Der er tradition for fokus på 24-timers Le Mans, når
Copenhagen Historic Grand Prix finder sted, denne
gang på ny den første weekend i august, dvs. i
dagene 4.-5. august. Dette år bliver ingen
undtagelse, når Tom Kristensen, Emanuele Pirro,
Jackie Oliver, Richard Attwood, Stanley Dickens,
John Nielsen, Casper Elgaard og Kristian Poulsen
skal mødes i Royal ProAm – løbene hvor det typisk er
professionelle racerstjerner, der deler biler med
bilernes ejere.
Tilsammen står de otte Le Mans vindere for 19 Le
Mans sejre og det er herligt, at halvdelen af
kørerne er danskere. Det vidner også om hvorfor
netop Le Mans har så høj en status i Danmark.

Tom Kristensen står for næsten halvdelen af de 19 Le
Mans sejre, der er repræsenteret i Fælledparken
gennem de kørere, der vandt dem.
David Coulthard demonstrere Red Bull Formel 1
Men der er også fornem deltagelse fra Formel 1
verdenen, når den 13-foldige Grand Prix vinder,
skotten David Coulthard, skal demonstrere en nutidig
Formel 1 racer på banen i Fælledparken i København.
Der er tale om en Red Bull racer fra 2011 og det er
ganske enkelt første gang nogensinde, at en moderne
Formel 1 racerbil slippes løs i mondæne omgivelser.
Coulthard deltog i Formel 1 VM så sent som i 2008 og
har en fornem karriere også hos McLaren-Mercedes,
hvor han og Mika Häkkinen dominerede VM i kamp med
stjerner som den 7-dobbelte verdensmester Michael
Schumacher.

David Coulthard demonstrerer en
moderne Red Bull Formel 1 racerbil.
Opel har 150 års jubilæum
I år er det desuden 150 år siden Adam Opel stiftede
det selskab, der siden er blevet til en af Europas
største bilfabrikker. Derfor bliver et andet af
højdepunkterne deltagelsen af en Opel racerbil fra
1914 med en motorvolumen på 12,3 liter og en ydelse
på 260 hk. Bilen har dog tidligere været i Danmark i
forbindelse med Fanøløbene, der blev afviklet på
Fanø strand. Opel vandt dette løb to gange og ikke
mindst derfor giver det god mening at lade den køre
nogle opvisningsomgange i Fælledparken.
Topfarten på Fanøs sandstrand var 189,2 km/t, da
Opel fabrikskøreren Carl Jørns kørte stærkest. Ud
over denne unikke historiske bil viser Opel hele sit
modelprogram med OPC udgaver af Corsa, Astra og
Insignia. Den intelligente elbil Opel Ampera er
valgt som banechefens bil og den helt nye Astra OPC
bliver safety car weekenden igennem. En række
mærkeklubber viser historiske Opel biler gennem
tiderne med klassikere som GT, Manta og Kadett under
arrangementet i Fælledparken.
Familieaktiviteter
Der vil weekenden igennem være masser af historiske
racerløb og arrangørerne satser i år også på endnu
mere underholdning for familier med børn.
Eksempelvis har børn under 14 år også i år gratis
adgang i følgeskab med voksne. Og der vil være
mulighed for at købe sig en tur i en spændende bil
med en racerkører bag rattet – et arrangement, hvor
overskuddet går til Rigshospitalets børneafdeling.
Der er i øvrigt særlig fokus i år på det
legendariske britiske sportsvognsmærke, MG, som
fejrer 50 års jubilæum og derfor vil være rigt
repræsenteret i Fælledparken.

MG har 50 års jubilæum - det
markeres.

Det er igen i år Peter Mikkelsen, der har ansvaret
for banens tilblivelse. |