- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

Den tidligere verdensmester, nordmanden Pål Anders Ullevålseter, deltager i International Eco Enduro, som finder sted under klima konferencen i København til december, med finale på Svanemøllens Kasserne. Foto: Arlin Juni Larsson.


Int. Eco Enduro:

Verdensmester til Danmark


SRP – 22. oktober 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den tidligere verdensmester i cross-country rally for motorcykler, nordmanden Pål Anders Ullevålseter, har meldt sin deltagelse i International Eco Enduro, som finder sted i dagene 11.-13. december med finale i København på Svanemøllens Kasserne.

 

Pål Anders Ullevålseter er en af verdens bedste motorcykelkørere, når det gælder terrænkørsel i bred for stand. Han vandt verdensmesterskabet i 2004 og er regelmæssig deltager i Dakar-rallyet. Han er konstant med i toppen og sluttede senest (2009) på 6. pladsen i det berømte maraton-rally, som denne gang fandt sted i Argentina og Chile.

 

I Danmark bliver off-road motorcyklen skiftet ud med en elektrisk nul-forurenende motocross motorcykel af mærket Quantya. Quantya er schweizisk og en af verdens eneste producenter af elektriske konkurrence motorcykler og som sådan hovedleverandør af motorcykler til løbene i Danmark.

 

Viser vejen

”Jeg synes, at Eco Enduro er et utrolig spændende projekt,” siger Pål Anders Ullevålseter. ”Det er vigtigt, at vi indenfor motorsporten viser vejen, også når det gælder miljø spørgsmålet. Jeg har i min tid som off-road kører oplevet nogle af de smukkeste og mest betagende landskaber i verden, ikke mindst i Sahara og i Sydamerika. Hvis vi ikke handler ansvarligt og reducerer forureningen, vil de landskaber forandres og det er ganske enkelt ikke acceptabelt,” mener den norske Dakar-kører.

 

Pål Anders Ullevålseter deltog første gang i Rallye Dakar i 2002 og kom i mål på 9. pladsen. Året efter blev det til en 7. plads. I 2004 scorede nordmanden 5. pladsen og samme år tog han VM-titlen i cross-country rally. Så sent som 2007 blev han VM 2’er og sluttede som nr. 6 årets udgave af Rallye Dakar. Også i 2010, som starter i januar, er nordmanden med i Rallye Dakar.

 

Vild med dans

I øvrigt har Pål Anders Ullevålseter, som i dag er 40 år gammel, mange andre talenter. Han dyrker orienteringsløb, spiller fodbold, svømmer regelmæssigt, dyrker også styrketræning (som er vitalt for et godt resultat i motorsport) spiller ishockey og


løber langrend. I 2007 vandt han desuden den norske version af ”Vild med Dans”, som blev afviklet på norsk TV2. Han havde da Anna Puschkova som sin professionelle dansepartner.

 

”For os som arrangører er det unikt, at Pål Anders kommer til Danmark og kører Int. Eco Enduro,” siger Ivan Reedtz-Thott, som er initiativtager til og primusmotor i verdens første internationale Enduro motorløb for nul-forurenende motorcykler. Ivan Reedtz-Thott er selv regerende viceverdensmester i cross-country rally og har deltaget i Rallye Dakar seks gange. Han har dog lagt styrthjelmen på hylden og koncentrerer sig i motorsports sammenhæng nu om at arrangere det miljørigtige motorløb.

 

Stor interesse

”Det er imidlertid ikke den enkleste sag i verden, at være pioner. Derfor er det dobbelt spændende, at en kører af Pål Anders Ullevålseters kaliber vælger at deltage. Det er vigtigt, fordi hans deltagelse vil skabe ekstra stor interesse for arrangementet og give genlyd i internationale motorsportskredse. Det skal da også tilføjes, at det fortsat er muligt for virksomheder at blive en del af en god klimahistorie ved f.eks. at sponsere en elektrisk motorcykel,” fastslår Ivan Reedtz-Thott.

 

Yderligere information om International Eco Enduro på www.ecoenduro.com.

Motorsiden.dk udgives af SRP. Redaktion: Vivi Siiger og Søren Clauding

© Motorsiden: SRP, Postboks 325, 2605 Brøndby. Kontakt: Vivi Siiger og Søren Clauding                                Web-design: SRP