- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

tv: Citroën C-Elysée WTCC er den franske fabriks våben i forsøget på allerede i debut-året at fravriste Honda VM-titlen.

 

th: Hondas helt nye Civic WTCC, bygget efter det nye reglement, er gennemgribende fornyet. Ingen dele stammer fra sidste års VM-bil.


World Touring Car Championship 2014:

Verdensstjerner og bilgiganter i intens kamp


af Søren Clauding - april 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I weekenden d. 12.-13. april går starten på årets udgave af en af verdens vigtigste motorløbsserie, World Touring Car Championship (WTCC), eller på dansk ”Verdensmesterskabet for Standardvogne”. I alt 22 deltagere er klar til start på den marokkanske racerbane i Marrakech, ugen efter går det løs på den franske Paul Ricard racerbane øst for Marseilles, og feltet tæller flere regulære verdensstjerner.

 

WTCC har over en 10-årig periode udviklet sig til en løbsserie med meget stor international bevågenhed, ikke mindst takket være en intensiv global LIVE TV-dækning på sports-TV kanalen Eurosport og deltagelse af verdens store bilfabrikker. I år er der særlig fokus på den forventede tvekamp mellem den regerende verdensmester, Honda, og debutanterne fra Citroën.

 

2014: Begyndelsen på en ny æra

I 2014 tager man desuden hul på en ny æra i mesterskabets historie, med et gennemrevideret nyt reglement, deltagelse af flere store bilfabrikker og prominente motorsportsstjerner med den 9-dobbelte rally-verdensmester, franskmanden Sebastien Loeb som den kendteste af dem.

 

Mesterskabet udmærker sig bl.a. ved, at der på den ene side fokuseres på racerkørernes indbyrdes dueller. Men ligeså stor opmærksomhed er der omkring bilmærkernes dyst. Bilerne ligner de serieproducerede personbiler, som vi kan se ude på landevejen, om end de teknisk er bygget op som racerbiler - så på den måde minder WTCC lidt om Rally-VM. I WTCC foregår konkurrencerne imidlertid på store kendte racerbaner, rundt om i verden. Hver VM-afdeling byder på de samme elementer som f.eks. et Formel 1 Grand Prix, med tidskørsler, kvalifikation etc. – men i stedet for kun ét løb som højdepunktet i en løbsweekend, køres der to kortere løb i WTCC.

 

Honda versus Citroën

I 2014 er Honda regerende verdensmester, og den japanske fabrik, der i 2015 skal levere motorerne til det selvsamme McLaren Formel 1 team, danske Kevin Magnussen som bekendt kører for, bliver i WTCC udfordret af Citroën. Den franske bilfabrik har til formålet forlænget sit langvarige samarbejde med den franske superstjerne, Sebastien Loeb. Citroën har desuden engageret den firedobbelte og regerende WTCC verdensmester, franskmanden Yvan Muller, som i fjor kørte Chevrolet.

 

Citroëns debut med så stærkt et kører set-up er en anden af de meget vigtige nyheder i 2014. Det bliver utrolig spændende at se, hvordan Honda håndterer udfordringen. Honda møder op med samme team som i fjor, hvor især den erfarne italienske tidligere Formel 1 kører og WTCC verdensmester Gabriele Tarquini, 2’er i sidste års VM, er det stærke kort. Hans team-kammerat, portugiseren Tiago Monteiro, der også har en fortid i Formel 1, er heller ikke uden muligheder. Han har vundet en række løbssejre i WTCC og er både en erfaren og pålidelig racerkører.

 

WTCC udmærker sig på en række områder i forhold til andre højt estimerede motorsportsgrene. Mesterskabet består af 12 afdelinger, som nævnt køres der 2 løb pr. gang, og bilerne kender vi fra gadebilledet. Honda’s racerbil er baseret på Honda Civic, Citroëns racerbil er en C-Elysée, der er en 4-personers personbil, som reglementet påbyder det i WTCC. Andre bilmærker i WTCC er Chevrolet, BMW, SEAT og russiske LADA, hvis deltagelse indtil nu ikke har været udpræget succesrig.

 

Nye regler – hurtigere biler

Men det bliver den måske i 2014 med det nye tekniske reglement. Der bliver populært sagt trukket en streg i sandet og bilerne er så nye, at selv ikke de indledende testkørsler har givet et klart signal om styrkeforholdet i årets verdensmesterskab. I den forstand er alt helt åbent. Den eneste, man med sikkerhed ved, er, at bilerne er markant hurtigere end i de forgangne år.

 

Stort set alt er nemlig nyt. Også dæk-leverandøren Yokohama, der er eneleverandør af dæk til WTCC, på samme måde, som der også er eneleverandører af dæk til f.eks. Formel 1, har fået en ny udfordring, for hvordan udvikler man dæk til biler, som man ikke har det store praktiske kendskab til hvordan fungerer.

 

Kraftigere, lettere - og hurtigere

De nye biler, som reglementsmæssigt kaldes ”TC1”, har op imod 400 hestekræfter, det er 80-100 hk flere end i fjor, de er bredere, lavere og lettere end sidste års biler, dækkene er nu på 18” i stedet for 17” og dækkene. Desuden er en række aerodynamiske hjælpemidler blevet tilladt, som gør bilerne hurtigere men samtidig tilsvarende mere sikre.

 

WTCC er i øvrigt et verdensmesterskab, ikke bare af navn men også af gavn med afdelinger i hele verden, i Europa, Nord- og Sydamerika, flere steder i Asien og også i Afrika, hvor årets første løb som finder sted i Marrakech i Marokko d. 12.-13. april. Såvel tidskørsler som søndagens to racerløb transmitteres LIVE på Eurosport.


TV-Plan for første afdeling af WTCC:

Eurosport International HD:

Lørdag d. 12. april: 15:00-16:00: Kvalifikation

Søndag d. 13. april: 17:00-18:00: Race 1 LIVE

Søndag d. 13. april: 18:00-19:00: Race 2 LIVE

 

Eurosports udsendelsesplan kan desuden ses via dette link: http://tv.eurosport.dk/tvschedule.shtml.


Andre værdifulde links til årets WTCC:

 

www.fiawtcc.com

 

www.yokohama-online.com

 

http://world.honda.com/WTCC

 

www.citroen.dk

Yvan Muller (tv) og Sebastien Loeb er begge franskmænd og multi-verdensmestre. Hos Citroën er de ikke alene team-kammerater men også hårde konkurrenter.

 

Gabriele Tarquini, Italien, er Hondas stærkeste kort med en fortid fra både Formel 1 og som WTCC verdensmester.

 

Yokohama er eneleverandør af dæk til WTCC. Også de har en udfordring i år med et helt nyt reglement.

 

BMW dominerede for år tilbage. I dag er det andre bilmærker, der er fokus på, selvom der fortsat er BMW'er i startfeltet.

 

Eurosport sender samtlige WTCC løb i HD format

 

Marrakech er de fornemme kulisser for årets første VM-afdeling.


WTCC 2014 Fakta:


Løbskalender

13.04

Marrakech, Marokko

20.04

Paul Ricard, Frankrig

04.05

Hungaroring, Ungarn

11.05

Slovakiaring, Slovakiet

25.05

Salzburgring, Østrig

08.06

Moscow, Rusland

22.06

Francorchamps, Belgien

03.08

Rio Hondo, Argentina

14.09

Sears Point, USA

12.10

Shanghai, Kina

26.10

Suzuka, Japan

16.11

Macau


Vigtige deltagere

Startnummer, kører, bilmærke

1. Yvan Muller (FRA), Citroën C-Elysée WTCC

2. Gabriele Tarquini (ITA), Honda Civic WTCC

3. Tom Chilton (GBR), Chevrolet Cruze TC1

4. Tom Coronel (NLR), Chevrolet Cruze TC1

6. Franz Engstler (GER), BMW 320 TC

9. Sebastien Loeb (FRA), Citroën C-Elysée WTCC

10. Gianni Morbidelli (ITA), Chevrolet Cruze TC1

11. James Thomson (GBR), Lada Granta 1,6T

18. Tiago Monteiro (POR), Honda Civic WTCC

27. John Filippi (FRA), SEAT León WTCC

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt