- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Rally-VM viser banebrydende miljøvej
CO2 neutralitet er ikke kun elektrisk
Af Søren Clauding – september 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det har været længe undervejs, men resultatet er ambitiøst: Rally verdensmesterskabet introducerer nyt reglement for 2022, som inkluderer højtydende plug-in hybridteknologi, men endnu vigtigere: de første skridt tages også i retning af, at anvende syntetisk brændstof, som er CO2 neutralt og dermed vil bidrage væsentligt til at overvinde de udfordringer, som til stadighed står i vejen for effektiv og brugbar fuld elektrisk mobilitet.

El-biler har helt klart mange fordele: Ingen udstødning, ingen udledning af CO2, hvis elektriciteten er skabt uden anvendelse af fossile brændstoffer, lavt støjniveau og høj udnyttelsesgrad af energien.  Men der er fortsat mange uløste problemer.


El-bilernes udfordringer

Ord som ”rækkevidde” og ”opladningstid” er blevet en del af hverdagssproget og udfordringer, der er bundet direkte op på elbiler. Dertil kommer uforholdsmæssig stor vægt, voldsomt forbrug af begrænsede ressourcer som eksempelvis vigtige grundstoffer som litium og kobolt til batteriproduktionen, fulgt af affaldsproblematikker, som ingen for alvor har løst endnu.
 Selvantændte bilbrænde har dokumenteret, at det ikke er helt uden risiko at køre elektrisk.

Belastningen af el-nettet er en anden faktor. Og hele spørgsmålet om påvirkningen af menneskekroppene og naturen i bred forstand ved at etablere stadig flere kraftige ”mobile magnetfelter”, der i stadig stigende grad vil bevæge sig rundt i landskabet, er heller ikke indgående belyst.
 Der arbejdes målrettet og intensivt på at løse de elektriske problemstillinger, men udenfor ”el-branchen” arbejdes der også på at løse miljøproblemerne på ganske andre måder.

Med udgangspunkt i klimaforandringerne og den globale opvarmning er CO2 fra fossile afbrændinger, herunder bilmotorer, en af synderne. Naturen har hidtil kunne klare udledningen af CO2 bl.a. via planternes optagelse deraf i form af fotosyntese. Hvis man ligesom planterne teknisk optager den CO2, der udledes, inden den påvirker atmosfæren, og siden genanvender den i syntetiske brændstoffer til at skabe mobilitet, vil klimaforandringerne blive reduceret.

Her kommer rallysporten ikke mindst ind i billedet.


Syntetisk CO2 neutralt brændstof
I forbindelse med IAA i München, først i september, offentliggjorde det internationale bilforbund (FIA) og WRC Promoter (der ejer rallyverdensmesterskabets kommercielle rettigheder) en ambitiøs og konkret plan, der inkluderer anvendelsen af 100 procent CO2 neutralt brændstof.

Hvad det sidste angår, er der indgået et samarbejde mellem virksomhederne P1 Racing Fuels og Aramco om at forsyne WRC med syntetisk flydende brændstof (der svarer til fossile brændstoffer som benzin og dieselolie). Målsætningen er inden 2030 at opnå CO2 neutral motorsport.
 De nye bæredygtige brændstoffer fra P1 Racing Fuels er en blanding af syntetisk og bioudvundet komponenter. Anvendes der energi fra vedvarende energikilder – vindmøller, solceller osv. – til fremstillingsprocessen og tilrettelægges distribueringen af brændstoffer ud fra miljøoptimal tænkning, er målsætningen både realistisk og indenfor rækkevidde.

I sagens natur kan erfaringerne fra rallysporten også overføres til produktionen af almindelige biler.
 Problemet med opladningstiden af elbiler er løst, hvis man i stedet for at sende elektriciteten direkte ind i elbilerne, benytter den til at skabe CO2 neutrale brændstoffer, der i princippet kan anvendes i biler med forbrændingsmotorer, som kan tankes op ligeså hurtigt som man i dag tanker benzin.

Introduktion i 2022
Ting tager tid, og tidshorisonten er noget ud i fremtiden. Men allerede i 2022 introduceres hybrid-teknologien i rallysporten, samtidig med at kongeklassen for de nuværende ”WRC-rallybiler” bliver omdøbt til ”Rally1” og baseres på et nyt reglement, der er første fase i transformations-processen frem imod 2030. I 2022 vil der blive benyttet rallybiler med de nuværende 1,6 liters turbobenzinmotorer, der yder omkring 400 hestekræfter. Efter planen skal de køre på CO2 neutralt syntetisk brændstof.

De udstyres desuden med en hybrid-teknologi, der tilfører yderligere 100 kW (ca. 135 hk) topeffekt, og foruden bilens selvopladende hybridsystem kan batterierne også plug-in-oplades fra el-nettet.
 Mereffekten kompenserer for bilernes mervægt og kan anvendes i særlige situationer. Man opererer med tre basisindstillinger: Fuldt elektrisk (hvor bilerne fx kan køre forureningsfrit gennem bymiljøer), Stage-start (hvor man disponerer over den samlede systemeffekt) og ikke mindst Stage-mode, hvor man individuelt kan afgøre, hvor og hvordan kræfterne skal leveres.

Banebrydende reglement
Hybrid-delen af de kommende års rallykørsel er ny, men har været synlig i nogen tid og man er allerede i gang med at teste bilerne. Det helt nye er udmeldingen om anvendelsen af syntetisk CO2 neutralt brændstof.

Netop på grund af det banebrydende nye reglement, og muligheden for at opnå nye erfaringer på allerhøjeste niveau indenfor et hidtil kun let betrådt område, har de indtil videre tre storspillere i Rally VM (World Rally Championship), Toyota, Hyundai og Ford, da også givet tilsagn om at fortsætte deres deltagelse i WRC mindst til og med 2024. Og alle tre teams er hver især i gang med at teste Rally1 bilerne for 2022, hvor det i bil-modelmæssig sammenhæng bl.a. er interessant, at Ford skifter model fra Fiesta til Puma.

Yves Matton er den FIA ansvarlige for Rally Verdensmesterskabet og har været omdrejningspunkt for udviklingen af det nye banebrydende reglement.


Ford Puma flyver sammen med Hyundai (nedenfor) og Toyota Yaris (topfoto) ind i den ny rally-æra, som ikke alene inkluderer hybridteknik men også CO2 neutral rallykørsel.


Hyundais test-udgave af den nye Rally1 bil.


Jari-Matti Latvala er i spidsen for Toyotas VM-indsats. Han fik overdraget ansvaret af team-direktør Tommy Makkinen tidligere på året og bakke fuld op omkring den allerede igangsatte forvandlingsproces i WRC.


M-Sport Ford team-ejer, Malcolm Wilson, var først med en test-klar hybrid-version af den nye Ford Puma Rally1 bil.


Andrea Adamo har gjort en stor indsats for at sikre Hyundais fortsatte engagement i World Rally Championship.


Martin Popilka er CEO, dvs. i spidsen for P1 Racing Fuels og virksomhedens arbejde med udviklingen af CO2 neutral brændstof.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt