Vinterens ubetinget største – og hårdeste –
motorsportsbegivenhed er Dakar-rallyet. 6. januar
begiver de i alt 525 deltagere sig ud i det over
8000 kilometer lange sprintrace gennem Portugal,
Spanien, Marokko, Mauretanien, Mali og Senegal og de
når målet i Dakar d. 21. januar.
Årets ”Dakar” bliver mere end nogensinde en tvekamp
mellem Mitsubishi og Volkswagen.
Tæt race
”Det bliver også så tæt som nogensinde,” fortæller
Mitsubishis Stephane Peterhansel. ”Vi har forbedret
yderligere på Pajero’en. Tyngdepunktet er blevet
lavere, elektronikken er blevet bedre og vi er parat
til at vinde igen. Men vi ved, at Volkswagen også er
blevet bedre – derfor er udfaldet af årets rally
helt åbent. Men det bliver fuld fart fra første
kilometer.”
Stephane Peterhansel taler med stor erfaring. Han
har vundet Dakar 6 gange på motorcykel og to gange
bag rattet af en af de succesrige Mitsubishi
Pajero’er. Mitsubishi har vundet rally’et totalt 11
gange og de sidste seks gange i træk. I 2007 fejrer
de 25 års jubilæum i det hårde ørkenrally og det
skulle gerne markeres med endnu en sejr.
Danske interesser
Men de får det ikke let, for selvom Volkswagen
fortsat er novicer udi ørkenrace, har den tyske
fabrik rigtig gode odd’s i år. Fra dansk side er
interessen for VW’s indsats rigtig stor.
I
spidsen for Volkswagen Motorsport står nemlig ingen
ringere end den tidligere racerkører, sønderjyden
Kris Nissen, der som VW Motorsportsdirektør har
ansvaret for at bringe VW helt til tops i
Dakar-rallyet.
”Der er intet krav om at vi skal vinde,” siger Kris
Nissen forud for rallyet. ”Men naturligvis går vi
efter sejren. Sidste år bliv vi nr. 2 – den bedste
placering for en dieseldreven bil nogensinde – så
derfor er førstepladsen naturligvis målet.”
Forskellen
Den store forskel på VW og Mitsubishi er netop
basisteknikken. De store VW Touaregs er udstyret med
VWs kraftige 2,5 liters 5-cylindrede turbo
dieselmaskiner. De har et kolossalt moment, men er
en særlig udfordring over de tusindvis af kilometer,
der skal tilbagelægges gennem Saharas sandede og
stenede ørkenområder.
Hos Mitsubishi satser man på den succesrige
6-cylindrede 4-liters benzinmotorer. De er stort set
ligeså kraftige som VW-motorerne (omkring 280 hk),
men deres motorkarakteristika giver dem formentlig
en lille fordel især i sandørkenen.
Men erfaring og team-spirit er måske i sidste
instans den afgørende faktor. Mitsubishis Stephane
Peterhansel har med sine mange sejre en enestående
evne til at ”læse” terræn’et – den evne har
team-kammeraten, den tidligere alpine mester Luc
Alphand efterhånden også opnået. Alphand vandt Dakar
i fjor, efter at Peterhansel fik problemer. Teamet
kompletteres af to andre erfarne ørken-rotter:
Hiroshi Masuoka (Dakar-vinder i 2003) og Joan ”Nani”
Roma, der tog sejren i 2004 – på motorcykel.
Forstærket kørersammensætning
VW var først på banen i 2004 med den nye
Race-Touareg under Kris Nissens ledelse og udover at
udvikle bilen på rekordtid var opgaven også, at
finde den rigtige kørersammensætning og det er ingen
let opgave, når Mitsubishi har sikret sig så stærkt
et team.
”I år deltager vi igen med den tidligere
rally-verdensmester Carlos Sainz,” fortæller Kris
Nissen. ”Sainz har trænet meget i ørkenen efter
sidste års debut og har nu en langt bedre forståelse
for terræn’et. Vores 2.plads i fjor blev sikret af
Giniel de Villiers og ham venter vi os også meget af
denne gang. Og så har vi opnået en enestående
kontrakt med finnen Ari Vatanen, der har vundet
Dakar-rallyet fire gange. Sidste mand er Mark
Miller. Han er ikke så kendt udenfor USA, selvom han
var med i Dakar i fjor, men han er rigtig stærk og
kan godt blive løbets overraskelse.”
Det sidste bekræfter Mitsubishi Stephane Peterhansel:
”Jeg tror, at Mark Miller vil blive måske den
hårdeste konkurrent blandt VW-kørerne,” siger han.
Danske øjne
Set med danske øjne er Kris Nissens VW-ansvar
naturligvis interessant. Kris har desuden involveret
en række dygtige danskere i teamet, ikke mindst den
tidligere rally-danmarksmester Morten Karl (som
sjovt nok har vundet sine DM-titler i en
Mitsubishi).
Men derudover er MC-køreren Marc Dullum med igen.
”Jeg sprang over i fjor, men har trænet intensivt
hele året, og nu er jeg klar igen,” siger den
efterhånden temmelig erfarne ørken-racer, der
deltager i Dakar-rallyet helt på privat basis.
Nordmanden Pål Anders Ullevalset er
det bedste skandinaviske bud på et topresultat i
Dakar 2007. Foto: Vivi Siiger
|