Førstedagen i årets Dakar rally var udfordrende for
alle deltagere. Selvom dagens etape kun var 39
kilometer lang bød den på dramatik og store
vanskeligheder, ikke mindst fordi store dele af
etapen var sejlet til af nattens regnskyl. Toyotas
forstærkede Dakar indsats bar frugt: Nasser
Al-Attiyah tog føringen og så gik det hele op i
flammer.
Nasser Al-Attiyah formåede, at vinde dagens etape og
har en samlet føring på 26 sekunder, men da målet
var nået opstod der ild i maskinrummet på den helt
nye Hilux. Den blev dog hurtigt slukket, og selvom
team-kammeraten Giniel de Villiers, der satte dagens
5. bedste tid, siden måtte trække Al-Attiyahs bil
frem til servicepladsen, er skaden næppe større end
at han med alle forbehold er ude at køre også på dag
2.
Ford var næsthurtigst – men…
Overraskende var det, at spanieren Xavier Pons i en
helt ny Ford Ranger, var med helt i toppen. Han
satte dagens næstbedste tid, men det hedder sig, at
han har overskredet hastighedsgrænsen undervejs på
transport etapen og vil blive tildelt en straftid,
som kan ændre lidt på det samlede billede.
Toyota havde generelt fart på i Dakar-starten. Nani
Roma satte 3. bedste tid i sin Hilux og Giniel de
Villiers som nævnt 5. bedste tid, for imellem de to
kørte Carlos Sainz sin helt nye Peugeot 3008 DKR i
mål på 4. pladsen.
Kurs mod Bolivia
Rallyet startede i Paraguay i byen Asuncion og
deltagerne skulle senere på dagen over grænsen til
Argentina, hvorfra ruten går mod nord med kurs mod
Bolivia. Mange deltagere valgte at bruge Dag 1 som
en slags prolog, hvor man alene satsede på at komme
helskindet igennem. Deriblandt sidste års vinder,
Stephane Peterhansel, der kørte sin Peugeot ind på
12. pladsen.
Bedst blandt MINI-deltagerne var Yazeed Al Rajhi,
der sluttede dagen med 7. bedste tid, lige i
baghjulet på Sebastien Loeb i Peugeot. Mikko
Hirvonen i den anden fabriks-MINI blev 9’er, efter
Cyril Despres’ Peugeot. Men det skal bemærkes, at
afstanden mellem Nasser Al-Attiyah og Peterhansel
kun er 1 minut og 34 sekunder.
Sherco fører MC-kategorien
I MC-kategorien satte Yamaha køreren Xavier de
Soultrait dagens hurtigste tid. Men også han blev
fanget i en fartkontrol på transport etapen, fik
tildelt 1 minuts straftid og blev sendt 9
placeringer bagud. Det er han dog næppe dybt
ulykkelig over, for derved slap han for at skulle
starte som nr. 1 på Dag 2.
Den tvivlsomme ære tilfaldt nu førstedagens
næsthurtigste MC-kører, Juan Pedrero Garcia, som i
øvrigt havde nået målstregen på sin Sherco TVS RTR
450 blot 2 sekunder langsommere end De Soultrait.
Ricky Brabec fra USA på Honda var 3. hurtigst, alt
imens sidste års vinder, Toby Price, blev nr. 17 på
sin KTM, 1 minut og 25 sekunder fra De Soultraits
tid.
Tirsdag skal der i alt køres 803 kilometer, hvoraf
275 km er hastighedsetape.
Sidste års MC vinder, Toby Price, startede ud i et
roligt tempo og satte 17. bedste tid. |