- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Coma fører nu MC-kategorien. Foto: M. Maragni - KTM images.


Rallye Dakar Dag 2: Coma og Peterhansel tager føring


af Søren Clauding - 2. januar 2012


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2. dagen i årets Dakar rally var den første "rigtige" Dakar-dag. 800 kilometer etape, hvoraf de små 300 var i fuld fart - i ordets bogstaveligste forstand. Motorcyklerne kørte ved maks-fart over store strækninger først på hastighedsetapen, siden blev den mere teknisk krævende og med 50 kilometer i regulære sanddyner fik deltagerne den fulde Dakar-oplevelse ud af det.

 

Det favoriserede naturligt nok dem, der har årelang erfaring med i bagagetaskerne. I bil-kategorien tog den 9-dobelte Dakar-vinder, Stephane Peterhansel og hans MINI føringen i rallyet. Alt imens sidste års MC-vinder, den 3-dobbelte Dakar-mester Marc Coma, vandt prøven på sin KTM foran rivalen, den anden 3-dobbelte vinder, Cyril Despres, og dermed bragte sig selv i spidsen i MC-klassen.

 

Al-Attiyah vandt etapen

Peterhansel var dog ikke den hurtigste bilkører. Den ære tilfaldt sidste års Dakar-vinder, Nasser Al-Attiyah fra Qatar. Han havde problemer med ledningsnettet - viste det sig - under gårsdagens etape. De var effektivt blevet løst, så han i dag var i stand til at sætte den hurtigste tid, 54 sekunder bedre end Peterhansels. På 3. pladsen fulgte Al-Attiyahs team-kammerat og team-chef, Robby Gordon. Begge kører de i de store spektakulære - men kun 2-hjulstrukne - Hummer H3'ere. Gordon var i mål blot 2 minutter og 42 sekunder efter Al-Attiyah (som til gengæld har ni minutter han skal indhente).

 

Placeringerne i bil-kategorien var også i dag meget tæt på hverandre. Dag 1 vinderen, Leonid Novitskiy, kørte 12 minutter langsommere end Al-Attiyah, men det rakte kun til 8. pladsen og sammenlagt er han også dumpet ned på 8. pladsen i rallyet. Spændende er det, at såvel Giniel de Villiers i sin Toyota Hilux, der mod forventningerne iflg. ham selv er langsommere end MINI'erne på de hurtige strækninger, og Carlos Sousa i Great Wall begge er med fremme.

 

De Villiers blev 6'er i dag og ligger 4'er sammenlagt på mens Sousa slutter 11'er og indtager samme placering i den samlede stilling.

 

"Det var en rigtig underholdende etape," fastslog Peterhansel, da dagen var omme. "Starten på prøven var ekstrem hurtig, så det var næsten umuligt at stjæle tid fra de andre. Sidste del var lidt mere krævende og dér kunne vi hale ind på Holowczyc." Polakken er nu på 3. pladsen.

 

Nye regler skal forvaltes rigtigt

Med sejren i MC-kategorien overtog Marc Coma som nævnt føringen og øgede forspringet til Despres med 1m18s. Nye regler indebærer, at bliver et motorskifte nødvendigt, får køreren 15 strafminutter. Nr. 2 motorskifte koster yderligere 30 minutter, 3. motorskifte koster 45 minutter og så fremdeles, så det er en meget vigtig faktor i årets Dakar, at passe godt på maskineriet.

 

"På prøvens første del kørte Chaleco og jeg med topfart, og det blev klart at Aprilia'en er meget, meget hurtig," smilede Coma ved målet i san Rafael. "Den sidste del af prøven var meget anderledes og der var også en del navigation, det var dér, jeg kunne tage føringen. Jeg er glad for at jeg ikke for vild."

 

Cyril Despres avancerede fra 13. til 3. pladsen, men det var ikke en let opgave, han var på, for han skulle overhale de forankørende motorcykler.

 

"Heldigvis var de fleste meget flinke til at give plads," sagde han, "og dem vil jeg gerne takke mange gange."

 

For danske Jes Munk forløb dagen over al forventning. Han kom i mål 44 minutter efter Coma på en placering omkring nr. 50. Det er en meget flot præstation som indebærer, at han nu ligger på 47. pladsen i rallyet.

Al-Attiyah var hurtigst på Dag 2 og ligger nu 6'er. Foto: Kevin Wilson with SPEED Energy Racing.


Dakar 2012, stillingen efter dagens etape:


MC:


1. Marc Coma (ESP), KTM, 3t40m12s.

2. Francesco ”Chaleco” Lopez Contardo (CHL), Aprilia, 2m30s.

3. Cyril Despres (FRA), KTM, +2m52s.

4. Przygonski (POL), (KTM) +4m52s

5. Barreda Bort (SPA), Husquarna +8m16s

6. David Casteu (FRA), Yamaha, +1m26s.

7. Javier Pizzolito (ARG), Honda, +9m38s.

8. Pål Anders Ullevålseter (NOR), +10m38s.

47. Jes Munk (DEN), KTM, +51m45s.


Biler:


1. Stephane Peterhansel/Jean Paul Cottret (FRA), MINI, 3t20m33s

2. Robby Gordon/Johnny Campbell (USA), Hummer, +2m28s

3. Krzystof Holowczyc/Jean-Marc Fortin (POL/BEL), MINI, +2m33s.

4. Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (ZAF/GER), Toyota, +3m49s.

5. Nani Roma/Michel Perin (SPA/FRA), MINI, +5m32s.

6. Nasser Al-Attiyah/Lucas Cruz (QAT/SPA), Hummer, +8m47s.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt