- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Copenhagen Historic Grand Prix 2011: Familiefest i Fælledparken


CC - 3. august 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når Copenhagen Historic Grand Prix finder sted i Fælledparken i København i den kommende weekend (d. 6.-7. august), er der ikke alene tale om historisk racerløb med nogle af de fineste klassiske racerbiler. Grand Prix’et har udviklet sig til også at være en kæmpemæssig familiefest, hvor generationer i fællesskab kan dele glæden ved at opleve og genopleve motorsportshistorien – og sammen dele ud af viden, erfaringer og fornøjelsen ved at se biler fra ”da morfar var ung”, kørt af såvel levende legendariske racerkørere som nutidens racerstjerner.

 

Børn gratis adgang

Arrangørerne medvirker aktivt til at gøre familiefesten økonomisk mulig. Børn og unge under 14 år kommer gratis indenfor på løbsarealet i følge med voksne og dermed bliver familiens budgetkonto ikke lagt i grus, blot fordi storfamilien skal til motorløb. Det koster såmænd kun 300 kroner for en voksen at få adgang til en hel dags underholdning (500 kroner for hele weekenden) – børn kommer som nævnt gratis med – og foruden motorløbene på den 2 kilometer lange racerbane på Nørre Allé og omegn vil der være masser at se på i de åbne ryttergårde fordelt på de tilstødende veje og pladser.

 

Mercedes, Porsche, Jaguar etc.

Mercedes-Benz holder 125 års jubilæum, og der vil kunne ses adskillige klenodier fra den velrenommerede tyske bilfabrik. Hollandske State-of-Art vil være på plads med sit fornemme setup af legendariske Porsche biler, som køres af tidligere verdensmestre, Le Mans vindere og Formel 1 kørere. Jaguar-klubben er på plads med stribevis af klenodier og meget, meget mere…

 

Opbygningen af racerbanen i Fælledparken er allerede begyndt. Fredag eftermiddag klokken 13 lukkes Nørre Allé for almindelig ”civil” trafik. I løbet af få timer er racerbanen klar til at blive kørt på og allerede fredag eftermiddag vil interesserede kunne vejre motorløbsduft især på Rådhuspladsen i København, hvor et antal af de spændende klassiske biler bliver udstillet.

 

Royal ProAm for alle aldersgrupper

Listen af racerkørere er lang og det samme er listen af spændende biler, hvor interessen især samles omkring Royal Pro Am kategorien, pænt fordelt på publikums aldersgrupper.

 

De yngste vil nok falde pladask for tyske Dominik Farnbacher og danske Allan Simonsen. De to unge kørere deltog i 24-timers Le Mans sammen, både i fjor og i år. Sidste år kørte de deres Hankook Ferrari i mål på 2. pladsen i deres klasse, helt så godt gik det ikke i år, hvor de udgik midtvejs, men i Fælledparken er de friske til at dyste – mod hinanden! For Farnbacher skal køre en BMW 2002 sammen med Henrik Sørensen, mens Allan Simonsen skal køre en tilsvarende bil sammen med Lars Eegholm. Det bliver et løb i løbet!

 

Legendariske mesterkørere

Det ældste publikum har nok lettere ved at identificere sig med kørere som de tidligere rallyverdensmestre, Björn Waldegaard og Stig Blomqvist fra Sverige på 67 hhv. 65 år. Eller multi-Danmarksmesteren og den tidligere Europamester (17 gange Danmarksmester og én gang svensk mester!), Erik Høyer, der stadig er aktiv trods sine 72 år.


 

Åke „Bryggarn“ Andersson - Björn Waldegaard - Stig Blomqvist


Britiske David Piper har desværre meldt afbud i sidste øjeblik, men med en alder på 80 år er han undskyldt. Det gør det måske lettere for den aldersmæssige ”mellemgruppe” at gøre sig gældende. Det er hér vi finder kørere som Tom Kristensen, Emanuelle Pirro, Casper Elgaard, Jan Lammers, Michel Nykjær og måske især den danske ”motorprins”, HKH Prins Joachim.

 

Race for Riget

For publikum er der også mulighed for at komme ud at køre med en af racerstjernerne i deres fine biler. Man kan købe sig til et par omgange på den spændende racerbane og overskuddet går ubeskåret til børneafdelingen på Rigshospitalet, der som bekendt er nabo til Copenhagen Historic Grand Prix.

Køb billetter

Der er billetsalg på løbsdagene ved indgangene til Fælledparken på Vibenhus Runddel, på Østre Allé ved Parken og ved Universitetsparken/Jagtvej. Yderligere information kan findes på arrangørernes hjemmeside: www.chgp.dk.


Dominik Farnbacher (tv) fra Tyskland og danske Allan Simonsen blev nr. 2 i LMGT2 klassen i 24-timers Le Mans. D. 6.-7. august skal de dyste imod hinanden i Royal ProAm klassen ved Copenhagen Historic Grand Prix.

 

Casper Elgaard er vild med race. I 2009 vandt han klassesejr i 24-timers Le Mans og i weekenden d. 6.-7. august skal den også 4-dobbelte DTC-mester dyste mod andre racerstjerner i Copenhagen Historic Grand Prix.


Tidsplan:


Fredag d. 5. august 2011:

12:00: Paradekørsel af udvalgte køretøjer fra Fælledparken til Rådhuset: Øster Allé over Trianglen, Oslo Plads, St. Kongensgade, Kgs. Nytorv, Holmens Kanal, Christiansborg Slotsplads, Stormgade og Vester Voldgade til Københavns Rådhus

12:30-14:30: Udstilling af bilerne på Rådhuspladsen

14:30: Paradekørsel tilbage til Fælledparken: H.C. Andersens Boulevard, Gyldenløvesgade, Søgaderne, Trianglen til Øster Alle.

 

Lørdag d. 6. august 2011:

08:30: Tidtagning

13:55: Race 1

14:55: Royal ProAm Race

18:00: Sidste race afsluttes

 

Søndag d. 7. august 2011:

08:30: Tidtagning

12:30: Race 1

14:00: Royal Pro/Am

17:20: Sidste race afsluttes


Deltagerliste Royal ProAm:


Dominik Farnbacher (GER)/Henrik Sørensen (DEN), BMW 2002

Allan Simonsen (DEN)/Lars Eegholm (DEN), BMW 2002

Emanuelle Pirro (ITA)/Jan Heiselberg (DEN), BMW 2002

Peter Lieb (GER)/Alex Thomsen (DEN), Porsche 911 S

Erik Høyer (DEN)/Benny Rasmussen (DEN), Ford Escort 2,0

Tom Kristensen (DEN)/Jan Andersen (DEN), Ford Escort RS1600 BDA

HKH Prins Joachim (DEN)/Tommy Kjehr (DEN), Ford Escort RS1600 BDA

Ronnie Bremer (DEN)/Stefan Winquist (DEN), Datsun 240

Åke „Bryggarn“ Andersson (SWE)/David Schenkel (GER), Porsche 911 S

Casper Elgaard (DEN)/Lars Andersen (DEN), Porsche 911 S

Björn Waldegaard (SWE)/Mads Jensen (DEN), Porsche 911 ST

Stig Blomqvist (SWE)/Kim Clausen (DEN), Porsche 911 S

Jan Lammers (HOL)/Ralf Oehme (GER), Alfa-Romeo GTAm

Lars Erik Nielsen (DEN)/Klaus Bodilsen (DEN), Ford Escort 2,0

Michel Nykjær (DEN)/Christian Nordal (DEN), Ford Mustang

Nigel Hulme (GBR)/Kenneth Person (DEN), Ford GT40

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt