- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


MotoGP i Australien:

Melandri klarede vejrgudernes lune


SRP - 17. september 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Italieneren Marco Melandri vandt søndag eftermiddag, lokal tid, årets 14. afdeling af MotoGP verdensmesterskabet, Australiens Grand Prix, på Phillip Island racerbanen syd for Melbourne. Sejren kom i hus, da den 24-årige Honda-kører viste sig at være bedst til at håndtere vejrgudernes skiftende lune.

 

Efter to træningsdage i strålende sol og temperaturer langt over gennemsnittet i det australske forår begyndte det at regne et par minutter inden løbet skulle starte. Da starten gik havde man igangsat årets mest mærkværdige race, hvor deltagerne, efterhånden som regnen tog fat, kørte i pit og skiftede motorcykel.

 

Dækskifte på motorcykler tager for lang tid, sammenlignet med biler. Derfor eksisterer reglen om, at man kan skifte motorcykel. Men dækvalget bliver alligevel mere afgørende, fordi planlægningen af dækskiftet ikke kan ske med sekunders varsel. Derfor var udfaldet af Grand Prix’et ikke klart før kørerne nåede målstregen. Undervejs stilnede regnen på skift af og tog påny. Det gjorde udfordringen kolossal.

 

Da målflaget faldt havde Melandri imidlertid opbygget et solidt forspring alt imens den regerende verdensmester Valentino Rossi på sin Yamaha var på vej op gennem feltet for på de aller sidste meter at passerer sin gamle rival, Sete Gibernau på Ducati. Derved kom Rossi på podiet og halede ind på den VM-førende amerikaner Nicky Hayden, der sluttede på femtepladsen i Grand Prix’et.

 

Nr. 2 i Australiens Grand Prix blev australieren Chris Vermeulen, der på sin Suzuki scorede sit hidtil bedste resultat i MotoGP. Som et kuriosum kan det nævnes, at Vermeulen er tidligere Supersport verdensmester – Supersport er det mesterskab, hvori danskeren Robbin Harms i år forventer at slutte i Top-5.

 

I de to øvre klasser var der størst fokus på 125 ccm maskinerne, hvor spanieren Alvaro Bautista sikrede sig årets VM-titel, da han i suveræn stil besejrede rivalen, den finske kører Mika Kallio.

I 250 ccm klassen gik sejren til stor favoritten Jorge Lorenzo fra Spanien, der dermed udbyggede sin føring i kampen om årets Verdensmesterskab. Over målstregen var afstanden mellem Lorenzo og Alex de Angelis på 2. pladsen blot 9/1000 sekund!

 

Efter Australiens Grand Prix resterer der tre VM-afdelinger, hvoraf den første finder sted allerede i den kommende weekend på Twin Ring Motegi i Japan. Løbene såvel som træning og kvalifikationskørsler transmitteres "live" på Eurosport fra fredag morgen.


Resultat, Australiens Grand Prix, 14. afd. af MotoGP VM, Phillip Island, 17.09.2006:

 

125 ccm:

1. Alvaro Bautista (SPA), Aprillia, 24m30,115s. Forkortet distance.

2. Mika Kallio (FIN), KTM, +3,242s.

3. Mattia Passini (ITA), Aprilia, +3,381s

 

250 ccm:

1. Jorge Lorenzo (SPA), Aprilia, 39m17,327s

2. Alex de Angelis (RSM), Aprilia, +0,009s

3. Hiroshi Aoyama (JPN), KTM, +6,560s

 

MotoGP:

1. Marco Melandri (ITA), Honda, 44m15,621s

2. Chris Vermeulen (AUS), Suzuki, +9,699s

3. Valentino Rossi (ITA), Yamaha, +10,526s

 

Stillingen i MotoGP VM 2006 efter søndagens race:

 

125 ccm:

1. Alvaro Bautista (SPA), 280 pts. (Verdensmester)

2. Mika Kallio (FIN), 201 pts.

3. Mattia Passini (ITA), 172 pts.

 

250 ccm:

1. Jorge Lorenzo (SPA), 249 pts.

2. Andrea Dovizioso (ITA), 225 pts.

3. Alex de Angelis (RSM), 167 pts

 

MotoGP:

1. Nicky Hayden (USA), 225 pts.

2. Valentino Rossi (ITA), 204 pts.

3. Marco Melandri (ITA), 193 pts.

4. Dani Pedrosa (SPA), 193 pts.

5. Loris Capirossi (ITA), 180 pts.

6. Casey Stoner (AUS), 119 pts.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt                                Web-design: SRP