For første gang og formentlig også sidste gang i
historien vil langdistance verdensmesterskabet for
racersportsvogne inkludere 24 timers Le Mans hele to
gange. Dermed er der taget hul på den såkaldte
supersæson, der skal forvandle World Endurance
Championship (WEC) til et mesterskab, der køres over
vinteren men væsentligst: Le Mans racet skal hvert
år fremover være VM-finale.
Arrangørerne af 24 timers Le Mans, Automobile Club
de l’Ouest har altid været opfindsomme, når det
gjaldt om at holde liv i deres berømte motorløb, og
med stadig større fokus på VM-serien med op imod 10
løb om året, var der behov for fornyelse, hvor man
på den ene side underbyggede den status, som Le Mans
har i mesterskabet og samtidig lod mesterskabet
lukrere på selvsamme status. Det er vel det, man
kalder en win-win situation, man ønsker at opnå.
Man kunne så have valgt, at slutte VM 2018 efter
færre løb og genstarte mesterskabet kort efter
engang sidst på efteråret. Men virkeligheden er
også, at mesterskabet skrantede en smule pga. den
globale drejning imod mere energi- og miljørigtig
motorsport, som også tilblivelsen af Formel E
mesterskabet er en del af. Kun Toyota er tilbage i
P1 klassen og man ville ret beset nødig miste den
japanske bilfabrik, som omvendt også har en stor
interesse i at opnå den eftertragtede Le Mans sejr,
som alt andet lige burde være mere tilgængelig med
mindre tryk fra andre bilfabrikker.
Og samtidig er Toyotas grønne profil gennem sin
position som verdens førende bilfabrik indenfor
miljørigtig hybridteknologi også et vigtigt signal
at sende gennem transformationsprocessen, som
forventes fra og med 2020/21 sæsonen at involvere
miljørigtig alternativer.
I stedet blev det til verdens første
”Supersæson”.
Supersæsonen blev påbegyndt med det traditionsrige
6-timers løb på Spa Francorchams racerbanen i de
belgiske Ardenner 5. maj i år. Efter 24-timers Le
Mans d. 16.-17. juni, som altså er 2. afdeling af
supersæsonen, køres et andet traditionelt
sportsvognsrace, 6 timers løbet på Silverstone d.
19. august. Ikke mindst (er det vores gæt) til ære
for Toyota fastholder man de to asiatiske 6-timers
løb på hhv. Fuji i Japan d. 15. oktober og en måned
senere i Shanghai i Kina og siden kommer Sebring
tilbage som en del af VM d. 15. marts. Det
traditionelle 12-timers løb er ikke en del af VM,
men afvikles dagen efter VM-løbet, som er 1000 miles
langt og køres om fredagen (der bliver godt nok kørt
lidt motorløb i den weekend i den tidligere
lufthavn…). Siden køres der igen i Spa og finalen
finder da sted d. 15.-16. juni i Le Mans.
Jamiroqai i Le Mans
Foruden selve motorløbet og support-løb har ACO over
nogle år opbygget en tradition for underholdning,
bl.a. på scenen ved den berømte Dunlop bro over Le
Mans racerbanen. Forskellige bands har underholdt i
årenes løb, men sjældent regulært internationale
stjernenavne
Det bliver anderledes i år. Efter den traditionelle
kører-parade i Le Mans centrum fredag aften inden
løbet, optræder Jamiroqai på scenen og det skal nok
vække begejstring, ikke mindst hos det talrige
britiske publikum, som er en fast bestanddel af
publikummet hver år. Jamiroqai, etableret af Jason
Kay har en stor kærlighed til hurtige biler og
benytter gerne eksotiske sportsvogne i sine
musikvideoer. |