Det danske sommervejr har ladet vente på sig i år,
men nu ser det ud som om, at gennembruddet er
kommet. Udsigten til stormflod over København får
derfor en lidt anden karakter i weekenden d. 6.-7.
august, når Copenhagen Historic Grand Prix finder
sted i Fælledparken i København.
Det kommer godt nok til at regne, men det bliver med
stjerner og stjerneskud, for igen i år kan
arrangørerne mestre et stjernespækket felt, både
hvad angår erfarne legendariske motorsportsfolk,
internationalt aktive racerkørere og kommende
stjerner. Verdensmestre, Formel 1 kørere, Le Mans
vindere i hobetal kommer til at dyste i legendariske
racerbiler – Mercedes, Porsche, Ferrari, Ford GT40
osv. osv.
Senest har italieneren Emanuelle Pirro meldt sin
ankomst. Pirro kører i København for første gang og
går i fodsporene på kørere som Dindo Capello, Allan
McNish og ikke mindst historiens mest vindende Le
Mans kører, danske Tom Kristensen – som for øvrigt
har vundet tre af sine i alt otte sejre sammen med
Emanuelle Pirro. Det var i årene 2000-2002.
Pirro selv tog yderligere to Le Mans sejre i 2006 og
2007, hvor Tom Kristensen måtte lide den tort hhv.
at blive nummer 3 og udgå, inden han tog revanche
med sin ottende sejr i 2008. Pirro vandt endvidere
den amerikanske Le Mans serie i 2001 og 2005. Og den
49-årige italiener har desuden en bred baggrund
indenfor motorsport med bl.a. tre år i Formel 1 i
perioden 1989-1991. I København deltager han i Royal
ProAm klassen og kommer til at dyste mod sin
tidligere hold-kammerat, Tom Kristensen samt flere
andre Le Mans vindere, bl.a. hollandske Jan Lammers
(også tidligere Formel 1 kører) og Casper Elgaard.
Banen i Fælledparken er imidlertid ikke den letteste
at komme rundt på, selv for racerstjerner som
Emanuelle Pirro og Tom Kristensen. Tom K har
erfaringen fra den københavnske bane, men banen
ændrer karakter fra år til år, især den 800 meter
lange langside, som til daglig benyttes af tusinder
og atter tusinder bilister på vej ud af byen. Den
slides, asfalten bliver ujævn og det mærkes med al
mulig tydelighed, når de historiske racere fyres af
modsat den køreretning, der normalt er gældende.
Svenske verdensmestre
Det kan favorisere de to svenske rallyverdensmestre,
Stig Blomqvist og Björn Waldegaard. Sidstnævnte
vandt historiens første Rally-VM for kørere og hans
lidt yngre landsmand (Blomqvist er lige fyldt 65,
når ”CHGP” finder sted, mens Waldegaard er 67) tog
titlen i 1984. Men begge er stadig hyper-aktive,
ikke mindst deres alder taget i betragtning, og de
er vant til at tilpasse konstant skiftende
kørselsforhold. Det kan være en afgørende fordel i
Fælledparken, hvor de to tidligere verdensmestre får
følgeskab af en anden kendt svensk rallykører, Åke
”Bryggarn” Andersson.
Men det bliver hårdt. For feltet inkluderer også den
dobbelte Europamester i standardvogne og DTC-mester,
Michel Nykjær. Han deltager i år i
Verdensmesterskabet for standardvogne og er vant til
tæt kørsel på snævre bybaner.
Og så får publikum ved Copenhagen Historic Grand
Prix i år lejlighed til at møde en virkelig veteran.
Med sine 80 år er David Piper fra England ældre end
ikke bare alle deltagerne i ”CHGP”, men også ældre
end stort set alle de deltagende biler. David Piper
kørte Formel 1 i 1959 og 1960 og skabte sig siden en
flot karriere i racersportsvogne og efterhånden som
alderen begyndte at melde sig også som historisk
racerkører. Han er mest kendt i cockpittet på en
Porsche 917 fra først i 1970’erne, som han kører
historisk motorløb med – en bil, han har ejet siden
den var ny. I 1970 var David Pipers karriere sat på
standby i en periode, da han fik en del af sit ene
ben amputeret efter en ulykke under optagelserne af
Steve McQueens spillefilm,”Le Mans” – men det
afholdt ham ikke fra siden at genoptage karrieren,
som nu bringer ham til den smukke park i Københavns
centrum.
|