Den nye Land Rover Discovery, som så projektørlyset
for første gang i forbindelse med årets store motor
show i Paris, er en helt ny bil. Den store SUV er
baseret på en helt ny platform og motorprogrammet
inkluderer både dieselmotorer og benzinmotorer, også
med 6 cylindre, så der er lidt for enhver smag.
Bilen ER stor. Den måler 4,97 meter i længden og er
dermed 14 centimeter længere end forgængeren.
Modellen har 26 år på bagen, alligevel er man kun
nået til femte generation. Det vidner om at tingene
er gennemarbejdede, når de kommer fra det ikoniske
britiske bilmærke og det kommer også til at gælde
den nye bil. Og så er den godt nok blevet længere,
men den er også blevet lavere – den måler nu 1,85
meter i højden, den hidtidige målte 1,91 meter.
Ikke desto mindre er den rummelig, ja næsten
kolossal indvendig. Parret med fabrikkens enestående
terrain response system, som måler forholdene,
hvorunder bilen kører, og tilpasser såvel drivline
som undervogn til kravene, er der næsten garanti for
succes.
Har tabt sig en halv ton
Igen i forhold til forgængeren er den nye Discovery
blevet hele 480 kg lettere. Det er opnået ved at
omfattende brug af aluminium kombineret i en
intelligent konstruktion og nye letvægtsmotorer.
Det betyder også, at den er væsentlig mindre
forurenende end forgængeren. Bedst er den med en
2-liters 237 hestes 4-cylindret turbodiesel, som kun
udleder 171 g CO2/km – det er et flot tal for så
stor og alsidig en bil.
En 3-liters V6 diesel er også på programmet, den
yder 255 hk og kan man ikke få kræfter nok, er en
kompressor benzinmotor på 335 hestekræfter også en
option.
Ægte off-road egenskaber
Selvom Land Rover kalder Discovery for en SUV, er
den en af de mere usædvanlige af slagsen. Den har
dobbelte wishbone hjulophæng fortil, et integral
link baghjulsophæng – og frihøjden kan med
luftaffjedring forøges til ikke mindre end 283 mm.
Vadedybden er hele 90 cm.
Bilens størrelse er også genspejlet i
bagagekapaciteten. Den findes med 7 siddepladser,
men nøjes man med at anvende de fem, disponerer man
over imponerende 1137 liter bagageplads. Med
midtersæderne og de bageste sæder foldet ned, øges
kapaciteten til 2,4 kubikmeter.
Sæderne er i øvrigt anbragt niveauforskudt opad i
kabinen, ligesom i en biograf, hvilket giver
glimrende udsynsforhold også for bagsædepassagererne
og er en del af hemmeligheden bag den gode
rumudnyttelse.
Link til importøren
|