Royal Pro-Am klassen ved Copenhagen Historic Grand
Prix i Fælledparken d. 2.-3. august, hvor
professionelle racerkørere og amatører på skift
kæmper sammen imod hinanden, bliver den mest
stjernespækkede til dato og i år krydres feltet
desuden af endnu et spændende set-up:
Et rent kvindelig stjernehold udfordrer striben af
mandlige kolleger, der med Tom Kristensen i spidsen
bl.a. inkluderer Toms hold-kammerat på Le Mans i år,
italieneren Dindo Capello, Jan Magnussen, David
Brabham, John Morton og ikke mindst Danmarksmesteren
Prins Joachim.
Stærkt hold
Kvindeholdet består af selveste Vanina Ickx, datter
af den 6-dobbelte Le Mans vinder, Dakar-vinder og
Formel 1 Grand Prix vinder Jacky Ickx. Samt
Charlotte Engel, der ikke bare stiller sin Ford
Escort Twin Cam til rådighed, men som DM-3’er i 2007
og vinder af Pro-Am klassen i 2006 (sammen med Jan
Magnussen) også selv vil være et stærkt kort i
kampen mod de mange mandlige stjerner.
Vanina Ickx er født og opvokset i
motorsportsverdenen og hvad var mere naturligt end
at hun selv krøb ned bag rattet i en racerbil. Med
sin far, Jacky som lærermester og banebryder har hun
skabt sig en pæn international karriere, som i år
bl.a. inkluderer den europæiske Le Mans serie og
24-timers Le Mans. I Le Mans
blev Vanina Ickx nr. 10 i år og hun kommer til
København frisk fra sejr i 12-timers løbet for
standardvogne på Spa-Francorchamps Grand Prix banen
i hendes hjemland Belgien.
|