- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Carlos Sainz og Michel Perin kørte deres Volkswagen Race Touareg til sejr i historiens første Central Europe Rally – afløseren for Rallye Dakar 2008.


Central Europe Rally:

Sejr til Volkswagen


SRP - 26. april 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det blev Volkswagen med Carlos Sainz i førersædet, der tog sejren i Central Europe Rally – det cross-country rally, som i år erstatter det legendariske Rally Dakar. Dakar rallyet skulle have fundet sted i januar, men blev aflyst på grund af terrortrusler. I stedet fik arrangørerne, A.S.O. i lynets hast stablet Central Europe Rally på benene med start i Budapest og en rute, der førte deltagerne gennem Rumæniums bjergområder frem til målrampen i Balatonfüred ved Balaton søen i Ungarn. Det er dét rally, Volkswagen, under ledelse af danske Kris Nissen, har vundet.

 

Rallyet blev vundet af spanieren Carlos Sainz og Volkswagen, men løbet igennem var de i tæt dyst med den 9-dobbelte Dakar-vinder, franskmanden Stephane Peterhansel. Peterhansel var blot 18 sekunder efter Sainz, da lørdagens afsluttende hastighedsetape skulle køres. Men problemer undervejs for den rutinerede franskmand betød, at Sainz, der også er regerende cross-country verdensmester, kunne vinde etapen med 1 minut og 43 sekunder til Peterhansel, som kun formåede at komme i mål på 4. pladsen lørdag formiddag.

 

Totalt blev Carlos Sainz’s vindermargin 2 minutter og 1 sekund. Peterhansel blev 2’er med 4 minutter og 33 sekunder til løbets nr. 3, Volkswagens Dieter Depping. Nr. 4 blev Peterhansels team-kammerat hos Mitsubishi, den tidligere alpine mester, franskmanden Luc Alphand. Alphand sluttede mindre end et minut efter Depping.

 

Forholdende under Central Europe Rally var i sagens natur forskellige fra den traditionelle rute gennem Marokko, Sahara og Senegal, som har kendetegnet Rallye Dakar i så mange år. I Ungarn og Rumænium blev deltagerne mødt af sne, is, dybe mudderspor, rå stensletter og snævre passager. Det var en anderledes udfordring, men selvom rallyet i øvrigt også blev afviklet over blot en uge har A.S.O. formået, at fastholde størstedelen af den atmosfære, som var en vigtig del af eventyret i ørkenen.

 

Samtidig har spændingen, rallyet igennem været intens helt ud i det ekstreme. At afvikle et rally over 2.700 kilometer med sekund-opgør på den afgørende etape er helt ukendt i Dakar-regie.


Det er to erfarne rallykørere, der stod for topunderholdningen i Central Europe Rally: Til venstre rallyets vinder, den tidligere dobbelte rally-verdensmester og regerende cross-country verdensmester, spanieren Carlos Sainz (der kører VW race Touareg), og den 9-dobbelte Rallye Dakar vinder, franskmanden Stephane Peterhansel, der kører Mitsubishi Pajero Evolution.

Stephane Peterhansel og Jean Paul Cottret i Mitsubishi Pajero Evo mistede føringen i Central Europe Rally på rallyets næstsidste etape og måtte affinde sig med 2. pladsen i et rally, som de har ført størstedelen af tiden.


 

”Det er uden sammenligning det mest hektiske rally, vi nogensinde har deltaget i, en rigtig gyser,” siger Volkswagens Motorsportsdirektør, danskeren Kris Nissen.

 

Det understreges af Mitsubishis rally-direktør, Dominique Serieys:

 

”Rallyet udviklede sig undervejs til at være utrolig tæt og tempoet exceptionelt højt. Derfor er det også yderst tilfredsstillende, at vi har to biler i top-4.”

 

Central Europe Rally blev først og fremmest gennemført på rekordtid, fordi man havde brug for en erstatning for årets Rallye Dakar, men grunden til, at det overhovedet kunne lade sig gøre, var at A.S.O. gennem nogen tid har arbejdet med tanken om en egentlig Dakar løbsserie, på samme måde som der f.eks. foruden 24 timers Le Mans gennemføres en Le Mans løbsserie hen over året.

 

Central Europe Rally er derfor ikke alene et ”erstatnings-Dakar” men også det første rally i en løbsserie, som i år forventes at blive suppleret af yderligere to kortere cross-country rallyes. Til næste år er det traditionelle Rallye Dakar planlagt til at finde sted i januar. Men i stedet for Afrika flyttes afviklingen til Argentina og Chile, som i vidt omfang kan give deltagerne de samme udfordringer som Afrikas enestående men noget urolige ørkenområder.

 


Reaultat, Central Europe Rally 2008:

1. Carlos Sainz/Michel Perin (SPA/FRA), VW Race Touareg 2, 11t18m08s

2. Stephane Peterhansel/Jean Paul Cottret (FRA/FRA), Mitsubishi Pajero Evo, +2m01s

3. Dieter Depping/Timo Gottschalk (GER/GER), VW Race Touareg 2, +6m34s

4. Luc Alphand/Gilles Picard (FRA/FRA), Mitsubishi Pajero Evo, +7m28s

5. Carlos Sousa/Andreas Schultz (SPA/GER), Volkswagen Race Touareg 2, +33m45s

6. Bruno Saby/Alain Guehennec (FRA/FRA), BMW X3 CC, +46m30s 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt                                Web-design: SRP