|
Den er ikke længere i produktion, så det var noget
af en tillidssag at få plads i cockpittet på intet
ringere end vinderbilen i sidste års Peugeot Spider
Cup. Det var ikke desto mindre det, den regerende
mester, Allan Olsen gav mulighed for en solrig dag
med tør asfalt på den yderst velegnede Sturup
Raceway i Skåne.
Alle disse fakta er værd at tage med, for det er
ikke det fedeste i denne verden at køre en potent
til formålet konstrueret racerbil for første gang på
en regnvåd eller kold asfalt. Der er nemlig det
særlige, at indstillingsmulighederne på en Peugeot
Spider er begrænsede. Og den kører helst på
mønsterløse slicks. Desuden er Spideren, for at leve
op til sit formål, hurtig, men ikke så hurtig, at
flere kilometer langside er dér, hvor den er
sjovest (og langside er der ikke meget af på Sturup
Raceway). I svingene, derimod, er den super.
Hurtigere end en DTC-bil faktisk, vel at mærke fra
den tid, hvor DTC betød Danish Touringcar
Champonship.
Dens formål?
At gøre det muligt for få penge at køre race i
noget, der ligner en racerbil og også er det.
”Det koster mellem 120.000 og 150.000 kroner (excl.
moms) at købe en brugt Spider,” fortæller Allan
Olsen. ”Og hvis vi i øvrigt kan lade hinanden være
ude på banen, koster det under 150.000 kroner at
køre en fuld sæson, inkl. dæk, benzin, overnatning
osv.”. For nogle er det mange penge, men i
motorsportssammenhæng er det billigt. Og man må ikke
glemme, at passer man på bilen, taber den ikke
nævneværdigt i værdi, så længe der fortsat
arrangeres løb for klassen.
Og det gør der. Mesterskabet blev etableret i 2008
og selvom Peugeot Spider ikke længere produceres,
køres der løb både i Danmark og i udlandet. Ingen
dum ting for mennesker med racerblod i årene midt i
en finanskrise.
Det er da heller ikke det store problem at passe på
bilen, hvis alle er enige om det. For selvom
indstillingsmulighederne er begrænsede, er den let
at håndtere. Den opfører sig som en racerbil, larmer
som en racerbil, røster og vibrerer, er direkte i
kontakt med asfalten osv, osv. Men et af de største
plusser er nok, at der er tale om en åben bil. Det
er en ganske anden fornemmelse, at køre en åben bil
fremfor en lukket. Vindpåvirkningen tæller med, når
man vurderer indgangsfart, føling med underlaget
osv.
Køreoplevelsen
Det ville være urimeligt, efter blot et beskedent
antal omgange på Sturup Raceway, at gøre sig til
dommer over bilens konkurrencemæssige egenskaber.
Undertegnede har tidligere siddet i co-driver sædet
i en Spider på en kold og fugtig dag og oplevelsen
”ved siden af”, var ganske anderledes. Noget mere
ustyrlig. For hårde dæk, for hård affjedring og for
ringe accelerationsformåen pga. hjulspind.
På den lune forårsdag, med varme dæk, tør og lettere
opvarmet asfalt, passede opsætningen meget bedre.
Som ”co-driver” konstaterer man den slags ting,
fordi Allan Olsen er vant til at håndtere sin racer.
Med sig selv ved rattet, handler det mere om at
opleve bilen, opleve den faste kobling i
startmomentet, huske at geare ned i tide vha. det
sekventielle skifte (dvs. ikke først at finde ud af
det, når rattet er drejet så meget, at man ikke kan
ramme skiftepalerne), at konstatere, at
hjulophængenes skramlen næsten overdøver motorlyden
og ikke mindst kompensere for vindsusets påvirkning
af fartfornemmelsen. Turbomotoren udligner det
typiske racer-spark, når en racermotor kommer op i
omdrejninger, og man har en næsten lineær
acceleration.
Lyt til køreturen i Peugeot Spideren hér >>>
Konstruktionen
En Peugeot Spider er i bund og grund en enkel
konstruktion. En rørgitterramme, hvori der bag
cockpittet er monteret en 1,6 liters
turbo-benzinmotor, som kendes fra Peugeot 207 RC.
Men den er trimmet op til at præsterer 220
hestekræfter, hvilket er forholdsvis meget, når
bilen kun vejer 720 kg. Hjulophængene er dobbelte
wishbones, som det sig hører og bør i en racerbil,
og den fine basiskonstruktion samt den lave vægt er
med til at give den så fine kurveegenskaber. |
