Ligesom d. 10. januar i dansk motocross sport, gik
også Dag 6 i årets Dakar over i historien som en af
dem, man helst havde undgået. I Dortmund mistede den
danske motocross kører og regerende Danmarksmester i
MX1, Kasper Lynggaard livet i forbindelse med
træning til et supercross arrangement og i Argentina
var det på grund af den begivenhed, der kostede den
belgiske motorcykelkører Eric Palante livet. I
skrivende stund er detaljerne omkring dødsulykken i
Sydamerika uklare, men et faktum er det, at Palante
ikke har udsendt nødsignal i forbindelse med
styrtet, der fandt sted på gårsdagens etape.
I hælene på deltagerne sender løbsledelsen flere
lastbiler, som sørger for de deltagere, der måtte
være strandet på etapen af den ene eller anden
grund. Man vidste, hvor Palante var via GPS-signaler,
men da lastbilen ankom til ulykkesstedet i morges,
var belgieren afgået ved døden.
En sådan begivenhed lægger altid en dæmper på
stemningen i et Dakar-rally. Især måske fordi
belgieren var rutineret og deltog i Dakar for 11.
gang. Han var 50 år gammel og havde tilstrækkelig
erfaring til, at ulykken formentlig ikke fandt sted
på grund af uagtsomhed.
Etapen i dag var for motorcyklerne forholdsvis
begivenhedsfri og en rolig optakt til lørdag, som er
pausedag i Dakar for alle deltagerne. De kørte en
helt anden rute end bilerne og lastbilerne, målet
var dog det samme og undervejs skulle der køres
omkring 400 kilometer hastighedsetape i gruset og
sandet terræn. Trods den manglende dramatik var
dagen i dag også den, hvor den chilenske kører
”Chaleco” udgik af Dakar. Han havde indtil nu kørt
et godt rally, men styrtede og beskadigede sin
motorcykel næsten til ukendelighed. Heldigvis slap
han selv med småskrammer.
Sherco tog i dag sin anden etapesejr, denne gang med
Alain Duclos i sadlen. Han sluttede 1 minut foran
Marc Coma (KTM), der dermed kunne udbygge sin føring
i den samlede stilling. Joan Barreda kørte sin Honda
i mål på 4. pladsen et par minutter efter Coma og
fastholder dermed sin 2. plads i rallyet, 42
minutter efter Coma. Den anden storfavorit, Cyril
Despres, der har haft store problemer i år – hans
første deltagelse på en Yamaha – blev nr. 5 i dag,
blot 3 minutter efter Coma.
Sammenlagt ligger Despres dog på 11. pladsen små tre
timer efter den førende spanier. Han forklarede
efter torsdagens etape, at han ledte efter et way
point og siden løb tør for benzin. Han blev siden
tildelt en times straftid (inkluderet i de små tre
timer), formentlig fordi han aldrig fandt way
pointet.
Roma fører fortsat men ”Peter” holder på
Nani Roma tilegnede sig fuldt fortjent et solidt
forspring i årets Dakar på Dag 5. Men sjettedagen
indikerede, at han på ingen måde skal vide sig
sikker. Tingene flaskede sig nemlig godt for den
11-dobbelte Dakar vinder Stephane Peterhansel, der
halede 6 minutter og 36 sekunder ind på
team-kammeraten i MINI teamet.
Dagens nr. 2 blev Nasser Al-Attiyah. MINI køreren
fra Qatar fik imidlertid torsdag tildelt 1 times
straftid, formentlig pga. et manglende way point.
Det indebærer, at han faldt fra den 2. plads, han
besad umiddelbart efter etapen i går, til nu en
samlet 5. plads.
Orlando Terranova, også i MINI, har indtil nu kørt
et usædvanlig solidt race, i det store hele holdt
sig væk fra problemerne og blev på dagens etape en
flot 3’er, et par minutter efter Al-Attiyah. Orlando
Terranova er nu nr. 2 i Dakar. Også Giniel de
Villiers i Toyota Hilux og Carlos Sainz havde en god
etape og nåede målstregen hhv. som nr. 4 og 5.
Sammenlagt er De Villiers på 3. pladsen mens Sainz –
som også fik en 1 time oven i hatten – er nr. 6.
Lørdag er som nævnt pausedag i Salta for foden af
Andesbjergene. Dakar fortsætter derpå søndag, hvor
turen for motorcyklernes vedkommende går mod nord
ind i Bolivia, mens bilerne kører et loop nord-øst
for Salta. |