Selvom den 7-dobbelte Le Mans vinder, Tom
Kristensen, ikke kører med i Copenhagen Historic
Grand Prix, som finder sted d. 4.-5. august i
Fælledparken, spiller han en særdeles aktiv rolle
under arrangementet. Det er nemlig Tom Kristensen,
der skal starte eliteklassen, Royal Pro/Am, hvor
amatørkørere deler bil med professionelle – det er
bl.a. hér, Prins Joachim deler bil med den
5-dobbelte Le Mans vinder Derek Bell.
Søndag eftermiddag er det også Tom Kristensen, der
skal overrække præmierne til de tre bedst placerede
i Royal Pro/Am.
Forinden har han taget imod udnævnelsen som
ambassadør for Copenhagen Historic Grand Prix og
endvidere modtaget Copenhagen Historic Grand Prix’s
ærespris, overrakt og motiveret af Dansk Automobil
Sports Unions præsident, Carl Chr. Hansen.
Men måske vigtigst af alt: Det bliver også muligt
for Tom Kristensens mange fans at møde ham i
Fælledparken. Det kan ske ved Tom Kristensens telt
på inderkredsen, hvor han vil være til stede lørdag
10:30-11:00, søndag 10:30-11:00 samt 13:30-14:00. |