- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Marc Dullum - netop ankommet til pausen i Atâr i Mauretanien i Rallye Dakar 2005. Foto: Vivi Siiger.


Handlekraft og klare mål fører Marc Dullum til Dakar


Tekst: Søren Clauding - januar 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da starten d. 6. januar gik på det 26. Rallye Dakar var det samtidig fjerde gang, den nu 43-årige fynbo og motorcykelkører Marc Dullum gav sig i kast med Afrikas uendelige ørkenvidder. Der køres omkring 8000 kilometer fra starten i Lissabon til målet i Dakar i Senegal, undervejs passeres Marokko, Mauretanien og Mali og størstedelen af udfordringen finder deltagerne i Sahara-ørkenen. Det er hér, mandomsprøven finder sted og det er hér, Marc Dullum oplever den aller største prøvelse.

 

I år er Marc Dullum den eneste dansker, der kører verdens hårdeste maraton rally. Han har en klar ambition:

 

”Jeg vil se, hvor langt en privatkører kan nå i en topprofessionel motorsportsverden og jeg motiveres af at udfordre mig selv og at lære nyt ”the hard way”.

 

Selvom målsætningen ikke er en bestemt placering i årets rally, er målet uomtvisteligt. Gennem konstant træning og stadig mere intensiv forberedelse vil resultatet alt andet lige blive bedre. Kun begivenhedernes gang kan spænde ben for målopfyldelsen – men i et Dakar rally har begivenhederne også temmelig meget at skulle have sagt.

 

”I 2005 var der sandstorm på turen gennem ørkenen,” fortæller Marc Dullum. ”Det var det hårdeste Dakar, jeg har deltaget i.” Til trods for, at rallyet i 2005 var noget kortere end de foregående år, var Rallye Dakar 2005 i bogstaveligste forstand et af de hårdeste i tidens løb og det havde sin pris. Ikke færre end to motorcykelkørere omkom undervejs – den ene var den tidligere Dakar-vinder, den legendariske italiener Fabrizio Meoni.

 


Marc Dullum under teknisk kontrol 2007.

En af MC-kørernes udfordring er - selv at finde vej. Foto: Vivi Siiger.


”Jeg er handlekraftig samt seriøs med min motorsport, og jeg har kæmpet mig til alt, hvad jeg har opnået inden for rally,” siger Marc Dullum, vel vidende at den kamp kan få

katastrofale følger. Men de to ting er det, der kendetegner en ørkenfare, der med hastigheder på op til 150 km lader sin motorcykel føre sig gennem tusindvis af ubeboede strækninger, hvor ikke mindst de stenede ørkenområder i Mauretanien kræver sin mand – eller kvinde, for der er også kvindelige deltagere i Dakar rallyet.

 

Marc Dullum har gennemført Dakar-rallyet to gange ud af tre forsøg. Hans bedste placering kom i første forsøg, i 2003, hvor han blev nr. 70. Årets efter udgik han og i det famøse 2005 sluttede han på en 74. plads som i praksis var en endnu bedre resultat end placeringen to år tidligere. At nå målrampen i Dakar var det år i sig selv en enestående præstation.

 

Privat er Marc Dullum gift og har børn. Han ernærer sig som forretningsmand, men sætter en skarp skillelinie mellem denne tilværelse og indsatsen i Dakar rallyet.

 

”Men naturligvis benytter jeg mine erfaringer begge steder,” siger han. Og det er måske lige præcis årsagen til at begge ”projekter” kan gå op i en højere enhed.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt                                Web-design: SRP