Så er MINI klar til Come-back i Verdensmesterskabet
i rally. En sandhed med modifikationer, for dengang
i 1960’erne, hvor den oprindelige MINI havde succes
i rally bl.a. med tre sejre i Rallye Monte Carlo,
eksisterede der intet rallyverdensmesterskab. Men et
comeback til rallysporten på topniveau er det i
hvert fald og det sker for fuld udblæsning. Det var
det klare budskab ved den officielle lancering af
MINI WRC Team under en eksklusiv seance på præcis
den fabrik i Oxford, hvor den første MINI kørte af
samlebåndet for over 50 år siden.
Allerede i dagene fra d. 5.-8. maj går det løs for
første gang. Hér får det legendariske britiske
kult-bilmærke sit aktive comeback i 5. afdeling af
”World Rally Championship”, Rally Italia på
Sardinien, og deltagelsen følges yderligere op af
fem andre rallyes inden man i 2012 deltager i hele
Rally Verdensmesterskabet.
VM-titel er målet – i 2013
”Målet er at kæmpe om verdensmesterskabet allerede i
2013,” erklærede David Richard, arbejdende
bestyrelsesformand hos Prodrive, som i praksis
varetager MINI’s indsats i rallysporten. Og de ord
skal tages for pålydende. For David Richard er ikke
en ”Hr. Hvem-som-helst”. Hans virksomhed, som i
øjeblikket har 500 medarbejdere, har stået bag seks
Rally-VM titler, fem britiske
standardvognsmesterskaber, tre klassesejre i
24-timers Le Mans og 2. pladsen i Formel 1 VM i
2004.
Richards er manden bag Subarus succes i Rally-VM
(senest med Petter Solberg i 2003). Men siden den
japanske bilproducent for et par år siden og med
yderst kort varsel forlod rally-sporten, har
Richards set sig om efter andre udfordringer.
”Tingene passede utrolig godt sammen,” fortalte Ian
Robertson (bestyrelsesmedlem med ansvar for salg og
marketing hos BMW – der som bekendt ejer MINI nu om
dage). ”MINI er et bilmærke, der har dybe rødder i
fortiden. Dem ville vi gerne tilbage til og en del
af dem findes i motorsporten. Desuden har vi nu en
bil, som naturligt hører til i
rally-verdensmesterskabet i form af MINI Countryman.
Den er født med firehjulstræk, i modsætning til
vores konkurrenters biler, den har de ideelle
proportioner til rally og vi introducerede den på
markedet samtidig med, at FIA indførte et nyt
reglement for WRC.”
Og så var Prodrive uden engagement i rallysporten.
Formentlig en ganske afgørende faktor…
Ikke kun fabriksbiler
Når Prodrive varetager MINI’s indsats i rallysporten
indebærer det, at det ikke alene handler om
fabriks-indsatsen i VM.
”Foruden vores egne biler er vi i gang med at bygge
12 biler til kunder,” fortalte David Richards. ”De
kommer til at køre som S1600 men også som S2000
biler, så jeg forventer, at der vil være omkring 10
MINI’er ude at køre i næste års WRC,” forudsiger
han.
Bilen er døbt “MINI John Cooper Works WRC” og
inkluderer ikke “Countryman”.
Forklaringen er ikke helt indlysende, men til dels
forståelig:
”Vi har valgt ”John Cooper Works” betegnelsen, fordi
den er velkendt i MINI sammenhæng,” fortalte Ian
Robertson. ”Navnet ville ganske enkelt blive alt for
langt, hvis bilen også skulle hedde Countryman – det
er langt nok i forvejen,” sagde han. Og så ønsker
man jo nok også markedsføringsmæssigt at benytte
rallyindsatsen på alle MINI produkterne og ikke en
specifik model…
Erfarne kørere
I 2011 og med sigte også på de kommende år har MINI
WRC Team engageret spanieren Dani Sordo og
nordireren Kris Meeke. Sordo er 27 år gammel,
tidligere junior rallyverdensmester (2005) og har en
omfattende WRC-erfaring som team-kammerat hos
Citroën til Sebastien Loeb. Sordo har deltaget i 84
WRC rallyes, han har 29 podieplaceringer og 102
prøvesejre, men en VM-rallysejr er det aldrig blevet
til. Sordo’s forhindring har formentlig været, at
hans team-kammerat var for dominerende og styrede
tingene på plads efter SIT hoved. Hos MINI får Sordo
tingene som HAN vil have det og det skal nok få den
sympatiske spanier til at blomstre.
Kris Meeke vandt Intercontinental Rally Challenge i
2009 og er ny i WRC. Men han er yderst talentfuld,
han er brite og ikke mindst det sidste har stor
betydning i et team, der trods sin fornemme historie
i dag ejes af en tysk bilfabrik…
Dani Sordo har ved sin side i rallybilen Carlos del
Barrio – et relativt ukendt co-driver navn, men han
har tidligere i Sordos karriere været hans co-driver,
hvorimod Kris Meek har den yderst erfarne Paul Nagle
i co-driver sædet.
De seks VM-rallyes, MINI WRC Team skal deltage i
henover 2011, er foruden Sardinien Finland,
Tyskland, Frankrig, Spanien og Storbritannien (se
WRC-løbskalenderen hér>>>).
Hurtige facts om MINI John Cooper Works WRC:
Dimensioner:
Længde: 4,11 m
Bredde: 1,82m
Vægt: 1200 kg
Chassis:
MINI Countryman karrosseri, Prodrive sikkerhedsbur.
Transmission:
Permanent firehjulstræk.
Limited slip differentiale for og bag
6 trins sekventielt gearskifte
Bremseskiver (ens for og bag):
Asfalt: 335 mm
Grus: 300 mm
Servostyring
ATS hjul:
Asfalt: 18”
Grus: 15”
Motor:
4 cylindret rækkemotor med turbolader
Slagvolumen: 1599 ccm
Boring/slaglængde: 77X85,8 mm
Kompression: 12,5:1
Maks effekt: Ca. 310 hk
Maks drejningsmoment: ca. 420 Nm
Maks. Omdrejningstal: 8500/min
Aluminiumsblok og –topstykke
Motoren er baseret på 1, 1,6 liters BMW motor og
identisk med den, BMW benytter i WTCC. Den er
udviklet i samarbejde med PSA-koncernen og derfor
ikke væsensforskellig fra den motor, som Citroën
benytter i WRC.
|