Umiddelbart ser det ikke ud som de allerstørste
forandringer, men set i lyset af, at hos Dacia
gælder det først og fremmest om at levere værdi for
pengene og ikke lave forandringer for
forandringernes skyld, er det egentlig store step,
man har taget med et par af de mest populære
modeller, Duster og Sandero.
Der er jo en grund til, at Renaults discountmærke,
eller billig-mærke, som fabrikken selv ynder at
kalde det, er billige. Det er fordi man holder
omkostningerne nede. Det gjaldt også præsentationen
og de første testkørsler af striben af nyheder. Det
foregik i Kroatien, som ikke er kendt for at levere
Europas højeste omkostninger, og så præsenterede man
nyheder på flere modeller samtidig.
Solidt tag om ankepunkterne
Nyhederne var dog trods alt til at overskue, men i
Dacia sammenhæng er de ikke ligegyldige. De styrer
nemlig direkte imod det, der skal til for at
fabrikken fortsat kan se lyst på fremtiden. Det
skyldes ikke kun, at nye lygter og lyssignaturer ved
anvendelse af moderne LED teknologi var en del af
nyhederne, men også, at man har taget fat omkring de
største ankepunkter. I respekt for, at bilerne ikke
bliver dyrere.
Man har løftet materialekvaliteten indvendig i
Sandero modellen (og Logan modellen, som jo i bund
og grund er en Sandero med udvendigt bagagerum og
derfor ikke importeres til Danmark, og i Logan
MCV-versionen, som er en stationcar udgave af
Sandero). Materialeløftet gælder også den 4 cm
forhøjede ”Stepway” version (frihøjde: 17,3 cm), som
er den, i hvert fald de danske kunder foretrækker.
Rat og rimeligt
I kabinen har man desuden flyttet
betjeningsknapperne til el-sideruderne ud på dørene
under de sideruder, de rent faktisk betjener og med
mulighed for at betjene dem alle fra førerdøren
(tidligere var de samlet midt i bilen). Og ikke
mindst har bilerne fået et nyt og mere komfortabelt
rat. Der er ikke tale om læder, men materialet gør
rattet rarere at holde på. Fra rattet kan man også
betjene fartpiloten – det er hensigtsmæssigt, at
have den lige ved hånden.
Andre ændringer er nye ventilationsdyser, et ændret
design omkring skærmen i centerkonsollen og
bakkamera er nu også en option. Når det så er sagt,
at der fortsat mange – for mange – reflekser i
skærmen, som ikke mindst i skarp solskin er
vanskelig at aflæse.
Ny front og hækparti
Foruden lyssignaturerne og LED-teknologien, som alt
andet lige må spare en smule på energiforbruget og
om ikke andet har væsentlig længere levetid, har man
også justeret på bilernes frontpartier i øvrigt, så
de har opnået et mere moderne og skarpt udseende.
Specifikt for Stepway har man anvendt samme grill
som findes på Duster, for at understrege den
forhøjede undervogn og de medfølgende muligheder for
også at klare kørsel væk fra den plane asfalt. Det
skal dog mht. lygterne tilføjes, at det foreløbig
alene er kørelyset og baglygterne, der er
LED-baseret. Fuld LED forlygter er nok ikke lige om
hjørnet.
I den populære Duster-model, som udgør omkring en
tredjedel af det samlede Dacia salg i Danmark og er
succesmodel nr. 1, skal man ind i drivlinen for at
finde nyheden. Duster vil nemlig fremover, om end
for en ikke ubeskeden merpris på 29.000 kroner,
kunne købes med Renaults fine EDC
dobbeltkoblings
automatgear. Det fungerer fremragende, hvad videoen
her på siden giver en fornemmelse af. Beslutningen
om, at Duster også skal kunne købes med automatgear,
er baseret på det forhold, at i Europa købes 25
procent af alle C-segment biler (den kompakte
mellemklasse) med automatik.
6-trins EDC-gearet kan leveres sammen med
forhjulstræk, ønsker man firehjulstræk, må man
fortsat selv stå for gearskiftet. Men Dusterens fine
terrænegenskaber med stor frihøjde (20 cm) og den
rigtige affjedring er mindst ligeså vigtige
elementer, så længe terrænet ikke bliver alt for
udfordrende (og da vil dækmonteringen formentlig
have større indflydelse på fremdriftsevnen). Derfor
kan man udmærket vælge EDC-gearet i stedet for
firehjulstræk, hvis bekvemmeligheden derved har stor
betydning.
Kunderne vælger udstyr
Og noget tyder på, at bekvemmelighed og
komfortudstyr ikke er uden betydning for Dacia
kunder. Dacia i Danmark har kun solgt nogle enkelte
eksemplarer af biler i hele modelviften med
basisudstyret. Ud af et samlet salg på omkring 4000
biler om året er det i princippet lig med ingenting.
Men man kan da f.eks. også købe den rummelige Logan
MCV med topudstyr til under 145.000 kroner, og den
billigste Dacia Duster med forhjulstræk og topudstyr
koster blot 185.000 kroner.
Hvad motorer og køreegenskaber angår, er bilerne
uændrede. Dacia har også inkluderet en ny 75-hestes
benzinmotor i sortimentet, men den har den danske
importør fornuftigt nok fravalgt i det danske
modelprogram – vi har prøvet den, den er OK, men den
lille effektive 3-cylindrede 90-hestes benzinmotor
er klart at foretrække.
De nye modeller er klar til levering i Danmark i
begyndelsen af 2017.
Den 3-cylindrede 0,9 liters benzinmotor på 90 hk er
et godt valg. |