|
Forud for
24-timers Le Mans var der en vis skepsis overfor
arrangørernes forfordeling af LM P1 biler med
konventionelle drivliner. Det var som om, at Toyota
skulle fratages den fordel, der er forbundet med at
benytte den miljørigtige hybrid drivline, alene med
det formål at skabe spænding.
Indtil
videre er det projekt ikke lykkedes. Til trods for
at Toyota'erne kun bruger 80 kg benzin i timen og de
konventionelt drevede LM P1 biler bruger 108 kg, har
de to Toyota Hybrid racere distanceret resten af
feltet med over to omgange.
Om noget
af det forspring senere i løbet skal anvendes til
mere tidskrævende servicestop er uklart, men i rå
speed og målt på omgangstider er Toyotaerne
hurtigst. Men målt på topfart er de det ikke. De
kører omkring 315 km/t mens de hurtigste af de
konventionelle racerbiler kører 325-330 km/t.
Årsagen
skal formentlig findes i vægtforskellen, men hvad
betyder det, når man er så hurtig banen rundt, at de
andre ikke kan følge med. Som sådan er de 8 andre LM
P1 biler, hvoraf der i øvrigt kun er 6 tilbage, på
det nærmeste forvandlet til statister.
De er dog
alle hurtige nok, til, at de ikke er blevet
overhalet af LM P2 bilerne, der som hovedregel har
en højere topfart på typisk i nabolaget af 330 km/t.
Men alle
andre steder er de i sagens natur markant
langsommere.
Bedste LM
P2 racer er fortsat den, der køres af bl.a. Jean
Eric Vergne. Deres Oreca-Gibson racer har et pænt
forspring på halvandet minut til en tilsvarende bil
på 2. pladsen mens bedste ikke-Oreca er sidste års
vinderbil, en Alpine-Gibson kørt af bl.a. Nicolas
Lapierre.
David
Heinemeier Hansson dokumenterer til stadighed, at
det ikke var en tilfældighed, at han var så hurtig i
fjor. Lige nu ligger hans Ligier-Gibson på 7.
pladsen i klassen (og nr. 12 generelt), 1 omgang
efter Jean Eric Vergne. |
