Dakar er nået til Chile og i den chilenske ørken er
der tradition for, at rallyet ændrer karakter. Der
er mere off-road i traditionel forstand, sandørken
og ikke mindst meget store højder. På dagens
hastighedsetape var deltagerne flere gange oppe i 3
kilometers højde. Hastighedsprøven var på 458
kilometer og sammenlagt blev der tilbagelagt omkring
700 kilometer. Og i dag fulgte alle deltagerne den
samme rute.
Det ændrede imidlertid ikke meget i topstriden. I
bil-kategorien var det fortsat de kørere, der havde
gjort sig gældende i løbets første fase, der
dominerede, og det samme gjorde sig gældende i
MC-klassen.
Tvekamp mellem Barreda og Coma
I går kørte Joan Barreda et meget strategisk race og
øgede sit forspring i forhold til Marc Coma med 2
minutter. Dem genvandt Coma i dag, hvor det var
Honda-køreren, der lagde ud.
Interessant er det, at chileneren Pablo Quintanilla
i sit hjemlands terræn var rigtig hurtig og han
avancerede fra 6. pladsen til 4. pladsen, dog også
hjulpet af at Jordi Viladoms og Ruben Faria tog lidt
fejl af ruten i dag. Det kostede dem lidt tid, men
ikke mere end at de fortsat er med i Top-6.
Al-Attiyah kører fra De Villiers
I bil kategorien handler spændingen mest om duellen
mellem Nasser Al-Attiyah i MINI og Giniel de
Villiers i Toyota. Men spændingen ebber ligeså
langsomt ud efterhånden som MINI-køreren fra Qatar
lægger mere og mere afstand til sydafrikanerens
MINI. Det åbne spørgsmål kan da også hurtigt blive,
om det måske vil være en helt anden Toyota, der
begynder at presse Al-Attiyah, for Yazeed Al-Rajhi
fra Saudi Arabien er meget hurtig.
På 5. etape halede Al-Rajhi over 5 minutter ind på
de Villiers, og afstanden imellem dem er nu
reduceret til blot 10 minutter – det er stort set
det samme, som De Villiers er efter Al-Attiyah. For
selvom det en overgang så ud til, at den førende
MINI ville øge afstanden endnu mere til De Villiers,
blev det i dag ”kun” til 2 minutter og 20 sekunder.
Det går dog den forkerte vej for Sydafrikaneren. De
kommende dage vil vise, om han kan ændre på det
billede. Hans redning kunne være, hvis Al-Attiyah
f.eks. punkterede eller begik en fejl. Det er blot
ikke sket for ham endnu i dette års rally.
Russisk etapesejr
Hurtigst på dagens etape var ingen af de nævnte. For
den russiske MINI-kører, Vladimir Vasilyev, havde,
efter en problemfyldt start på rallyet, fuld fart på
sin All4 Racing MINI og han satte dagens hurtigste
tid, som var 20 sekunder bedre end Al-Rajhis.
Sammenlagt er russeren dog over en time bagefter,
men der er en god portion prestige i at vinde en
Dakar-etape.
Robby Gordon er også ved at have fundet rytmen og
holdt sig ude af problemer i dag. Ved samme
lejlighed kvitterede han med, at tage 3. pladsen i
mål – foran den førende Al-Attiyah.
Stephane Peterhansel kørte i dag stort set lige op
med Al-Attiyah og er så småt ved at synliggøre
Peugeot’ernes styrke. Havde det ikke været for
uheldene i løbets første fase, havde der været en
god dyst i vente. Peterhansel er i øvrigt nu den
eneste af Peugeot-kørerne, der kan opnå en
respektabel placering, for i dag fik også Cyril
Déspres tekniske problemer, som kostede meget tid.
Bernhard Ten Brinke satte en lille time til
undervejs på etapen og er nu faldet ned på 6.
pladsen til fordel for Krzysztof Holowczyc, der nu
er nr. 4.
Danske Jes Munk har ikke givet meget lyd fra sig
undervejs, men han er fortsat med i rallyet. Han har
dog haft vanskeligt ved at holde tempoet på dagens
etape men er i skrivende stund, midt på aftenen,
placeret i 60'erne. |