|
Når årets 24-timers løb i Le Mans finder sted i
weekenden d. 16.-17. juni er der masser af
fabriksteams på startlinjen. Men i top-kategorien
”LM P1” for de kraftige prototyper er der kun ét
fabriksteam tilbage, efter at først Audi og siden
Porsche forlod det klassiske motorløb, måske hjulpet
lidt på vej af den omkostningskrævende
dieselskandale.
Nogle har rejst spørgsmålet: Betyder det en
afvikling af det, som dog fortsat kan kaldes verdens
mest berømte motorløb? Eller er det i virkeligheden
blot et led i en udvikling, som fremover giver
24-timers Le Mans en ny og ligeså betydningsfuld
rolle, som det har haft siden man første gang fandt
på at afholde et 24 timer langt sportsvognsløb i
1923?
For Toyotas vedkommende, for det er det fabriksteam,
der har valgt, at fortsætte i Le Mans, handler det
naturligvis om, at opnå den sejr, man har forsøgt at
vinde så længe, og som man var så tæt på at opnå i
2016, hvor en løs turboslange dengang var årsagen
til, at racerbilen gik i stå fra en klar fører
position, få minutter inden løbet var forbi. Men for
Toyota er der meget mere i det end blot en sejr, og
det er netop et eksempel på, at 24-timers Le Mans
ikke er under afvikling men tværtimod i kraftig
udvikling.
Udvikling i bredt perspektiv
For Toyotas vedkommende handler det ikke mindst om,
fortsat at benytte motorløbsindsatsen til
udviklingen af fabrikkens hybridbiler. Snart sagt
ethvert aspekt fra Le Mans deltagelsen og
deltagelsen i langdistance-VM for racersportsvogne
(World Endurance Championship) indgår udviklingen og
produktionen af serieproducerede hybridbiler. Og
ikke mindst de ofte omdiskuterede regler, der skal
nulstille konkurrenceforholdet mellem hybridbiler og
ikke-hybridbiler, er udtryk for den
udviklingsmæssige fordel, Toyota gennem årene har
gjort sig til talsmand for.
I dag indgår der hybrid teknologi i større eller
mindre omfang i både de fleste bilfabrikkers
serieproduktion og i motorsportens topklasser – og
på det felt kan Toyota bryste sig af, at være
førende i verden (derfor er det lidt paradoksalt, at
man endnu ikke har nået den ultimative triumf ved at
vinde Le Mans). Fordelen ved den miljørigtige
teknologi er åbenlys, hvilket ikke mindst indsatsen
i Le Mans er udtryk for, sejr eller ikke sejr.
26 procent lavere benzinforbrug med hybrid
For at stille de 10 Le Mans deltagere (forholdsvis
mange, faktisk) i LM P1 klassen lige, har man bl.a.
indført regler for brændstofforbruget (i år kører
alle med benzin): Toyotas TS050 hybridracer må højst
bruge 80 kg benzin i timen, alt imens de
konkurrerende ikke-hybridbiler må brænde 108 kg
benzin af i timen. Som sådan er hybridteknologien
klart den mest miljø- og ressourcerigtige teknologi.
Hvorfor tillader reglementet så overhovedet de
benzinforbrugende ikke-hybridbiler at deltage? For
ellers var der ingen konkurrence, ganske enkelt og
så ville racet være under afvikling. Det er nemlig
enklere for private producenter at fremstille
racersportsvogne på baggrund af konventionel og
velkendt teknologi, hvor meget oven i købet er
standardiseret og gennemtestet, end at anvende den
meget avancerede hybridteknologi, som Toyota
benytter.
Test er afgørende
Netop manglen på test var grunden til den famøse
situation for det japanske team i 2016: Problemet
var ikke så meget, at en turboslange rev sig løs,
hvorved en konventionel benzinmotor blot ville have
tabt effekt – for da kunne Toyota’en sagtens have
vundet, da ville omgangstiderne i de sidste minutter
blot være blevet omkring et halvt minut langsommere
og løbet var jo lige ved at være slut.
Problemet var, at styringen af den samlede drivline,
som sker ved hjælp af avancerede computer
programmer, ikke var parat til at håndtere en
situation, hvor turbotrykket pga. en mekanisk fejl
forsvinder. Systemet afbrød simpelthen motorens
funktion, nu den ikke virkede som den skulle. Toyota
deltog dengang i 24-timers Le Mans med et helt nyt
og ikke særlig gennemprøvet turbosystem – som måske
var en af grundene til at Toyota det år var både
Audi og Porsche overlegen. Episoden var ærgerligt
for Toyota, men god for udviklingen, for nu er man
ekstra opmærksom på, at biler fortsat skal kunne
køre, selvom der opstår uforudsete hændelser.
Af samme årsag har Toyota i år testet deres bilers
evne til at køre, hvis de eksempelvis taber et hjul:
Hvordan påvirker det fx funktionen og belastningen
af differentialerne og drivlinen i det hele taget.
Det er én af mange tests med det samme formål: At
holde bilerne kørende.
Udvikling til gavn for alle
Dét er udvikling, det bidrager til udviklingen af
serieproducerede biler til gavn for alle og det er
svært at gennemføre i laboratorietest. Bl.a. derfor
fortsætter Toyota, og hvis man så oven i købet kan
få en Le Mans sejr, ja måske endda to i den aktuelle
Super-sæson, med i købet, er det jo ikke det værste
i denne verden.
Om det sker, ja det ved vi først, når løbene er
kørt. Og med ægte japansk ydmyghed stiller Toyota op
med blot to hybridracere – konkurrenterne kommer med
8 konventionelle og mindst ligeså hurtige
racersportsvogne. Toyota er på ingen måde garanteret
en sejr.
Historisk set er det i øvrigt ikke første gang, der
kun har været ét fabriks team i Le Mans: I 2005 og
2006 vandt Audi f.eks. med modstand alene fra
private teams. Oven i købet havde Audi i 2005 tre
biler til start og det private Pescarolo team blev
nr.2, året efter skete det samme, men da havde Audi
godt nok kun 2 biler med.
Men: var Audi ikke fortsat, ville LM P1 klassen med
stor sandsynlighed være uddød – det havde været
afvikling. Som sådan bidrager Toyota direkte til den
fortsatte udvikling af 24 timers Le Mans, det er
bestemt mere end prisværdigt, for det er et motorløb
som ikke bare er spændende men også til gavn for den
globale mobilitet. Og så ser alle frem mod 2020/21
sæsonen, hvor et helt nyt og moderne P1 reglement
efter planen skal tages i brug – og reglementet er
langt fra færdigudviklet endnu. |
