
i tråd med Opels filosofi om at gøre hightech
tilgængelig for alle bl.a. omfatter varme i rattet,
varme på bagsæderne, automatisk fartpilot, trådløs
opladning af smarttelefon og ikke mindst Opel Onstar.
Opel Onstar er baseret på det såkaldte IntelliLink,
som i bogstavelig forstand omdanner en Crossland X
til en kørende mobiltelefon, hvor man bl.a. ved tryk
på en knap kobles op til Opels servicecenter, hvor
man kan få personlig assistance til stort set alt,
hvad der har med bilkørsel at gøre – herunder også
hotelreservation og søgning af parkeringspladser.
Dermed viderefører Opel også den holdning, som man
har udtrykt i bilmærkets nye slogan: The future is
everyone’s, som også introduceres netop nu. |