| 
							 
							
							Efter aflysningen (pga. politisk usikkerhed) af 
							årets første Formel 1 Grand Prix, planlagt til at 
							skulle have fundet sted i Bahrain 13. marts, er det 
							nu sikkert og vist: 27. marts går starten på Formel 
							1 VM 2011 i Albert Park i Melbourne/Australien. 
							
							
							  
							
							
							Sammen med starten på årets VM, hvor VM kampen er 
							vidt åben – meget lig i fjor – er det en række 
							jokers, som hver især kan få stor indflydelse på 
							udfaldet af Verdensmesterskabet. I 2011 introduceres 
							nemlig en stribe nye regler… 
							 
							
							
							
							Værd at vide om de vigtigste nye regler: 
							 
							
							
							
							Justerbare bagvinger. 
							
							
							En af de største svagheder ved Formel 1 er, at der 
							er meget vanskeligt at overhale. Det gør man bl.a. 
							noget ved i 2011 ved at tillade, at flappen på 
							bagvingerne på Formel 1 racerbilerne nu vil kunne 
							styres fra cockpittet. Der er tale om et elektronisk 
							system, hvor køreren kan ændre på flappens hældning 
							og derved sikre større eller mindre tryk på 
							bagvingen. Det kan blive benyttet så meget man vil 
							under træning og kvalifikation. Men under løb kan 
							man kun regulere hældningen, hvis en bil er under 1 
							sekund fra den forankørende på nogle forud fastsatte 
							punkter på racerbanen. Systemet de-aktiveres i samme 
							øjeblik, der bremses. Systemet er frivilligt. 
							
							
							  
							
							
							Problemet har hidtil været, at når en racerbil er 
							tæt bagved en anden racerbil, befinder den sig i det 
							lufthul, der følger umiddelbart efter den anden. Den 
							såkaldte slipstrøm giver den bagvedkørende bil 
							større fart og den kan så komme tæt på den 
							forankørende, men i samme øjeblik den bagved kørende 
							bil bryder ud af slipstrømmen for at overhale, 
							sænkes den fart pga. luftmodstanden. Ved at sænke 
							vingeflappen, sænkes også luftmodstanden, så 
							topfarten forøges med ca. 15 km/t og derved vil 
							overhalingen lettere kunne fuldføres. 
							
							
							  
							
							
							Hvis systemet kunne benyttes andre steder end i 
							nærkamp, ville den forankørende også benytte sit 
							system, når han blev udsat for overhalingsforsøg – 
							og så ville der være status quo. 
							
							
							  
							
							
							
							KERS igen 
							
							
							KERS – Kinetic Energy Recovery Systems – blev 
							introduceret i 2009, men blev afskaffet året efter. 
							Nu genindføres det. Det er et system, som opsamler 
							energien fra nedbremsninger og omdanner det til 
							tillægskræfter, som køreren kan benytte i bestemt 
							antal gange pr. omgange. De aktiveres ved at køreren 
							trykker på ”boost-knappen” på rattet. Systemet er 
							principielt det samme som i 2009, men dengang var 
							optankning tillad i løb, det er det ikke længere. 
							Bilerne skal derfor medbringe mere brændstof, det 
							optager plads og udfordringen for konstruktørerne er 
							nu, at finde ”ledig plads” i racerbilen til 
							systemet. Racerbilernes minimumsvægt er imidlertid 
							forøget med 20 kg til 640 kg, så de kommer ikke til 
							at ”betale” for systemet ved at overskride 
							minimumsvægten. 
							
							
							  
							
							
							En dygtig brug af den bevægelige bagvinge og KERS 
							vil kunne medføre usædvanligt spændende og 
							vanskeligt forudsigelige overhalingssituationer. 
							
							
							  
							
							
							
							Ny dækleverandør 
							
							
							Bridgestone har valgt at trække sig ud af Formel 1 
							efter 13 år og Pirelli overtager rollen som 
							ene-leverandør af dæk. Pirelli var sidste gang i 
							Formel 1 i 1991. Dertil kommer at der bliver færre 
							dæk til rådighed pr. kører pr. løbsweekend. Hver 
							kører får tre set (to primære og ét alternativ) til 
							brug i P1 og P2 og de skal returnere et sæt efter 
							hver træningsperiode. Derefter vil de have otte sæt 
							til rådighed for resten af løbsweekenden, med den 
							lille krølle, at et sæt af hver type skal returneres 
							før kvalifikationskørslerne. Begge tørvejrs dæktyper 
							skal benyttes i hvert løb, sker det ikke, bliver 
							køreren suspenderet i det pågældende løb. 
							
