Det er med stor glæde, at arrangørerne af Copenhagen
Historic Grand Prix, der finder sted på lørdag og
søndag i Fælledparken kan meddele, at der er indgået
en enestående pagt med vejrguderne.
Som alle har erfaret, har vejrguderne i sommer ikke
været af den opfattelse, at københavnerne, endsige
danskerne, skulle opleve den varme og sol, de
henover vinteren havde længtes efter. I maj sendte
de egenrådige guder et signal, som kunne tolkes
derhen, at også i juni/juli ville vejret være godt
for solelskere. Siden besluttede de sig som bekendt
for at ændre på den taktik.
Imidlertid må alt jo have en ende. På det grundlag –
og ikke mindst i erkendelse af betydningen af den
kulturhistoriske begivenhed i hjertet af København –
har vejrguderne indvilliget i, at give publikum et
bedre vejr end de har været vant til i den seneste
tid.
”Dialogen med vejrguderne er, som man vil kunne
forstå, meget anderledes end dialogen med offentlige
myndigheder, deltagere osv.,” siger Ole Markussen
fra arrangørgruppen bag Copenhagen Historic Grand
Prix. ”Vi var længe en smule usikre på, om en aftale
kunne komme i stand, ligesom vejrgudernes
velvillighed var vanskelig for os at vurdere. Men nu
ser det ud som om, tingene er faldet på plads og at
aftalen bliver en realitet.”
|