Copenhagen Historic Grand Prix, som finder sted i
denne weekend (1.-2. august), handler om historisk
race, men lørdag og søndag formiddag klokken 11:45
skrives der et lille stykke dansk
motorsportshistorie, når fire lynhurtige elektriske
sportsvogne med topkørere bag rattet skal vise, at
motorsport ikke altid behøver at støje.
Det er den amerikanske producent af elektriske
sportsvogne, Tesla, der med tre biler vil forsøge at
besejre den dansk byggede Lynx. Sidstnævnte er der
kun en enkelt af – men den skal til gengæld køres af
ingen ringere end Casper Elgaard, der som bekendt
vandt LMP2 klassen i 24-timers Le Mans i år.
Men Casper Elgaard får det ikke let. Den ene af
Tesla’erne skal nemlig køres af en anden af årets Le
Mans vindere. Det er selveste Jan Magnussen,
regerende DTC-mester, tidligere Formel 1 kører og
fire dobbelt vinder af LMGT1 i Le Mans, som skal
forsøge at give Elgaard baghjul.
De to øvrige Tesla’er får et vist royalt tilsnit, i
hvert fald lørdag, hvor H.K.H. Prins Joachim kører
den ene. Søndag overgiver han bilen til den
tidligere Europamester og amatør-verdensmester i
rally, Henrik Lundgaard, mens den sidste af
Tesla’erne skal køres af Thorkild Thyrring, som
vandt ProAm kategorien i Copenhagen Historic Grand
Prix for to år siden.
Lidt data om de to biler:
Tesla er konstrueret i USA og Roadster udgaven er
god for en acceleration til 100 km/t på under 4
sekunder. Effekten er 248 hk. Det centrale er
imidlertid drejningsmomentet, som fra 0 til 4500
omdr./min er på 375 Nm Nm. Den knap 4 meter lange
sportsvogn har fem gear og topfarten er elektronisk
begrænset til 200 km/t.
|