							
							  
							
							
							
							Gearkasser 
							
							
							En gearkasse skal nu kunne holde fem løb mod 
							tidligere fire. Det skal medvirke til at sænke 
							omkostningsniveauet. 
							
							
							  
							
							
							
							107 procents kvalifikationsregel 
							
							
							I den første fase af kvalifikationskørslerne skal 
							enhver kører køre en omgang som er mindre end 7 
							procent langsommere end den hurtigste Q1 omgang sat 
							af den hurtigste kører. Kørere, der ikke formår at 
							holde sig inden for de 107 procent af den hurtigste 
							omgangstid, udelukkes af løbet. Reglen findes i 
							princippet i de fleste former for motorsport og skal 
							sikre, at særligt langsomme deltagere ikke er så 
							meget i vejen for de hurtigste under løbet. Særlige 
							tilfælde kan dog betyde, at løbsledelsen 
							tilsidesætter denne regel og alligevel giver lov til 
							at deltage i Grand Prix’et. 
							
							
							  
							
							
							
							Hviletidsregel 
							
							
							Der indføres en slags hviletidsregel, hvor de 
							team-medlemmer, der arbejder med racerbilerne, ikke 
							må opholde sig på racerbanen. De må således ikke 
							befinde sig på banen mellem midnat og klokken 6 om 
							morgenen, hvis træningen starter klokken 10, eller 
							mellem klokken 1 og 7, når træningen starter klokken 
							11. hvert team får fire individuelle undtagelser i 
							løbet af sæsonen. Formålet er at sikre at f.eks. 
							mekanikere får den fornødne hvile og derfor ikke er 
							så tilbøjelige til at begå (fatale) fejl. 
							
							
							  
							
							
							
							Team-ordre 
							
							
							Team-ordre er nu tilladt. Det indebærer at to kørere 
							gerne må samarbejde om deres placeringer  på banen 
							for at tilgodese den ene fremfor den anden. I 
							princippet har teamordre altid været en del af 
							motorsport, men i perioder har man forsøgt at 
							håndhæve et forbud – det er dog aldrig rigtig 
							lykkedes. Nu er man ude over den diskussion. 
							
							
							  
							
							
							
							Udpluk af basisreglerne i Formel 1: 
							
							
							En Formel 1 racerbil må højest være 1,8 meter bred. 
							Derudover er den er række andre mål, der skal 
							overholdes. En typisk Formel 1 racerbil er godt og 
							vel 4,6 meter lang, 1,8 meter bred og knap en meter 
							høj. 
							
							
							  
							
							
							Bilen er bygget op omkring en såkaldt 
							overlevelsescelle, som udgør den beskyttelse, der 
							omgiver køreren, når han sidder i cockpittet. Det 
							inkluderer bl.a. to styrtbøjlekonstruktioner, som 
							beskytter køreren når en racerbil ruller rundt. Den 
							ene er placeret bag hans hoved, den anden over hans 
							ben. En serie af crashtests skal gennemføres før en 
							racerbil bliver godkendt. 
							
							
							  
							
							
							Køreren skal kunne komme ud af en F1 racers cockpit 
							ved egen hjælp uden af afmondtere andet end rattet. 
							
							
							  
							
							
							Der benyttes benzin som brændstof, ikke meget 
							forskellig fra det, der tankes på en almindelig 
							tankstation. 
							
							
							  
							
							
							Bilen skal være forsynet med en baglygte, som kan 
							tændes f.eks. ved dårlig sigtbarhed. 
							
							
							  
							
							
							Hver bil skal være forsynet med mindst fem 
							kamera-fastgørelsessteder af hensyn til TV-dækningen. 
							
							
							  
							
							
							Motorerne er defineret som 2,4 liters V8 indsugnings 
							aluminiums motorer med to indsugnings- og 
							udstødnings ventiler pr. cylinder. Minimumsvægten er 
							95 kg og det maksimale omdrejningstal er 18.000 omdr./min. 
							Variabel indsugnings- og udstødnings geometri er 
							forbudt. 
							
							
							  
							
							
							Gearkassen er semi-automatisk med maksimalt 7 
							fremadgående gear og ét bakgear. CVT gear er forbudt 
							og en racerbil må kun have to-hjulstræk. 
							
							   |