- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Marc Coma kom bedst igennem mudderet og har 16 minutters forspring inde den sidste hastighedsetape i årets Rallye Dakar


Rallye Dakar Dag 12: Den næstsidste udfordring


Tekst: Søren Clauding – 14. januar 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagens hastighedsetape bar præg af tre forskellige aspekter: For det første var det den næstsidste i rallyet. Det prægede den måde, hvorpå deltagerne planlagde deres kørsel. For det andet var den lang – ikke mindre end 555 kilometer. For det tredje var den ikke lang for alle, for de store lastbiler skulle kun køre de sidste 266 kilometer af hastighedsetapen. Og det ødelagde i praksis sporet for motorcyklerne og bilerne.

 

Det gik hårdest ud over motorcyklernes muligheder. Da lastbilerne kørte den første del af etapen på plan landevej og derfor var fremme (som planlagt) ved startstedet før resten af deltagerne, skulle de helt usædvanligt først ud på prøven. I nattens løb havde det regnet over store dele af landskabet, og lastbilerne efterlod opkørte spor og store usynlige mudderhuller til resten af deltagerne.

 

For motorcyklerne var det en vanskelig affære. I deres rutebog er der advarselssignaler, når der er farlige og usynlige forhindringer. De markeringer var der naturligvis stadig, men flere farer var kommet til og det gjorde gennemkørslen meget usikker.

 

Alligevel var de samme kørere, som dominerede prøven som rallyet som helhed. Marc Coma vandt med få sekunder ned til Cyril Despres og ingen af de efterfølgende resultater rykkede på den samlede stilling. Selvom der skal køres små 300 kilometer på lørdagens afsluttende hastighedsetape, er det urealistisk for nogen i toppen at ændre på placeringerne alene gennem deres kørefærdigheder. De kan forsøge at undgå problemer og så kalkulere med at fastholde den position, som de havde inden starten på prøven. Derfor forventes det, at alle kører i et højt men fornuftigt tempo på lørdagens etape og så vil der ikke ske ændringer i resultatlisten nedenfor.

 

Også i bil-kategorien er der status quo. Måske fordi arrangørerne besluttede sig for at neutralisere 47 kilometer af dagens hastighedsetape, fordi de dybe spor fra lastbilerne havde gjort strækningen ufremkommelig i bil med mindre frihøjde. I stedet blev bilerne sendt af en asfaltvej. Dermed forsvandt muligheden for, at det opkørte spor kunne have påvirket etaperesultatet, og racet kunne fortsætte uforstyrret.

 

Nasser Al-Attiyah bevarede hovedet koldt og undlod at stresse sig selv. Han blev 3'er på etapen, 6 minutter efter vinderen, som ikke uventet blev Carlos Sainz. Dermed er der tre Volkswagens på de tre podieplaceringer - noget som næppe generer Motorsportsdirektør Kris Nissen, som iøvrigt har løftet sløret for, at VW med stor sandsynlighed går ind i Rally-VM inden længe. 

Nasser Al-Attiyah holder hovedet koldt og mistede ikke koncentrationen, selvom det umiddelbare pres er væk.


Stillingen i Rallye Dakar efter dagens hastighedsetape:

MC:


1. Marc Coma (SPA), KTM Rally Factory,

2. Cyril Despres (FRA), KTM 450 Rally Factory, +16m36s

3. Francisco Lopez Contardo (CHL), Aprilia RXV 450 Touareg, +59m27s

4. Helder Rodrigues (POR), Yamaha WR 450 F, +1t42m31s

5. Juan Pedrero Garcia (SPA), KTM 450 Rally Factory, +3t06m14s

6. Pål Anders Ullevålseter (NOR), KTM 450 Rally, +3t31m21s

7. Jean de Azevedo (BRA), KTM 690 Rally, +3t50m35s

8. Ruben Faria (POR), KTM 450 Rally Factory, +4t06m43s


Biler:


1. Nasser Al-Attiyah/Timo Gottschalk (QAT/GER), VW Race Touareg 3,

2. Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (ZAF/GER), VW Race Touareg 3, +48m21s

3. Carlos Sainz/Lucas Cruz (SPA), VW Race Touareg 3, 1t21m16s

4. Stephane Peterhansel/Jean Paul Cottret (FRA), BMW X3 CC, +1t41m29s

5. Krzysztof Holowczyc/Jean-Marc Fortin (POL/BEL), BMW X3 CC, +4t10m34s

6. Mark Miller/Ralph Pitchford (USA/ZAF), VW Race Touareg 3, 4t53m18s

7. Ricardo Leal dos Sandos/Paulo Fiuza (POR), BMW X3 CC, +6t39m37s

8. Christian Lavieille/Jean-Michel Polato (FRA), Nissan, 7t48m57s

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt