- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Team Glad: Fra venstre Jacob Glad, Philip V. Hansen og Peer Glad med den specialbyggede QT Wildcat 500 Dakar og servicebilen.


Danskere med kurs mod Dakar


Af Morten Dam og Søren Clauding – 21. januar 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da arrangørerne af Rallye Dakar for 5 år siden fik drejet armen om på ryggen med trusler om terror, hvis rallyet ville blive gennemført, var det dengang en svær beslutning først at aflyse og siden genetablere den under mere civiliserede forhold i Sydamerika.

 

Heldigvis har rallyet vist sig at blive en succes med hel andre og på mange måde mere varierede udfordringer end ”originalen” tilbød. Men der har været mange og meget delte meninger om ”flytningen”. Derfor er Rallye Dakar genopstået i en form, som er mere tro mod den oprindelige udgave, mindre kommerciel og formentlig mindre provokerende overfor terrorister. Dakar-navnet videreføres som bekendt i det nu sydamerikanske maratonrally – det er et ikon for den begivenhed. Og arrangørerne af det ”nye” autentiske rally, som slutter i Senegals hovedstad, Dakar, har døbt deres arrangement Intercontinental Rally.

 

Intercontinental Rally 2013 er det tredje, der køres. Det starter i år d. 28. januar i den spanske havneby Almeria, og turen går omgående til Afrika. Det nye rally er noget kortere end det oprindelige, i år skal der køres 5000 kilometer, og blandt feltets 76 køretøjer er der flere danske, deriblandt fem Land Rovere og en Bowler Wildcat.

Blandt dem er Jacob Glad, der starter i en QT Wildcat sammen med Philip Volmer Hansen, mens hans far, Peer Glad, sammen med Jacob Stausholm kører som serviceteam i en Land Rover Discovery 4.

 

"Bilen er en let, 2-sædet, rørrammekonstruktion med glasfiberkarrosseri og teknisk baseret på motor, transmission og aksler fra Land Rover," fortæller Jacob Glad. Racerens benzindrevne V8-motor på 4,0 liter yder 265 hk og med 375 liter benzin i tanken, to reservehjul, GPS-udstyr, sandstiger og en hydraulisk donkraft indbygget i vognbunden, satser de to danskere på at gennemføre de 14 etaper frem til målet ved Lac Rose Dakar den 10. februar.

 

Opgaverne i det trange cockpit er fordelt, så Jacob styrer bilen og Philip navigationen. Desuden har de som nævnt, ligesom rallyets øvrige deltagere, et serviceteam i ryggen, så bilen undervejs kan blive serviceret og om nødvendig repareret.

Det bliver ikke kun den første danske Wildcat-entre, men markerer samtidig begyndelsen på en dansk repræsentation og import af biler og udstyrsprogram fra det engelske QT Services i Devon.

 

Også Christian Nauta og Søren Bach er med. Det er et hold, som tidligere har gjort sig godt gældende på den internationale arena; Desert Storm Challenge i Marokko, Rainforest Challenge i Malaysia, Pomerania i Polen og Libya Rally Raid i Tunis. De kører en efterhånden hårdt prøvet og kraftigt modificeret Fat Pony Land Rover Defender 90” TD5, der dog har været på slankekur og er trimmet med bl.a. udbygget undervogn, ekstra tank og forbedret køling.

 

”Et ørkenrally går over stok og sten, så vi har pillet spil og en masse armering af bilen for at reducere egenvægten,” fortæller Christian Nauta. Vægtbesparelsen har banet vej for montering af dobbelte støddæmpere ved alle hjul, en fjervægts-kofanger, ekstra tank og et udvidet kølesystem med udvendige luftindtag uden at gøre bilen tungere, end den var i forvejen. Holdet står i øvrigt selv for servicekørslen.

 

To andre danskere, Tom Lindboe og Martin Kremmer har til gengæld allieret sig med Casper van Deurs og hans team, der i en specialindrettet Magirus 170 igen i år kører service for deltagere på fire eller to hjul.

 

Løbets tjekkiske racedirektør, Jiri Vasatko, har fastslået, at det for TNV handler om at organisere og afvikle raid baseret på det oprindelige koncept med klassisk offroad rally, men med GPS-navigering og individuelle valg af rute og problemløsninger. Ifølge den seneste bulletin fra organisationen kommer det samlede felt til at tælle 139 køretøjer inklusive deltagere, servicevogne og officialbiler.

 

Historien bag

Ophavsmanden til det oprindelige Paris-Dakar Rally var motorcykelkøreren Thierry Sabine. Ideen opstod, mens den da 28-årige franskmand deltog i det libyske Abidjan-Nice Rally 1977. Året efter etablerede han TSO - Thierry Sabine Organisation - og arrangerede det første rally, der blev afviklet omkring årsskiftet 1978-1979 og som i øvrigt blev vundet af Alain Génesiter og Joseph Terbiaut i en Range Rover.

 

To år senere blev løbet igen vundet af en Range Rover, denne gang med René Metge og Bernard Giroux i cockpittet. I 1984 og 1986 vandt Metge igen, og i 1987 var han igen i spidsen for Dakar-raidet, men denne gang som løbsleder i stedet for Thierry Sabine, der sammen med fire andre omkom, da deres helikopter styrtede ned i en sandstorm under Dakar-raidet.

 

Sammen med Thierrys danske partner, maleren Susanne Fournais, der i øvrigt tegnede Dakar-løbets berømte touareg-logo, overtog faderen, Gilbert Sabine, ledelsen af TSO. Organisationen blev senere overtaget af ASO, Amaury Sport Organisation, som er en del af den franske mediekoncern EPA, der også står bag bl.a. Tour de France.


Jacob Glad træner i sneen.


Intercontinental Rally 2013


Total distance: Over 5.000 km

Race-klasse: Procentvis split mellem special- og transportetaper 70/30

Adventure-klasse: Procentvis split mellem almindelig vej og off-road: 50/50

1. Etape - 28.1 Almeria - Taoirirt

2. Etape - 29.1 Taoirirt - Merzouga

3. Etape - .30.1 Merzouga - Mhamid

4. Etape - 31.1 Mhamid - Icht

5. Etape - 1.2 Icht - Smara

6. Etape - 2.2 Smara - Boujdour

7. Etape - 3.2 Boujdor - Dakhla

8. Etape - 4.2 Dakhla - Bon Lanuar

9. Etape - 5.2 Bon Lanuar - Akjoujt

10.Etape - 6.2 Akjoujt - Nouakchott

11.Etape - 7.2 Nouakchott - St. Louis

12.Etape - 8.2 St. Louis - St. Louis

13.Etape - 9.2 St. Louis - Dakar

14.Etape - 10.2 Dakar - Lac Rose


De danske hold:

Team Glad.DK

Jacob Glad-Philip Volmer Hansen, QT Wildcat

Peer Glad, Jakob Stausholm, Sparvath, Land Rover Discovery 4. (Servicevogn)

Team Outback

Tom Lindboe Christensen-Jens Flodin, Land Rover Defender 90"

Martin Kremmer-Mette Hebo, Land Rover Defender 90” PU

Kasper van Deurs-Thomas Nicolaisen-Thomas Schultz-Hansen, Jakob Paulli, Magirus 170 (Servicevogn to biler og fire motorcykler)

 

Team Fat Pony Offroad

Christian Nauta-Søren Bach, Land Rover Defender 90”

Hans og Karin Bach, Casper Fink, Land Rover Discovery 1 (Servicevogn)


Sådan fortsatte det

I 2011 tog det det britisk baserede TNV Limited’s internationale team, der bl.a. tæller den danske offroad-kører Pauli Jørgensen, fat på organiseringen af Intercontinental Rally, der som nævnt følger hjulsporet fra det oprindelige Dakar-koncept, som Thierry Sabine udformede.

Det vil sige en flere tusinde kilometer lang stroppetur for offroad entusiaster og på vilkår, så flere kunne være med uden at være fabriksstøttede professionelle med massive millionbudgetter i ryggen.

 

Ligesom i det oprindelige TSO-koncept ønskede initiativtagerne bag TNV Ltd. at generere overskud til fordel for underudviklede områder. Det sker gennem sammenslutningen African Humanitarian Organizations.

 

Ligesom i 2011 og 2012 tager 2013-ruten udgangspunkt i Spanien og følger forløbet i nogle af de tidligere Dakar-raid gennem Marokko, Vestsahara og Mauretanien til Dakar i Senegal.

 

Løbet starter fra den spanske havneby Almeria med en indledende opvarmningsetape til Taoirirt i Marokko.

 

Klasserne 

Der er to klassementer; Race og Adventurer. Førstnævnte kører en rute bestående af transport- og specialetaper, mens sidstnævnte følger en mindre krævende rute sammen med løbsledelsens biler og deltagernes servicevogne.

 

Derudover køres der et Intercontinental Light ad en rute til Laayoune i det sydlige Marokko. Deltagerne i det ”lette kavaleri“ følger ikke med til Mauretanien og Senegal. De fleste deltagere starter i Race-klassementet.

 

Økonomien bag

Startgebyret inklusive færge, visumpapirer, GPS-spotter, medicinsk/teknisk assistance og camp for to kørere og en bil er 1800-3000 Euro og 1000-1400 Euro for to mand i en servicevogn. Dertil kommer brændstof og forplejning plus det løse, men i alle tilfælde langt under prisen for en start i det sydamerikanske Dakar Rally.

 

Dansker i løbsledelsen

I øvrigt tæller løbsledelsen bag Intercontinental Rally nu også en dansker, nemlig motorcykelkøreren Pauli Jørgensen, der har bidraget ved tilrettelæggelsen af årets rute fra Almeria til Dakar.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt