| 
							 
							MotoGP 
							Verdensmesterskabet går nye veje i den kommende 
							weekend, hvor San Marino Grand Prix – 13. afdeling 
							af VM - bliver afviklet på Misano banen tæt ved det 
							lille fyrstendømme i Toscana. 
							
							
							  
							
							
							Det er premiere for MotoGP på den italienske bane – 
							i nyere tid i hvert fald, for man har kørt på banen 
							frem til 1993. Derefter fulgte en epoke, hvor Imola 
							racerbanen blev benyttet (den ligger iøvrigt ikke 
							langt fra Misano) og i mange år – også tidligere i 
							år –  har der været kørt Grand Prix på Mugello banen 
							nordøst for Firenze. 
							
							
							  
							
							
							Området er lidt af et motorsports-mekka. Derfor har 
							arrangørerne af MotoGP verdensmesterskabet også 
							valgt at inkludere Misano i Grand Prix kalenderen.
							 
							
							
							  
							
							
							Men da tingene engang imellem skal gøres anderledes, 
							har man valgt at køre Misano banen i modsat retning. 
							Det betyder i praksis, at det er en helt ny 
							racerbane, der skal køres på – selvom mange af 
							deltagerne måske på forskellig tidspunkt i deres 
							karriere har taget turen rundt på den spændende 
							bane. 
							
							
							  
							
							
							Når man kører i modsat retning er udfordringerne 
							anderledes. Det har betydning for eksempelvis 
							opsætningen af motorcyklerne og hér har måske især 
							den 7-dobbelte verdensmester, Valentino Rossi en 
							mulighed. Rossi kører Fiat Yamaha og selvom teamet 
							har haft visse vanskeligheder hen over sæson’en i år 
							– vanskeligheder, som har medført, at Rossi meget 
							mod sædvane ikke fører VM-kampen inden sit hjemlands 
							Grand Prix, men må lade sig ”nøje” med 2.pladsen – 
							er teamet rigtig god til at adoptere nye forhold. 
							
							
							  
							
							
							Det spændende bliver, om Ducati teamet og den blot 
							21-årige Casey Stoner er ligeså god som Fiat Yamaha. 
							Stoner har taget MotoGP med storm i år og han har et 
							solidt forspring i VM-kampen. Men der er stadig en 
							tredjedel af sæson’en tilbage så intet er afgjort 
							endnu. 
							
							
							  
							
							
							Hvem der vinder i Misano kan få vished om ved at 
							følge Grand Prix’et ”live” på Eurosport, der 
							transmitterer løbene i MotoGP såvel som 250 ccm og 
							125 ccm på søndag d. 2. september fra klokken 09:45 
							til 15:00. 
							
							   |