- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Følg Le Mans på Motorsiden

Op til og under årets 24-timers løb i Le Mans bringer vi aktuelle historier fra Le Mans >>>

24 timers Le Mans på Motorsiden præsenteres i samarbejde med TOYOTA HYBRID og Michelin

          


24 timers Le Mans 2013 er slut. Det var året hvor Allan Simonsen skulle have været på podiet sammen med Kristian Poulsen og Christoffer Nygaard. Arrangørerne, Automobile Club de l'Ouest kunne ikke ære Allan Simonsen bedre end ved at lade Dannebrog flage på halv på det podie, der rettelig ville have tilhørt den dygtige dansker.

Klik på billedet og se det større


Søndag klokken 15:00: 24 timers Le Mans 2013: Kongen af Le Mans den niende

Men en tung skygge hviler over Tom Kristensens enestående triumf


af Søren Clauding - 23. juni 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Han kunne ikke gøre det bedre, Tom Kristensen. Han var helt uden skyld i Allan Simonsens uheld og tragiske død. Og om nogen, vil Tom Kristensen være den, der kan dedikere sejren til og mindes sin sympatiske racerkollega.

 

Men en del af motorsporten er, at når der er allermest grund til at fejre, er der altid en grund til at tænke på hele det scenarium, der omgiver den ære, den værdighed og den respekt, der tilfalder en person, som har opnået det, Tom Kristensen har nået. Ikke bare én gang, eller to gange, men nu hele ni gange.

 

Tom Kristensen ved om nogen, hvor lille afstanden er mellem succes og tragiske ulykker. For få år siden var han selv udsat for en voldsom ulykke i det tyske standardvognsmesterskab, DTM, som kunne have invalideret Tom Kristensen for livstid eller måske helt have frataget ham den gave, et liv det er.

 

Tom K kom videre, han kom tilbage, han har vundet Le Mans og endnu engang dokumenteret, at han er Kongen i verdens mest berømte motorløb. Godt gået, Tom, godt kørt, og nogen bedre måde at ære Allan Simonsen på end ved som dansker at triumfere på så højt et niveau, findes ikke.

 

I slutfasen blev der dystet. Blot 22 minutter fra løbets afslutning indhentede Toyotas Hybrid racer den omgang, der var kommet bagefter - men mistede den siden igen. Toyota #8 nåede dermed ikke at indhente det forspring, Tom K's Audi havde opnået. Vejrguderne arbejdede ikke til Toyotas fordel, for i den sidste time medførte ulykker, forårsaget af pludselig silende regn, at der skulle ryddes op på banen, og derved kunne den japanske racer ikke udnytte den fordel, man med sin benzin fuldhybrid teknologi ville have haft ved at klare sig med færre pitstop end Audi's dieselhybrid, der har træk på alle fire hjul.

 

Men Toyota kom igennem, de dokumenterede pålideligheden af deres fuldhybrid-system og var en hård modstander for Audi, der nu har vundet Le Mans 12 gange.

 

I LMP2 kom David Heinemeier Hanssons Morgan Nissan i mål på 2. pladsen efter teamkammeraterne i bil #35, som dog havde gjort deres for at lade muligheden stå åben for den delvis danske bil. Men til trods for at være involveret i en ulykke først i regnvejrsperioden, kom Morgan #35 i mål som nr. 1, alt imens David & Co. måtte "nøjes" med 2. pladsen. En triumf, som danskeren fra Brønshøj, nu bosiddende i Chicago, dog nok kan være tilfreds med at skrive ind i sit attraktive CV.

 

I løbets afsluttende fase formåede Corvette #73, måske også lidt hjulpet af regnvejret - men det er en del af spillet - at komme tættere på en podieplacering. En overraskende fjerdeplads blev det for Jan Magnussen i et løb, hvor alle odds talte imod den firedobbelte Le Mans klassevinder. Til næste år debuterer man med en helt ny Corvette Stingray - den er nok værd at vente på. 

Tom Kristensen vandt Le Mans for niende gang. Det blev Audis niende triumf i det franske 24-timers løb.

 

Toyota var kun en håndsbredde fra at snuppe sejren fra de sejrsvante tyskere. Men vi kommer igen til næste år, fastslår teamchef Rob Leupen.

 

David Heinemeier Hansson i Morgan-Nissan scorede en fornem 2. plads i LM P2 klassen.

 

Jan Magnussen avancerede overraskende i løbets afsluttende fase og sluttede på 4. pladsen.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt