Arrangørerne af det årlige Copenhagen Historic Grand
Prix åbner i år for første gang for at også
klassiske motorcykler kan deltage i den store
udstilling af klassiske motorkøretøjer, som hvert år
er en del af det klassiske motorløb i Fælledparken.
Casper Lundgren, der har ansvaret for Classic Car
Park fortæller:
- Motorcykler er en lige så stor del af historisk
motorsport som bilerne, og derfor har vi i år valgt
også at give gamle motorcykler lov til at parkere på
Classic Car Park på plænen ved restaurant
Pavillonen. Blot skal de ligesom bilerne mindst være
30 år gamle.
År for år er Classic Car Park blevet mere og mere
populær blandt de mange tilskuere til ræset i
Fælledparken. Sidste år fandt omkring 500
veteranbiler vej til den smukke plæne lige bag
banen.
- I år har Københavns Kommune givet os plads til, at
vi kan nå op på omkring 1.000 køretøjer. Det er vi
utrolig taknemmelige for. Ikke mindst fordi det
giver os mulighed for at organisere Skandinaviens
største – og gratis – udstilling af klassiske
motorcykler og biler i nogle fantastisk smukke
omgivelser, som der er helt gratis adgang til,
fortæller Casper Lundgreen
En anden nyhed på årets Classic Car Park er en
’Concours’ hvor en dommerkomite af særligt
sagkyndige præmierer biler eller motorcykler i hele
fem kategorier.
- Klassiske køretøjer kan jo være interessante af
mange forskellige årsager. Derfor har vi valgt at
give præmier både til den motorcykel eller bil, som
gør størst indtryk på tilskuerne, det mest specielle
køretøj, det ældste køretøj, den bil eller
motorcykel, der har det mest tidstypiske tilbehør
med og så det køretøj, som ejeren har sat mest
personligt fingeraftryk på. Men alle får en
rabatkupon til restaurant Pavillonen, så man ikke
behøver gå sukkerkold uden for banen.
Parkering på Classic Car Park er gratis begge
løbsdage (lørdag den 7. og søndag den 8. august), og
klassiker kyndige entusiaster fra CHGP
organisationen vil vise vej på området. Køretøjerne
kan dog ikke stå parkeret natten over på Classic Car
Park.
|