Det blev den 5-dobbelte vinder af 24-timers Le Mans,
italienske Emanuelle Pirro, der søndag eftermiddag
sammen med ejeren af en BMW 2002, Jan Heiselberg tog
sejren i ProAm klassen ved Copenhagen Historic Grand
Prix i Fælledparken. Sejren blev vundet i en tæt
dyst med hollandske Jan Lammers (tidligere Le Mans
vinder og Formel 1 kører), der delte en Porsche 911
med Ralf Oehme. Kun brøkdele af et sekund skilte de
to, da målstregen blev passeret. Nr. 3 blev det
hel-danske hold bestående af Lars Erik Nielsen og
Klaus Bodilsen i Ford Escort.
ProAm klassen var præget af spændende nærkampe og
masser af dramatik. Allerede i første løb lørdag
eftermiddag blev den bil, den 8-dobbelte danske Le
Mans vinder Tom Kristensen skulle have kørt, sat ud
af spillet i en kollision med HKH Prins Joachim i
Ford Escort. Sammenstøddet var et såkaldt løbsuheld,
af den slags, man aldrig kan undgå i motorløb - og
episoden var ikke den eneste, omend den naturligt
nok skabte overskrifter i medierne. Adskillige biler
måtte af banen og ind i betonvæggen henover de ialt
fire løb, der indgik i "Royal ProAm" - Grand
Prix'ets højdepunkt og en klasse, hvor hver bil
køres af såvel en amatør-kører som en professionel
racerkører.
Vandt fra pole
I finaleløbet startede Emanuelle Pirro fra "pole-position"
og i et løb, hvor der både måtte omstart til og hvor
flere omgange blev kørt efter "safety-car", tog
italieneren sejren på målstregen.
"Sejren i Copenhagen Historic Grand Prix er måske
ikke den vigtigste i min karriere," sagde den
charmerende italiener. Efter en karriere i Formel
1, 5 sejre i 24-timers Le Mans og titlen som
amerikansk Le Mans mester er det en påstand, der
står uimodsagt. "Men jeg kom til København med den
rette løbsånd, jeg blev fantastisk modtaget, jeg
elsker at køre de spændende gamle biler, der også er
en slags klenodier, som jeg har stor respekt for. Og
den herlige danske holdning til klassisk motorsport
er blandt de kvaliteter, jeg tager med mig hjem
efter en god oplevelse i den danske hovedstad."
100.000 kroner til Rigshospitalet
Efter at Tom Kristensens bil var blevet elimineret,
var den officielle ambassadør for det københavnske
byrace primært beskæftiget med at køre penge ind til
naboen, Rigshospitalets børneafdeling.
Sammen med et antal racerkolleger blev publikum
tilbudt imod betaling at køre et par omgange i
spændende racerbiler og sportsvogne på den 2
kilometer lange racerbane i Fælledparken. Selvom
tiden til "Race for Riget"af hensyn til
løbsafviklingen var begrænset til omkring 45
minutter lørdag og søndag formåede arrangørerne at
stille med en check til Rigshospitalet på ikke
mindre end 100.000 kroner.
"Race for Riget" under Copenhagen
Historic Grand Prix, bl.a. med denne spændende
Mercedes-Benz 300 SEL 6,8 AMG fra 1971, kørte ialt
100.000 kroner ind til Rigshospitalets
børneafdeling.
Endnu er kassen ikke gjort op efter årets Copenhagen
Historic Grand Prix, men selvom vejrgudernes trusler
om regn over hovedstaden blev ført ud i livet, ikke
mindst søndag formiddag, ser det ud til, at publikum
entusiastisk satte sig ud over regntruslerne og at
tilstrømningen var en del større end i fjor.
Løbsresultater på
www.raceresult.dk.
Levende legender - Tom Kristensen og Erik Høyer.
Vild med dans og vild med smil.
Casper Elgaard.
"Det var ikke lige vores weekend." Tommy Kjehr delte
bil med Prins Joachim.
Bryggarn i Kongens (Bryghus) København.
Direkte fra Australien. Allan
Simonsen.
Den anden svenske verdensmester. Stig
Blomqvist. |