- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Følg Le Mans på Motorsiden

Under årets 24-timers løb i Le Mans bringer vi aktuelle historier fra Le Mans>>>

Præsenteret i samarbejde med Peugeot


                      



24 timers Le Mans 2011: Nye regler – nye muligheder


Af Søren Clauding, maj 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ikke alt, der er nyt, når årets 24-timers løb på Le Mans finder sted i weekenden d. 11.-12. juni. Men reglementet er gennemgribende fornyet og som altid, når der køres motorløb efter nye regelsæt, opstår der nye muligheder.

 

Det betyder, set med danske øjne, at vi også kan komme til at opleve en ny rollefordeling.  Tom Kristensen er fortsat storfavorit til sejren, men med Casper Elgaard i verdens første hybrid-racer (efter et nyt reglement) i LMP1 klassen, er det på ingen måde uinteressant, hvad der foregår andre steder i top-kategorien. Og i år skal Jan Magnussen dyste imod blandt andre Allan Simonsen. Chevrolet Corvette mod Ferrari i den nye klasse for professionelle GT-teams. Det er spændende perspektiver.

 

Giganternes strid

Med eller uden dansk deltagelse er det dog duellen mellem de to bilfabrikker, der har domineret billedet i de sidste tre år, Audi og Peugeot, som også i år kommer til at stjæle de globale overskrifter i verdens mest berømte motorløb.

 

I klassen for de specialbyggede store prototyper, LMP1, hvor totalvinderne altid findes, vil Audi skulle dyste med tre helt nye Audi R18 TDI mod fire godt "tilkørte" Peugeot 908 HDI. Antallet af biler udtrykker kun i begrænset omfang styrkeforholdet, for der er tradition for, at dysten begrænses til to til tre hold. Men som tilfældet viste i fjor, hvor Peugeots fabriksracere måtte give op tidligt i løbet, vil kampen om topplaceringerne hurtigt stå i et andet skær.

 

Både Audi og Peugeot er storfavorit. Men udgangspunktet ER forskelligt.

 

Den første lukkede Audi Le Mans racer

Audi’s nye R18 TDI er en lukket bil, den første i Audis 12 år lange Le Mans historie, hvor den tyske bilproducent til dato har scoret i alt ni sejre, alle opnået i åbne biler. Årsagen til ændringen er, at arrangørerne af 24-timers Le Mans, Automobile Club de l’Ouest (ACO) – som også suverænt fastsætter de regler, der køres efter – følger tendensen i den internationale bilindustri, hvor der satses på stadig mindre motorer, lavere effekt og dermed krav om forbedret aerodynamik. Da en lukket racersportsvogn har store aerodynamiske fordele fremfor en åben, har Audi været nødt til at skifte filosofi, hvis man vil gøre sig håb om at score en tiende triumf.

 

Tom K kører for Joest

Audi Sport har som vanlig uddelegeret ansvaret for driften af Le Mans teamet til Joest Racing, hvor Reinhold Joest får til ansvar, ikke bare kyndigt at håndtere teamets egne to biler, men også Audi Sport North Americas fabriksbil. Sidstnævnte skal vi som danskere være særlig glade for, det er nemlig i den nordamerikanske Audi, med startnummer 3 på siden, at Tom Kristensen skal forsøge at vinde sin niende Le Mans sejr i det fasttømrede kører samarbejde med Rinaldo ”Dindo” Capello og Allan McNish. I teknisk forstand og hvad team-indsatsen angår, er der ingen som helst forskel på de tre Audi’er.

 

De øvrige kører sammensætninger hos Audi er i år eksakt de samme som i fjor, hvor det tyske bilmærke besatte de tre første pladser i 24-timers Le Mans.

 

Peugeot vil sejre igen

I 2009 vandt Peugeot 24-timers Le Mans for første gang siden 1993. Logisk nok, for fabriksteamet havde bortset fra de to år forinden ikke været med siden 1993. De var også stor-favoritter i fjor, men teknikken fejlede og i år satser man måske endnu stærkere og endnu mere målrettet på at opnå sejren.

 

I modsætning til Audi, har Peugeot haft fat i den lange ende på det seneste. Peugeot vandt historiens første International Le Mans Cup i 2010. Det var en rimelig kompensation for den mistede sejr i Le Mans. Og i årets udbyggede udgave af mesterskabet, fører Peugeot efter sejr i de første to runder. Uanset Peugeot vinder i Le Mans eller ej, vil en topplacering være vigtig for placeringen i mesterskabet, for Le Mans tæller dobbelt i point regnskabet.

 

Tilkørt 908 HDi

Peugeots lukkede 908 HDi racere er et godt gennemprøvet design. Man havde fra start af skabt en hurtig sportsprototype og den er blevet forbedret hen ad vejen, så den meget vel kan vise sig at være Audi overlegen i Le Mans i rå styrke og højere fartformåen. I 2011 stiller man op med en ny bil, baseret på samme aerodynamiske basisfilosofi, altså et lukket karrosseri, men med en ny V8 dieselmotor. Bilen er i princippet ny, men ikke mere ny end at Peugeot har stor erfaring med lukkede biler og de erfaringer er naturligvis videreført i den nye bil..

 

Det er desuden stærke kører sammensætninger, Peugeot møder op med (de samme som i fjor) og bortset fra det private franske Oreca team, har man på de tre fabriksbiler ikke en hel-fransk kører sammensætning.  Med al respekt for franske køreres evner på racerbanen, er det en klog beslutning, for derved undgår man intern national rivalisering blandt kørerne.

 

Diesel, benzin og hybrid

LMP1 kategorien omfatter flere andre stærke teams. Britiske Aston Martin er med igen med to teams og det belgiske Kronos team stiller også op med en Lola Aston Martin med bl.a. Vanina Ickx, datter af den 6-dobbelte Le mans vinder Jacky Ickx, i cockpittet. Henri Pescarolo ’s entusiastiske publikumsfavorit-team med fuld-fransk besætning er med på ny og senest har ACO justeret reglementet, så forskellen mellem dieselbilerne og benzinbilerne er blevet neveleret. Dieselbilerne omfatter i Le Mans alene Audi og Peugeot racerne. Resten kører på benzin

 

Og så er der HOPE Racing, hvor Casper Elgaard er med. ”HOPE” står for Hope PoleVision Racing og er et schweizisk racerteam, og bilen er en hybridbil med en 4-cylindret 2-liters turbo motor under hjelmen. Teknikken er bygget ind i et ORECA chassis og foruden benzinmotoren er der også en elektromotor, som giver et ekstra boost, når bilen accelererer ud af svingene. Energien opsamles i forbindelse med nedbremsning i batteriet, som derpå øjeblikkelig sender energien tilbage på asfalten igen, når man efter svinget har brug for accelerationskraft. Reglementet påbyder forskellige pudsige detaljer, for at en bil skal kunne deltage som hybridbil, bl.a. skal den kunne køre 400 meter med pit-lane fart (60 km/t) på strøm alene.

 

Casper Elgaard slog til omgående

”Jeg havde sådan set opgivet enhver tanke om at komme ud at køre Le Mans i år,” fortæller Casper Elgaard. ”Men så kom henvendelsen fra HOPE, blot en måned inden løbet, og naturligvis slog jeg til omgående.” Den 4-dobbelte DTC vinder og tidligere Le Mans LMP2 klassevinder skal deles om cockpittet i ”Oreca Swiss Hy Tech Hybrid” raceren med den erfarne hollænder Jan Lammers, som også tidligere har stået øverst på skamlen i Le Mans, og schweizeren Steve Zacchia.

 

Nye GT klasser

I GT-klasserne er systemet helt lavet om. Tidligere havde men opdelt i LMGT1 og LMGT2. Førstnævnte var de store racersportsvogne, baseret på serieproducerede biler, og GT2 var for de ”små”.

 

Nu skelner man mellem LM GTE Pro og LM GTE Am (GTE betyder GT Endurance). Groft set er der tale om de tidligere professionelle GT2 teams og de tidligere private GT2 teams. Med andre ord er de store GT biler ikke længere en del af Le Mans.

 

Men det bliver det næppe dårligere af. Blandt de professionelle teams finder vi biler som Ferrari 458, BMW M3 GT, Lotus Evora, Chevrolet Corvette C6 ZR1 og Porsche 911 RSR. I amatørafsnittet er bilerne mindst et år gamle og her finder man modeller som Corvette, Ferrari F430, Aston Martin Vantage og Porsche 911. Minsandten om der ikke også er en Ford GT til start i den e klasse.

