20. marts 2016
Gode danske præstationer på Sebring:
Christina Nielsen vinder GTD-klassen
Det legendariske 12-timers løb på Sebring racerbanen
i Florida, USA, havde flere danskere på
deltagerlisten. Løbet, som ikke indgår i Le Mans
serien, men derimod den traditionelle amerikanske
IMSA sportsvognsserie, blev vundet af en amerikansk
Honda prototype, der kører i den såkaldte P-klasse.
I GTML klassen, som følger samme reglement som i
24-timers Le Mans og tilhørende serier, førte Jan
Magnussen i Corvette, da han blev skubbet af banen,
bilen var ødelagt og danskeren ude af racet. Noget
bedre gik det for Michael Christensen, som kørte sin
Porsche i samme klasse i mål på 3. pladsen, totalt
som nr. 13 i løbet. Næstbedste dansker på Sebring
var David Heinemeier Hansson, der blev 3'er i
PC-klassen (totalt nr. 17). Alt imens Christina
Nielsen kom på podiet som vinder af GTD-klassen i
sin Ferrari. En storslået præstation i et felt på 20
startende GTD-biler. GTD (=GT Daytona) følger stort
set GT3 reglementet. Løbet var iøvrigt præget af et
voldsomt uvejr, og blev sat på stand-by i to timer
godt og vel midtvejs.
Christina Nielsen vandt GTD klassen i sin Ferrari
488 GT3. Foto: Jan Kaiser.
F1: Rosberg vinder årets første race
- Kevin Magnussen 12'er i comeback løb
Nico Rosberg fortsatte hvor han slap, da årets
første Formel 1 Grand Prix blev afviklet på Albert
Park racerbanen i Melbourne, Australien.
Verdensmesteren og Rosbergs team-kammerat i
Mercedes-teamet, Lewis Hamilton, tog 2. pladsen
fulgt af Sebastian Vettel i Ferrari. Kevin Magnussen
debuterede for Renault og kom i mål på 12. pladsen.
Danskerens team-kollega, den af mange
underestimerede britiske kører, Jolyon Palmer,
sluttede 11'er og med en startposition også foran
Magnussen fra 14. pladsen var det ham, der på
resultatlisten gjorde den bedste figur i det interne
team-opgør. Der er dog en forklaring på alting:
Kevin Magnussen punkterede lige efter starten, måtte
en tur i pit og med kun 3 sekunder op til Palmer, da
målstregen blev nået, var danskerens indsats mere
end godkendt. Som et kuriosum blev McLarens Fernando
Alonso involveret i et voldsomt uheld med
mexicaneren Esteban Gutierrez i Haas-Ferrari. Jenson
Button sluttede 14'er i den anden McLaren.
13. marts 2016
Formel E: Begivenhedsrigt race i Mexico
Lørdag
aften, dansk tid, afvikledes 5. afdeling af Formel E mesterskabet på den
legendariske Autodromo Hermanas Rodriguez, i hjertet af Mexico City.
Løbet var dramatisk og begivenhedsrigt fra ende til anden. Intensive
dueller på og udenfor reglementets grænser holdt spændingen på højeste
blus og Audi Abt teamets Lucas di Grassi kunne glæde sig over at tage
sejren og ved samme lejlighed overtage føringen i mesterskabet fra
Renaults Sebastien Buemi. Men glæden var kortvarig, for den
efterfølgende kontrol af Di Grassis Audi racer afslørerede at den var
for let, de Grassi blev diskvalificeret og i stedet gik førstepladsen
til belgiske Jérôme D’Ambrosio i Dragon. Buemi blev nr. 2 og
team-kollegaen, Nicolas Prost blev nr. 3. Næste afdeling finder sted i
Long Beach 2. april.
Sebastien
Buemi (Renault) udbyggede sin Formel E føring i Mexico City.
Superbike-VM: Dobbelt Kawasaki i Thailand
Det var på
ny Kawasaki, der dominerede, da 2. afdeling af Superbike VM fandt sted i
Thailand. Den regerende verdensmester og manden, der også fører dette
års VM, englænderen Jonathan Rea vandt weekenden første løb, natten til
lørdag, men natten til søndag slog team-kollegaen og landsmanden Tom
Sykes, der vandt VM-titlen i 2013, tilbage og snuppede førstepladsen fra
Rea. I den samlede stilling fører Rea, som i alt har 95 points, mens
Sykes er nr. 2 med 66 points. Lige i Sykes’ baghjul er Hondas hollandske
stjerneskud, Michael van der Mark.
Sykes foran
Rea - begge Kawasaki.
Rally-EM: Hviderussisk sejr på Gran Canaria
Årets
første afdeling af Europamesterskabet i rally fandt sted på Gran Canaria
efter at den lettiske sæsonpremiere i Liepaya, planlagt til første
weekend i februar, var blevet flyttet til efteråret pga. mangel på sne.
Rallyet på den største af de kanariske øer var et regulært asfaltrally
og hér artede vejret sig som forventet. Udfaldet blev imidlertid knap
som forventet, for sejren gik ikke til den norske VM-kører og
storfavorit, Mads Østberg, der undtagelsesvis deltog i et EM-rally (han
udgik allerede på den første dag efter at være kollideret med et
klippeparti). Heller ikke den regerende Europamester, polakken Kajetan
Kajetanowicz, kom først over målstregen. Sejren gik derimod til den
hviderussiske kører, Alexey Lukyanuk. Sjovt nok kørte alle de nævnte den
seneste udgave af Ford Fiesta R5. Kajetanowicz formåede dog at tage 2.
pladsen. Næste afdeling af Rally-EM finder sted i Irland, 2. weekend i
april.
Lukyanuk - Ford Fiesta R5
28. februar 2016
Superbike-VM: Et brag af en VM-premiere
Årets første afdeling af Superbike
verdensmesterskabet blev et brag af en premiere.
Begge weekendens to løb var præget af intense
nærkampe og motorløb på allerhøjeste niveau. Det til
trods for at den regerende verdensmester,
englænderen Jonathan Rea på sin Kawasaki vandt begge
løb. Sejrsmarginen i race 1 på 63/1000 sekund til
Ducati-køreren og landsmanden Chaz Davies og 0,8
sekund i race 2 til Hondas Michael van de Mark siger
næsten det hele. Yamaha scorede 5. pladsen i race 2
som det bedste resultat i deres comeback og den
amerikanske Honda-kører, den tidligere MotoGP
verdensmester Nicky Hayden, blev nr. 4 i Race 2. I
Supersport VM-løbet vandt debutanten Randy
Krummenacher fra Schweiz på sin Kawasaki foran
Honda-køreren Federico Caricasulo fra Italien.
Podiet i Race 2: Jonathan Rae flankeres af Michael
van der Mark (tv) og Davide Giuliano (th).
Flere korte nyheder >>> |