Toyota
skærper til stadighed sit design. Det er en
målrettet strategi, der skal sikre, at verdens
største bilfabrik bevarer sin position, simpelthen
ved at gå balancegangen mellem at frembringe biler,
der ikke skræmmer den store kundegruppe væk og
samtidig udvider den ved at tiltrække nye. Toyotas
enestående kvalitet har der jo ikke været sat
spørgsmålstegn ved, den ligger under for det hele.
Derfor
er det isoleret set måske nok opsigtsvækkende, når
Toyota har verdenspremiere på C-HR. Men i den større
sammenhæng er det helt naturligt. Der er nemlig tale
om et i Toyota sammenhæng hidtil uset dramatisk og
vovet design, der forener en 5-dørs coupé og en
kompakt SUV.
Coupe High Rider
C-HR
står for ”Coupe High Rider” (et coupé-lignende
køretøj med høj frihøjde og tilsvarende højere
siddeposition), er udsprunget af det koncept, som
den danske Toyota-bildesigner Stephan Rasmussen stod
bag, og som tiltrak ekstra stor opmærksomhed for et
halvt år siden ved Frankfurt Motor Show.
Bilens
coupé-lignende linjer er designernes svar på
udfordringen med at kreere en bilmodel, der skiller
sig positivt ud blandt de eksisterende
Toyota-modeller og samtidig viser en ny vej i
crossover-bilklassen.
Ud
over det anderledes design byder Toyota C-HR også på
innovation i klassen for den slags køretøjer med
introduktionen af en hybridteknologi. Der er tale om
Toyotas nyeste og fjerde generation hybridteknologi,
identisk med den, der netop er præsenteret i den
helt nye Toyota Prius. Vi deltog i forbindelse med
de første internationale prøvekørsler af den nye
Toyota Prius (læs
den første test af Toyota Prius hér >>>) og kan
fastslå, at hvis C-HR Hybrid befinder sig på samme
niveau, er der tale om en rigtig god bil.
Toyota
C-HR er baseret på den nye Toyota-filosofi TNGA
(Toyota New Global Architecture), der handler om at
bygge endnu bedre biler på både smartere og mere
økonomisk vis. Den arkitektur sikrer bl.a. et lavt
tyngdepunkt i C-HR, som direkte medvirker til gode
køreegenskaber.
Skabt med fokus på Europa
C-HR
er skabt med særlig fokus på Europa. Hiroyuki Koba,
der er chefudvikler af C-HR, har således tilbragt
tusindvis af kilometer på europæiske veje for at få
nærmere indsigt i og forståelse af det europæiske
vejnet såvel som den europæiske kørestil.
Han
har bl.a. lagt mærke til, at europæere i forhold til
andre folkeslag i verden har en meget mere glidende
kørestil, baseret på en hurtigere opfattelse af
trafikken og øjeblikkelig reaktion derpå. I sig selv
interessant for en europæer at få at vide:
-
Europæere undgår i højere grad hindringer i
trafikken ved evt. at ændre vognbane og samtidig
fastholde hastigheden for at komme mere effektivt
frem. Det har fået os til at arbejde med
kørepræcision i alle bilens aspekter sammen med
vores europæiske team. Vi er gået efter at opnå
mindst ligeså gode køreegenskaber for C-HR som for
en bil i den kompakte mellemklasse, hvor Auris hører
til, fortæller Hiroyuki Koba.
Han
har altså taget udgangspunkt i den typiske
europæiske kørestil og derudfra udviklet
køredynamikken for C-HR og gøre den i stand til at
reagere hurtigt og præcist på førerens kommandoer.
Wow!
Hybrid og turbobenzin
Motormæssigt suppleres Toyota C-HR Hybrid af en
version med en konventionel benzinmotor.
Hybriddrivlinen er som nævnt identisk med den, der
findes i den nye Prius, som byder på 122 hk og en
historisk høj termisk effektivitet for benzinmotoren
på over 40 procent. Det gør, at C-HR som hybridbil
udleder mindre end 90 gram CO2 pr. km og dermed
sætter nye standarder for crossover-klassen.
Det
bliver også muligt, at vælge Toyotas nye 1,2-liters
turbobenzinmotor til C-HR. Turbobenzinmotoren, der
yder 116 hk, debuterede for et halvt år siden med
stor succes i Auris og vil til C-HR både kunne fås
med manuelt gear og CVT-automatgear.
Udvidet sikkerhedspakke
C-HR
kommer som standard med Toyotas sikkerhedspakke
Toyota Safety Sense, der bl.a. byder på automatisk
nedbremsning, hvis der er risiko for en kollision,
vognbaneassistent, vejskiltegenkendelse samt
automatisk op- og nedblænding af lyset. Derudover er
sikkerhedspakken i C-HR også udvidet med adaptiv
fartpilot, som selv sørger for at holde afstand til
den forankørende, samt automatisk nedbremsning for
fodgængere.
Toyota
introducerer C-HR i Danmark i begyndelsen af 2017.
Toyota har også verdenspremiere i Genève på sin
udgave af gruppearbejdet med PSA-gruppen, Peugeot og
Citroën. I Toyota versionen hedder den ProAce og
ligner en Toyota. |