Skal der sættes en officiel startdato på udlevelsen
af Nissans elektriske drøm, må det blive 10. maj
2016. Den dag bekendtgjorde Nissan øverste
europæiske chef, Paul Willcox, ved en eksklusiv
seance i verdensbyen London, at man fra september i
år kan koble sin elbil til det britiske el-net og
derved indgå i en ny integreret fremtid, hvor
elektrisk energi vil blive lagret og brugt på en
anderledes hensigtsmæssig måde. Nøgleordet er
bæredygtighed.
Nu snakkes der ikke længere om en ubekendt fremtid,
nu søsættes projektet og som sådan er den elektriske
revolution for alvor en realitet.
Intelligent opladningscyklus
Idéen, at koble elektriske biler op på
elforsyningen, har spøgt i nogle år. Det handler om
at sikre, at den strøm, som elektricitetsværkerne
eller vindmøllerne frembringer, ikke forsvinder i
den blå luft, når den ikke anvendes.
I praksis kan man da oplade sin bil om natten, hvor
der ikke bruges megen elektricitet og meget af
elværkerne produktion går til spilde. Når
storforbruget begynder i dagtimerne, kan elbilen
returnere den strøm til el-nettet, som den ikke selv
skal anvende til transportformål. Derved belastes
nettet mindre og kapacitetsudnyttelsen forøges.
Men mulighederne er mange flere og det er måske
endnu mere skelsættende end det, at kunne koble en
el-bil til el-nettet. Den ubekendte men banebrydende
X-faktor, som er døbt xStorage, har Nissan selv lagt
kimen til. Som viden-virksomhed indenfor
batteriteknologi er Nissan helt fremme i skoene med
den allernyeste teknologi. Til dato har fabrikken
investeret 4 milliarder dollars alene i udviklingen
af batterier, og den viden anvendes også til, som
ankerpunkt i husholdningernes elektriske verden, at
etablere en hjemme-lagerplads for elektrisk energi.
Et hjemme-batteri, så at sige.
Stationært Nissan batteri
Dette elektriske hjemmelager er baseret på et
stationært Nissan batteri, som håndterer
elektricitetsværkernes strømleverancer på samme måde
som elbilen vil kunne gøre det, naturligvis styret
af avanceret computerteknologi og etableret med alle
sikkerhedsmæssige hensyn taget. Systemet kaldes som
nævnt xStorage, altså X-lagring, og det er udviklet
i et samarbejdet med energiselskabet Enel i tæt
dialog med det britiske nationale el-net.
For den enkelte husstand koster det 30.000 kroner at
etablere xStorage, og det kan fungere både sammen
med en elbil og uden. Er en elbil koblet på,
supplerer de to elektricitets-lagre naturligvis
hinanden. Den umiddelbare indtjening for
husstanden ligger i at
indkøbe strøm, når den er billigst (hvad den i
mange lande er om natten - desværre ikke i Danmark endnu), men
perspektiverne er langt mere omfattende.
Periodevis selvforsynende
Set i et videre perspektiv øger systemet nemlig
muligheden for at udbygge og billiggøre elektriske
løsninger overalt i samfundet. Ikke alene opsamles
den strøm, som ellers ville gå til spilde i perioder
med lavt forbrug, men også belastningen af el-nettet
reduceres ved at husholdningerne selv råder over
elektricitet i de perioder, hvor el-nettet ellers
måtte blive overbelastet.
I forbindelse med lanceringen i London benyttede man
det meget jordnære eksempel, at de to gange
ugentlig, hvor 20 millioner englændere sider bænket
foran TV-skærmen og følger en meget populær TV-serie,
spidsbelastes el-nettet i samme øjeblik, der er
reklamepause i udsendelsen. Da stryger alle briter
ud til kaffemaskinen og vandkogeren for at producere
drikkevarer til resten af showet og den strøm kunne
ligeså godt leveres fra husholdningens eget anlæg,
uanset strømmen opbevares i et stationært Nissan
batteri eller i en Nissan elbil. Det ville være
billigere for husstanden og også betyde lavere
omkostninger til at drive el-nettet, fordi det da
ikke behøver så stor kapacitet.
En bil med muligheder
Nissans kerneprodukter er at sælge biler. Men i
fremtiden, og der tales om få årtier, vil bilen
blive forvandlet fra det transportmiddel, den er i
dag, hvor lige præcis transportopgaven er den
eneste, den løser, til at være en integreret
strøm-lagerenhed for private husstande og samfundet
som helhed.
En almindelig personbil står nemlig ubrugt hen i 95
procent af dens eksistens. I den tid kunne den
ligeså godt lagre strøm og være en del af el-nettet.
Hvis den tanke tænkes videre, vil husholdningen også
selv kunne varetage en del af el-leverancen til
nettet gennem eksempelvis strøm produceret af
solceller, monteret på hustaget. Og når bilen f.eks.
står ubrugt på lufthavnsparkeringen, mens familien
er på ferie, kan den ligeså godt – mod betaling
naturligvis – blive koblet på el-nettet og stå til
rådighed for de elektricitetsproducenter, der har
brug for det. Derved vil man som bilejer få penge
for at have bilen parkeret i stedet for at skulle
betale for det… spændende.
I øvrigt arbejder Nissan med et salgsmål på 100.000
installerede xStorage anlæg i Storbritannien over de
næste fem år, hvor batterikapaciteten i samme
periode forventes at blive mere end fordoblet. |