Årets tredje Dakar-etape var præget af tre ting:
Vejret fik indflydelse på hastighedsprøvernes længde
og favoritterne i MC-kategorien begyndte at rykke.
Alt imens Peterhansel tabte terræn og Roma overtog
føringen.
Det er dog fortsat Joan Barreda Bort, der på sin
Honda dominerer i spidsen. Han vandt dagens etape,
som blev kortet ned med 130 kilometer, og kunne
dermed udbygge sin føring. På de efterfølgende
pladser, 4-7 minutter nede, fulgte de to favoritter,
Cyril Despres og Marc Coma på hhv. Yamaha og KTM.
Det var symptomatisk, at det netop var de to, der nu
har arbejdet sig frem i toppen (også generelt ligger
de på hhv. 2. og 3. pladsen), for dagens etape var,
uanset den blev forkortet, utrolig hård og krævende.
I etapen indgik hastighedsprøve i næsten 4300 meters
højde. Det er første gang nogensinde, at der har
været afviklet en Dakar hastighedsetape i den højde.
Den tynde luft er belastende for både kørerne og
deres motorcykler. Mindre ilt i luften nedsætter
ydeevnen – og det gælder uanset man er af kød og
blod eller fremstillet i metal.
Og så var dagens etape for motorcyklerne første
halvdel af en såkaldt maratonetape, dvs. deltagerne
må klare sig selv til efter onsdagens etape. Derfor
var det dobbelt vigtigt at skåne materiellet, for
eventuelle reparationer skulle deltagerne i givet
fald selv stå for.
En af de kørere, der ikke var med i dag er norske
Pål Anders Ullevålseter, som nu er udgået af Dakar.
”Det er første gang, jeg er udgået af et Dakar-rally
på grund af mekaniske problemer,” fortalte den
sympatiske normand, da han langt om længe nåede frem
til gårdsdagens målstreg. ”Jeg har deltaget i 11
Dakar rallyes og fuldført de 9, én gang måtte jeg
udgå, fordi jeg skadede min skulder ved et styrt,
men jeg har aldrig haft mekaniske problemer før
denne gang.” Det var Ullevålseters KTM-motor, der
brød sammen ude midt i sandørkenen og dermed satte
en effektiv stopper for hans deltagelse i år. Den
bedste placering opnåede han i 2010, hvor han blev
nr. 2.
Dagens etape var også afslutningen på Dakar-rallyet
for kørere som Ruben Faria og Frans Verhoeven, som
begge er udgået efter styrt.
Roma i spidsen – ”Peter” banede vejen
I bil-kategorien har førstepladsen på ny skiftet
hænder. Efter overbevisende og problemløs kørsel
vandt Stephane Peterhansel i MINI mandagens etape,
hvorimod han på tirsdagens forkortede udgave
(bilerne startede hvor de skulle, men blev flaget i
mål efter 222 km i stedet for 301) havde det svært.
Han var første mand på etapen og da en del af ruten
gik gennem buskads uden spor, banede han vejen for
resten af feltet. Men det kostede ham en stribe
punkteringer og sammenlagt mindst en halv time.
Derved var vejen fri for team-kammeraten Nani Roma,
der efter problemer på rallyets første to dage havde
en smertefri Dag 3, hvor han strøg i mål 1 minut
foran en anden team-kammerat, polakken Krzysztof
Holowczyc. På 3. pladsen kom helt overraskende
sydafrikaneren Leeroy Poulter i Toyota Hilux, fulgt
af førstedagens nr. 2, Orlando Terranova fra
Argentina i MINI.
Guerland Chicherit fra Frankrig i en særpræget DB
Jefferies buggy blev nr. 5 foran Robby Gordon, der
nu endelig fik sin Hummer til at stå distancen. Nr.
7 blev Nasser Al-Attiyah i MINI.
Nani Roma har nu en føring på 9 minutter til
Terranova, mens Nasser Al-Attiyah er på 3. pladsen
fulgt af Carlos Sainz. Peterhansel er nr. 5 men det
væsentligste er hans set-back på en halv time eller
26 minutter i forhold til den førende spanier.
”Det var en forfærdelig dag for mig,” fastslog
Stephane Peterhansel ved ankomsten til målet i San
Juan. ”Siden jeg skiftede over til at køre bil, har
jeg aldrig oplevet punkteringer som i dag. Vi
punkterede seks gange. Den første var min egen fejl,
fordi jeg ramte en stor sten, men derefter var der
modifikationer til rutebogen, som gjorde det
nødvendigt at krydse igennem vegetation og en del
buskads. Vi var den første bil på vejen og jeg tror,
at da jeg på den måde banede vejen for de andre,
forårsagede jeg også to eller tre langsomme
punkteringer for mig selv.”
Peterhansel fik dog en smule ”tak for hjælpen” fra
Orlando Terranova, der forærede franskmanden et
reservehjul, fordi han ikke havde flere selv. Det
var ægte team-spirit og Dakar-ånd.
I bil kategorien deltager også en lille Polaris RZR
buggy med Garry Connell bag rattet og den svenske
tidligere pige Annie Seel i co-driver sædet. Holdet
har haft deres udfordringer, med tre punkteringer på
dagens etape. Holdet blev nr. 83 i dag. |