Sæsonens sjette E-Prix fandt sted i Punta del Este
på kanten af Atlanterhavet. Det blev endnu en triumf
til den mesterskabs førende Jean-Eric Vergne, som
kørte sin Techeetah Renault til sejr for 2. gang i
år. Vergnes sejr var kneben og han var ikke klart
den hurtigste kører på banen – men han var den, der
spillede sine kort bedst og kørte fuldstændig
fejlfrit fra start til mål.
Den 27-årige franskmand var ikke med i Formel E fra
dag 1 og debuterede netop på den meget hurtige bane,
der i bogstavelig forstand er placeret i
strandkanten i den eksotiske ferieby, Punta del Este
i Uruguay. Det skete i 2015 og dengang placerede
hans sig omgående i poleposition. Siden var det
Sebastien Buemi, der vandt løbet i sin Renault og
det resultat gentog han året efter.
I 2017 blev der ikke kørt Formel E i Punta del Este,
så i sagens natur var der denne gang både mange nye
kørere og meget store forventninger til både Vergne
og Buemi.
Fra femte til pole
Vergne var da også hurtigst under træningen, men
begik en kørerfejl under super-pole konkurrencen og
opnåede den 5. hurtigste tid. Den blev imidlertid
forvandlet til poleposition, da ingen af de foran
placerede deltagere overholdt reglementet. Lucas di
Grassi var hurtigst i sin Audi, Alex Lynn
næst-hurtigst i DS-Virgin og Oliver Turvey 4.
hurtigst i NIO. Men alle tre påkørte de såkaldte
pullerter, som er retningsgivende bløde
forhindringer i de chikaner, der af sikkerhedsgrunde
er gjort åbne.
Påkørsel af pullerterne er ikke tilladt, fordi det i
sagens natur giver mulighed for at køre hurtigere
gennem kurverne, så de tre køreres tider blev alle
annulleret og startpositionerne baseret på deres
kvalifikationstider fra den indledende
kvalifikation. Sidst blev Mitch Evans Jaguar
diskvalificeret pga. en lille vægtændring forårsaget
af et batteriskift, og han skulle siden starte løbet
fra 16. pladsen. Tilbage var blot Vergne, der derpå
fandt sig selv i pole.
Bravt forsvar
Han kvitterede ved at køre et fejlfrit løb. Han blev
presset effektivt i løbets sidste fase af Lucas di
Grassi, som var mindre end et sekunder efter
franskmanden i mere end halvdelen af løbet, men ikke
formåede at passerer ham, heller ikke ved bilskiftet
midtvejs. Vergne forsvarede sin position bravt og
vandt dermed løbet.
Di Grassi blev nr. 2 og var fulgt af Sam Bird, der
var lige i baghjulet på de to førende i løbets
sidste fase. Bird valgte dog at køre energisikkert
og faldt en smule tilbage for at sikker på at nå
målstregen på mindst en 3. plads. Tæt efter ham
fulgte Mitch Evans, der havde kørt Jaguaren op fra
16. pladsen og endnu engang dokumenterede, at Jaguar
nu er et af de absolutte topnavne i Formel E.
Bøde for korte underbukser
Som et kuriosum fik Audis Lucas di Grassi
efterfølgende en bøde på 10.000 Euro for at køre i
ikke godkendt sikkerhedsundertøj. Dat var varmt,
forklarede han, og han havde derfor tager korte
underbukser på i stedet for de godkendte
brandhæmmende lange, som han i øvrigt heller ikke
havde flere rene af. Foruden bøden blev han frataget
3 mesterskabspoints – men fik dog lov til at beholde
2. pladsen.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, hvor svært
deltagerne i Formel E har det med at overholde
reglerne. Det er til dels forståeligt, når det
handler om anvendelsen af den megen nye teknik, men
at man ikke kan finde ud af, at man ikke
ureglementeret må udskifte dele af drivlinen, påkøre
pullerter eller skal køre i reglementeret tøj virker
problematisk.
For Di Grassis vedkommende – han er som bekendt
regerende Formel E mester – betød det, at i stedet
for at være avanceret til en samlet 10. plads i
indeværende mesterskab, er han sat to placeringer
tilbage.
Rosenkvists problemer
Løbet i Punta del Este var også bemærkelsesværdig
ved, at Felix Rosenqvist kørte af banen under
træningen. Han startede siden fra 14. pladsen og
kørte sig op til 5. pladsen i mål. Alex Lynn havde
svært ved at fastholde farten og sluttede på 6.
pladsen. Sammen med Birds 3. plads betød det dog, at
DS Virgin teamet avancerede til 3. pladsen i
team-mesterskabet.
Efter et par løb med gode resultater for Renault
e.dams køreren, Sebastien Buemi, begik både han og
Nico Prost flere fejl undervejs og sluttede på 15.
hhv. 18. pladsen. Oliver Turvey fik heller ikke helt
forvandlet de hurtige kvalifikationstider til et
godt resultat – han blev nr. 7. Og Jaguars Nelson
Piquet udgik på grund af et teknisk problem.
Alle veje fører nu til Rom
Efter løbene i Sydamerika sættes kursen nu mod
Europa, hvor det første af i alt fire europæiske
E-Prix’er køres i Rom d. 14. april. Der har aldrig
tidligere været kørt Formel E i den italienske
hovedstad, så banen er ny for samtlige deltagere. |