- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stephane Peterhansel fører fortsat Central Europe Rally i sin Mitsubishi Pajero Evolution, men forspringen er reduceret til 22 sekunder efter torsdagens etape i Ungarn.


Central European Rally - 5. etape:

Spændingen fortsat intens


SRP - 24. april 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det så ud som om, Central Europe Rally blev afgjort, da sydafrikaneren Giniel de Villiers rullede med sin Volkswagen Race Touareg på torsdagens første hastighedsetape. De Villiers var i færd med at hale ind på Mitsubishis Stephane Peterhansel. Forskellen var blot 1 minut 44 sekunder inden dagens tredjesidste etape og med tilstrækkelig højt tempo ville VW’en kunne indhente Mitsubishi’en.

 

Men tempo’et var for højt, De Villiers ramte en ujævnhed, som sendte bilen lidt i luften. Derpå ramte den det efterfølgende bump med næsen først og den snublede på det nærmeste over sig selv. Man var i fjerde gear og hastigheden så høj, at Race Touareg’en rullede ikke færre end seks gange – uden at nogen af kørerne iøvrigt kom noget til. Det siger meget om sikkerheden i moderne rallysport. Men bilen – eller resterne af den – kommer ikke videre i dette rally.

 

Og så var Peterhansel vel urørlig i spidsen!

 

Det var han, men kun for en kort stund:

 

"Vi punkterede i formiddags og havde problemer med gearkassen i eftermiddags," fortalte den 9-dobbelte Dakar-vinder. "Ialt mistede vi fire minutter, det er frustrerende, for nu er vi tilbage hvor vi startede."

 

De ord rammer helt præcist. For samtidig med at Volkswagen teamet under ledelse af danske Kris Nissen havde uheld med De Villiers lufttur, formåede den regerende cross-country verdensmester, Carlos Sainz, at holde så højt et tempo, at han ikke bare vandt torsdagens etape, men en overgang overtog føringen i rallyet. Da dagen var omme, var Peterhansel i føring påny, men afstanden imellem ham og Sainz var reduceret til sølle 22 sekunder – efter fem dages rallykørsel! Afstanden er præcis det forspring,

Stephane Peterhansel havde til Carlos Sainz efter rallyets første to etaper.

 

Begivenhederne i toppen stjal billedet. Men med til historien hører også, at Peterhansels team-kammerat, Juan Nani Roma i en Mitsubishi Pajero Evolution magen til franskmandens blev 2’er på torsdagens etape og ligger på en samlet 3. plads blot 2 minutter 38 sekunder efter Peterhansel.

Carlos Sainz i VW Race Touareg vandt torsdagens etape og er nu blot 22 sekunder efter den førende Stephane Peterhansel.


 

Torsdagens begivenheder vidner ikke bare om, at rallyet på den ene side er en hård udfordring for deltagerne, men på anden side også appellerer til at blive kørt i sprint-tempo. Bortset fra manglen på ørkensand, er det nok den største forskel på Central Europe Rally og det Dakar-rally, det erstatter.

 

Og intet tyder på, at spændingen tager af over de sidste to etaper, for hér skal deltagerne igennem eksakt de samme hastighedsprøver, som de kørte torsdag, dvs. i området nord for Balaton søen i Ungarn. Kendskabet til prøverne øger deltagerne risikovillighed og ingen kan forudsige udfaldet.

 


Stillingen i Central European Rally 2008 efter dagens hastighedsetape:

 

1. Stephane Peterhansel/Jean Paul Cottret (FRA/FRA), Mitsubishi Pajero Evo, 7t29m53s

2. Carlos Sainz/Michel Perin (SPA/FRA), VW Race Touareg 2, +22s

3. Juan "Nani" Roma/ Lucas Senra Cruz (SPA/SPA), Mitsubishi Pajero Evo, +2m38s

4. Dieter Depping/Timo Gottschalk (GER/GER), VW Race Touareg 2,

5. Luc Alphand/Gilles Picard (FRA/FRA), Mitsubishi Pajero Evo

(Med forbehold – løbsledelsens officielle stilling foreligger ikke i skrivende stund)


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt                                Web-design: SRP