 

Jan Magnussen og Allan Simonsen

Og kørerne inkluderer stribevis af topkørere: Giancarlo Fisichella, Andy Priaulx, Olivier Beretta, for at nævne et lille udvalg og måske mere end nogen anden: Jan Magnussen, der sammen med Oliver Gavin og Richard Westbrook skal forsøge at køre deres Chevrolet Corvette til sejr – bl.a. imod det tyske Hankook Team Farnbacher, som foruden Dominik Farnbacher og Leh Keen som i fjor også har danske Allan Simonsen til start i teamets Ferrari 458 Italia.

 

Summa summarum: Det er muligt, at antallet af danske kørere i Le Mans ikke er så stort i år som vi har været vant til. Men alle fire er kandidater til sejr eller topplaceringer. Uanset at reglementet er meget anderledes i år end i fjor. Og givet er det, at giganternes kamp ikke er mindre end vi er vant til. Derfor er 24-timers Le Mans, som tilfældet har været det gennem mange år ikke bare fortsat verdens mest berømte motorløb, det er også årets største danske motorsportsbegivenhed!

 

Dansk Lotus teamchef

PS! Som et lille PS var Kristian Poulsen i begyndelsen af maj anmeldt som deltager i det østrigske Jetalliance team, der er et af de officielle Lotus teams i LMGTE Pro kategorien. Af finansielle årsager blev tilmeldingen tilbagetrukket til fordel for den 54 årige John Hartshorne. Men det er fortsat danske Jan Kalmar, som er teamchef og står for den officielle Lotus fabriksindsats i 24-timers Le Mans.


Den officielle deltagerliste kan downloades fra dette link>>>

Fakta om 24 timers Le Mans 11.-12. juni 2011


Start/mål: klokken 15:00.

Banelængde: 13,629 km.

Beliggenhed: 200 km SV for Paris.

Banerekord: Duval (Peugeot) i 2010:

3m19,074s (246,463 km/t).


Peugeot 908 HDi tekniske data

Carbon-fiber monocoque

3,7 liters V8 turbodieselmotor

Topeffekt: 550 hk.

Max Drejningsmoment: over 900 Nm.

Længde: 4,64 meter.


Audi R18 TDI tekniske data

Carbon-fiber/aluminium monocoque.

3,7 liters V6 turbodieselmotor.

Topeffekt: over 540 hk.

Max Drejningsmoment: over 900 Nm.

Længde: 4,65 meter.


Fælles for Peugeot 908 HDi og Audi R18 TDI:

Baghjulstræk.

6-trins sekventielt gearskifte.

Spærredifferentiale.

Hjul: For: 14,75X18”. Bag: 14,5X18”.

Dæk: Michelin. For: 360/710-18. Bag: 370/710-18.

Bredde: 2,0 meter.

Højde: 1,03 meter.

Startvægt: 900 kg.

Brændstoftank: 65 liter.


Tom Kristensen, Audi R18 TDI LMP1

(startnummer 3)

Født 7. juli 1967 i Hobro.

14 deltagelser i Le Mans, heraf 8 sejre.

Andre triumfer:

5 sejre i 12-timers Sebring.

Vinder af American Le Mans Series 2002.


Casper Elgaard, Oreca Swiss Hy Tech Hybrid LMP1 (startnummer 5)

Født 5. April 1978

6 deltagelser i Le Mans, heraf én klassesejr (LMP2 2009).

Andre triumfer:

4 gange DTC-mester. Regerende DTC-mester.


Jan Magnussen, Chevrolet Corvette C6 ZR1 LMGTE Pro (startnummer 74)

Født 4. juli 1973 i Roskilde.

12 deltagelser i Le Mans, heraf 4 klassesejre.

Andre triumfer:

Stribevis af klassesejre i international sportsvognsracing.

DTC mester i 2008 og 2003.

Eneste dansker med points i Formel 1 GP.

 


Allan Simonsen, Ferrari 458 Italia, LMGTE Pro

(startnummer 89)

Født 5. juli 1978 i Odense

3 deltagelser i Le Mans, heraf 3. plads i 2007.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt