- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Casey Stoner (Ducati) er ny MotoGP verdensmester. Søndag eftermiddag (japansk tid) sikrede han sig så stort et forspring i VM-kampen, at han ikke længere kan indhentes.


MotoGP i Japan:

Stoner verdensmester


SRP - 23. september 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den blot 21-årige australier, Casey Stoner, er MotoGP Verdensmester 2007. Med en sjetteplads i søndagens dramatiske og begivenhedsrige japanske Grand Prix opnåede han et så stort forspring i VM, at han er verdensmester – også selvom der endnu resterer tre Grand Prix’er i årets Verdensmesterskab.

 

Den eneste, der kunne true Stoner, var den 7-dobbelte verdensmester, Valentino Rossi. Rossi’s Fiat Yamaha var weekend’en igennem hurtigere end Stoners Ducati, men da løbet skulle starte var Motegi-racerbanen våd efter regn det meste af formiddagen.

 

Imidlertid tørrede banen op undervejs i løbet og Rossi var i føring på det tidspunkt, hvor banen var så tør, at det ville være en fordel at køre på tørvejsdæk fremfor regnvejrsdæk. Placeringen var ideel, fordi en placering foran Stoner ville have betydet, at VM endnu ikke ville have været afgjort.

 

Men sådan gik det ikke. I MotoGP skifter man motorcykel, ikke hjul, når vejret skifter fra våd bane til tør bane og da Rossi begav sig afsted på sin første omgang på den ”nye” motorcykel konstaterede han en fejl, som gjorde det vanskeligt for ham at køre med samme tempo som først i løbet.

 

Resultatet var, at italieneren måtte affinde sig med 13.pladsen i mål. Da Stoner efter et løb, der heller ikke for ham var tilfredsstillende, sluttede 6’er scorede han så mange flere points, at han ikke længere kan indhentes – og dermed er han i praksis verdensmester 2007.

 

Helt uden succes for Ducati, der bl.a. bakkes op af Alfa Romeo, blev Japans Grand Prix dog ikke. For veteranen, Loris Capirossi, der vandt løbet i fjor, kørte taktisk bedst, skiftede motorcykel på det helt rigtige tidspunkt og var over 10 sekunder foran løbets nr. 2, franskmanden Randy de Puniet, da målstregen blev passeret.

 

Selvom VM-titlen er placeret er resten af VM dog ikke uden spænding, for 2.pladsen er endnu ikke sikret og det er den, Valentino Rossi nu vil køre for at opnå. Han blev godt hjulpet på vej i Japan, da rivalen, Daniel Pedrosa, styrtede og ikke nåede målstregen. Derved betød de 3 points, Rossi opnåede for sin 13. Plads, at han øgede afstanden til den lille spanier og de 3 points kan måske i sidste ende afgøre kampen om 2.pladsen.

Den 7-dobbelte verdensmester, italieneren Valentino Rossi, kørte sin Fiat Yamaha i føring i søndagens japanske Grand Prix, men derefter gik det hele galt og han mistede sin mulighed for at vinde VM-titlen i år. Foto: Vivi Siiger.


Årets næste og tredjesidste Grand Prix finder sted i Australien om tre uger, dvs. 14. oktober. Det er en bane som passer både Stoner og Rossi – samt flere af deres kolleger – så der er lagt op til at dysten fortsætter ”down under”. Australiens Grand Prix vil som altid kunne følges på Eurosport, der transmitterer ”live” fra træning, kvalifikation og løb.


Resultat, MotoGP VM, 15. afd., Motegi, Japan.

 

MotoGP: 

1. Loris Capirossi (ITA), Ducati, 47m05,484s

2. Randy de Puniet (FRA), Kawasaki, +10,853s

3. Toni Elias (SPA), Honda, + 11,526s

 

250 cc.:

1. Mika Kallio (FIN), KTM, 48m28,585s

2. Andrea Dovizioso (ITA), Honda, +4,893s

3. Hector Barbera (SPA), Aprilia, +21,527s

 

125 cc.:

1. Mattia Passini (ITA), Aprilia, 46m29,900s

2. Gabor Talmacsi (HUN), Aprilia, +2,985s

3. Hector Faubel (SPA), Aprilia, +22,405s

 

VM-stillingen efter Grand Prix’et:

 

MotoGP:

1. Casey Stoner (AUS), Ducati, 297 pts.

2. Valentino Rossi (ITA), Fiat Yamaha, 214 pts.

3. Dani Pedrosa (SPA), Honda, 188 pts.

 

250 cc.:

1. Jorge Lorenzo (SPA), 262 pts.

2. Andrea Dovizioso (ITA), 226 pts.

3. Alex de Angelis (RSM), 208 pts.

 

125 cc.:

1. Gabor Talmacsi (HUN), 229 pts.

2. Hector Faubel (SPA), 220 pts.

3. Tomoyoshi Koyama (JPN), 156 pts.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt                                Web-design: SRP