- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive:

KIA Sportage

Bestseller i nye klæder


Af Søren Clauding – 27. januar 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rundt om i Europa kører der rigtig mange KIA Sportage. Faktisk så mange, at bilen i Europa er KIAs absolutte bestseller med en andel på 27 procent. Undtagelsen er Danmark. Hér har man solgt i nabolaget af 300 biler om året, det er ikke mange, men det skal der laves om på, fastslår man hos KIA i forbindelse med de første internationale testkørsler på vejene omkring Barcelona af den helt nye KIA Sportage.

 

Alligevel vil KIA være tilfredse, hvis salgstallene blot eskalerer til 500 Sportage om året. Den danske importør er realistisk og ved, at andre bilmærker sidder stærkt på de danske bilkøbere i det såkaldte C-SUV segment. Og det er ikke umiddelbart på prisen, at KIA vil forsøge at vippe den markedsledende Nissan Qashqai af pinden. Forfriskende ny tænkning hos et bilmærke, som for år tilbage skabte sig en markedsposition i Danmark, netop på særdeles attraktive priser.

 

Flere penge i udlandet

Men KIA har da også noget at have det i. Grunden til, at det slet ikke var muligt, heller ikke med den hidtidige generation, den tredje, af KIA Sportage at markere sig stærkere i Danmark var netop, at man kunne sælge rub og stup på de andre europæiske markeder. Hér betyder priskonkurrencen mindre og KIA kunne tjene flere penge på de biler, man solgte andre steder end i Danmark. Så selvom interessen var der for den fine mellemklasse-SUV, også i Danmark, betød leveringssituationen, genspejlet i ventetiden på en ny bil, at mange potentielle Sportage købere simpelthen valgte en anden bil i stedet.

 

Det bliver anderledes med den nye Sportage, mener man, fordi KIA i mellemtiden har udbygget produktionskapaciteten og derfor kan tillade sig at sælge biler, også på markeder som det danske, hvor det primært er staten, der tjener penge, når der købes en ny bil.

 

Meget for pengene

Alligevel vil man ikke faldbyde sig for en slik. Og alligevel virker indstigningspriserne ikke SÅ skræmmende. For inden man som kunde undrer sig over store prisforskelle, så bør man lige huske på, at KIA Sportage med sine 4,48 meter er både 10 cm længere og også mere rummelig end f.eks. den markeds ledende Nissan Qashqai.

 

Den er ret godt udstyret (eksempelvis er navigation standard på basisudgaven til 300.000 kroner, som er prisen, når den lander på det danske marked i april/maj måned), så man bør også som kunde forholde sig til, hvad man udstyrsmæssigt får for pengene, Sportage har temmelig gode og alsidige køreegenskaber og den leveres som alle andre KIA’er med fabrikkens unikke 7 års garanti.

 

GT koster penge

At man i øvrigt godt kan komme til at betale op til 540.000 kroner for en ny KIA Sportage – uden tilkøb af ekstraudstyr – sætter bilen og dens position lidt i perspektiv. Men det skal tilføjes, at den pris er en konsekvens af den nye og særlige GT-Line modelserie, som byder på skarpere køreegenskaber, masser af kræfter og eksklusivt udstyr.

 

Hvad udstyr i det hele taget angår, er KIA ret godt med. Man kan levere hele striben af sikkerhedsudstyr. Autonomous Emergency braking kan tilkøbes (for 15.000 kroner), vejbaneassistent holder bilen på sporet, Rear Cross Trafic Alert advarer om krydsende trafik bag ved bilen, når man bakker, osv., osv.

 

Regulær SUV

Downhill Brake Control er KIAs navn for Hill Descent Control og det er foruden gode off-road køreegenskaber, ikke mindst i udgaverne med firehjulstræk, med til at understrege, at bilen ikke alene er en forhøjet asfaltbil, men en regulær SUV.

 

Vi prøvede i øvrigt Sportage i basis udgave med den mindste dieselmotor på 115 hk og træk alene på forhjulene på nogle temmelig rå og ujævne off-road veje. Det klarede den fremragende, men med anhænger på, vil firehjulstræk og flere hestekræfter være at foretrække, hvad der også genspejles i den tilladte anhængervægt på 1400 kg for basisversionen og op til 2,2 tons i udgaverne med flere kræfter og 4WD.

 

Peter Schreyers tigernæse for design

Sidst men bestemt ikke mindst har KIA Sportage nu fået samme tigernæsedesign som resten af KIA familien, skabt af designchefen Peter Schreyer. Det klæder den og har også givet anledning til en gennemgribende opstrammer i kabinen. Nyt karakteristisk design, et mere eksklusivt materialevalg, man kan levere både en 7” og en 8” skærm, som begge er let læselige, og der eksisterer en god balance mellem de funktioner, der kan styres fra knapper på instrumentbordet og dem, der skal håndteres direkte på berøringsskærmen. Logik er nøgleordet. Heldigvis er skærmen integreret i instrumentpanelet og ikke et tablet-lignende påhæng som hos visse også meget dyrere konkurrenter.


Link til importøren

 

Andre KIA prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også: Velkørende i enhver forstand >>>


Klik på billedet og tag med på en køretur i den helt nye KIA Sportage, som lander i Danmark i april/maj, på en regulær off-road vej i bjergene nær Barcelona - fulgt af en helt plan asfaltvej.

Kan også ses i Fuld HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 

Skærmen er integreret i instrumentpanelet og er på 7" (billedet) eller 8". Navigation er standard på alle modelvarianter.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt