Filmanmeldelser finder stort
set aldrig vej ind i Motorsidens spalter. Men ingen
regel uden undtagelser, for den nye Gran Turismo
spillefilm er bestemt en biograf-aften værd. Især hvis man
har lidt race i blodet og nyder brølende motorer.
Men ét er filmen, et andet er Nissan GT Academy
historien. Allervigtigst er dog perspektiverne, hvor
hovedpersonen nu også snuser til Formel E.
Indtil videre står
perspektiverne for egen regning, som en ægte
filmkritik vel ret beset bør gøre det. Ikke desto
mindre kan undertegnedes egen oplevelse med Nissan
GT Academy også føres mere end 10 år tilbage.
Allerede tilbage i 2006 påbegyndte Nissan nemlig i
samarbejde med Sony etableringen af en international
konkurrence, hvor omdrejningspunktet var Sony’s
Gran Turismo racer-videospil, gjort til
gengængeligt på internettet.
Le Mans podium i første
forsøg
I 2008 blev den første
konkurrence afholdt i Europa, og vinderen blev den
dengang 23-årige spanier, Lucas Ordonez. Vinderen af
computer-spil konkurrencen gik videre i et
uddannelsesforløb i rigtig motorsport og allerede i
2011 deltog Ordonez i 24-timers Le Mans i en Oreca
03-Nissan i LMP2 klassen. Han debuterede med glans
og scorede en 9. plads totalt, hvilket også rakte
til en 2. plads i klassen. Han vandt desuden LMP2
mesterskabet samme år.
Lucas Ordonez blev nr. 2 i
LMP2 klassen i 24-timers Le Mans 2011.
I 2012 deltog Ordonez på ny i
Le Mans i LMP2, bl.a. sammen med den tidligere
Formel 1 kører, Martin Brundle. Tekniske
udfordringer først i løbet betød, at de endte på 8.
pladsen i deres Zytec Z11SN-Nissan.
Lucas Ordonez kørte igen Le
Mans i 2013, det år hvor hovedpersonen i Gran
Turismo filmen, Jann Mardenborough debuterede.
Sammen med tyske Michael Krumm, som havde en
omfattende og lang karriere i japansk motorsport,
kørte de deres Zytec Z11SN-Nissan i mål på 3.
pladsen i LMP2 klassen. Få måneder forinden havde
undertegnede mødt, ikke Jann Mardenborough, men
derimod historiens virkelige første GT-Academy
vinder, altså Lucas Ordonez. Radiointerviewet med
ham kan høres her på siden. Siden havde jeg i Le
Mans endvidere lejlighed til at få en snak
Mardenborough.
Nissan var naturligvis på
plads ved galla-premieren med en special-dekoreret
udgave af Nissan Ariya elbilen.
Gran Turismo spillefilmen
Gran Turismo filmen er først
og fremmest en regulær amerikansk spillefilm, men
den er åbent inspireret af GT Academy-historien. Med
Jann Mardenborough i hovedrollen, spillet af den
britiske skuespiller Archie Uchena Madekwe, følger
man den unge gamers vej til sejren i Nissan GT
Academy, som han opnåede i 2011. Han gennemgik et
forløb, ikke meget forskelligt fra Ordonez’,
men oplevede også i den virkelige verden den ulyksalige afkørsel på Nürburgring
i 2015,
hvor han godt nok selv slap fra det med livet i
behold, men hvor ulykken kostede en tilskuer livet.
I det lys
var det dobbelt stærkt, at den da blot 23-årige
englænder senere på året startede ud i Le
Mans, oven i købet i LMP1 klassen.
At de fleste
action-optagelser så ikke har fundet sted på Le Mans
racerbanen i Frankrig (modsat en lang række af de
ambiente-optagelser, som også krydrer spillefilmen)
er mindre vigtigt. De fandt sted på Hungaroring ved
Budapest – en racerbane, der også huser det unganske
Formel 1 Grand Prix. Jann Mardenborough deltog selv
aktivt i filmen og kørte bilerne i de fleste af
stunt-optagelserne.
2015 Nissan GT-R LM LMP1
Den Nissan racerbil, som
Mardenborough i filmen kører i ”Le Mans”, er i
øvrigt den LMP1 bil, en Nissan GT-R LM Nismo, som
Nissan deltog med i Le Mans i 2015. Nissan havde tre
af slagsen til start det år, den ene havde bl.a.
Ordonez på holdet, den anden Jann Mardenborough, men
ingen af de tre Nissan’er havde succes i løbet og
modellen blev siden trukket ud af konkurrence.
I Gran Turismo filmen scorer
den imidlertid en 3. plads, og det er vel nærmest et
spejl af Mardenboroughs præstation i LMP2 i 2013,
som på ingen måde skal underkendes. Resultatet kom
ret beset tilstrækkeligt tidligt i hans karriere, og
var en af grundstenen bag en udvikling, som bl.a.
har givet ham en lang række gode resultater i
international motorsport i mange forskellige klasse
og biltyper – og han er stadig aktiv.
Fra Le Mans til Formel E
I Le Mans 2014 blev han
eksempelvis nr. 5 i LMP2 for OAK racing, i 2015
nåede han en samlet 9. plads i GP3 mesterskabet. I
2016 blev han 2’er i det japanske Formel 3
mesterskab, alt imens Nissan linede op til deres
deltagelse i Formel E mesterskabet. Her var Jann
Mardenborough testkører i 2019 sæsonen og i 2022
havde han rollen som simulator-kører for Nissan
e.dams Formel E teamet.
Aktuelt er han aktiv i det
japanske Super Taikyo ST-X langdistance mesterskab,
hvor han i år i en Nissan GT-R Nismo GT3 deltog i
24-timers løbet på den berømte Fuji racerbane,
startede fra pole-position og sluttede på 3.
pladsen.
Også fremtiden er lys
Især Jann Mardenboroughs
karriere efter de første år som aktiv racerkører i
den virkelige verden understreger ikke blot ét af
Gran Turismo filmens stribe af budskaber: At det er
muligt, at skabe en professionel motorsportskarriere
med udgangspunkt i en racersimulator. Men også, at
det er muligt fra beskedne kår at gøre karriere i
den omkostningstunge motorsport.
Han er nu 31 år gammel,
stadig ung og har meget stor bredde i sit
karriereforløb. Det er slet ikke utænkeligt, at han
ville kunne finde en vej videre, også i Nissan-regi,
nu hvor hans ”moder-team” gearer ekstra op og satser
målrettet på en topposition i næste års Formel E
Verdensmesterskab.
|