- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større.


First World Presentation:

Toyota Yaris WRC

- og TOYOTA GAZOO Racing WRC


Toyota-entre i Rally-VM skærper konkurrencen


Af Søren Clauding – 13. december 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når Rally-VM 2017 sættes i gang d. 19. januar i forbindelse med det berømte Rallye Monte Carlo, er der ikke tre men fire fabriksteams, der alle satser på at score den store triumf. Men hvordan, det hele ser ud, ved man først, når målrampen i Monaco er nået. For i 2017 tages der hul på et nyt reglement med nye og spektakulære rallybiler – hvad ikke mindst den helt nye Toyota Yaris WRC er et glimrende udtryk for.

 

I det helt taget vil Toyota tiltrække sig meget opmærksomhed i den kommende VM-sæson. Det vidnede præsentationen af den nye rallybil og det nye rallyteam i Helsinki om. Verdenspressen var samlet, for det er ikke ligegyldigt, når verdens største bilfabrik udvider sine motorsportsaktiviteter.

 

VW exit efter dieselskandalen

For nylig valgte Volkswagen uden varsel at forlade World Rally Championship. Det gjorde de efter fire gange at have taget VM-titlen, men beslutningen blev også truffet i kølvandet på dieselskandalen, hvis økonomiske konsekvenser, ingen endnu har fuldt klarhed over.

 

De problemer har Toyota ikke, så alt imens VW og søsterfirmaet Audi forlader rally-VM og for Audis vedkommende World Endurance Championship (inkl. Le Mans), udvider Toyota sin satsning og deltager i begge serier i det kommende år.

 

Besluttet i 2014

Toyotas beslutning blev dog truffet længe forinden VW’s exit, seks måneder efter at Toyotas øverste chef, Akio Toyoda, i sommeren 2014 havde besøgt Rallye Finland og ikke mindst havde oplevet den kolossale interesse og engagement, de mange fans viste for Toyotas motorsportsaktiviteter. Beslutningen blev truffet, trådene samlet og med den firedobbelte rally-verdensmester Tommi Mäkinen i spidsen er Toyotas nye fabriksteam nu klar til start.


Tommi Mäkinen er med sine fire VM-titler godt klædt på til at sikre Toyota sit fjerde Rally-verdensmesterskab.


Men hvordan det kommer til at gå ved ingen. Der gættes på at Toyotas entré, suppleret med at Citroën også vender tilbage til Rally-VM, trods VW’s retræte, tilsammen forstærker konkurrencen, simpelthen fordi fabriksholdenes tilstedeværelse øges fra tre til fire.

 

Nyt reglement

”Men dybest set ved ingen, hvor stærke vi hver især er,” fortalte Tommi Mäkinen i forbindelse med præsentationen i Finland. ”Vi ved, at vi har en hurtig og pålidelig bil, men om konkurrenterne dukker op med endnu hurtigere biler ved hverken vi eller de. Alle holder kortene meget tæt ind til livet, fordi vi skal køre efter et nyt reglement i det kommende år.”

 

Det nye reglement er delvis baseret på det hidtidige. Bilerne er fortsat firehjulstrukne og visse dele af bilen skal komme fra de serieproducerede køretøjer. Men der er givet stor frihed i designet af bilernes udseende, deres aerodynamik og drivline, hvor det mest markante er en effektforøgelse til forventet over 380 hestekræfter.

 

Virkningsfuldt og fancy design

Den visuelle oplevelse er ikke bare guf for øjet, den er også en faktor i bilernes præstationsevne, og med sejrsmarginer på få sekunder over tre dages rallykørsel kan netop aerodynamikken let få en afgørende betydning.

 

Toyotas WRC rallybil ser ekstrem ud, hvad der direkte genspejler det nye reglements muligheder, men udover hvad der kan ses med det blotte øje slap der ikke mange detaljer ud om bilen i forbindelse med verdenspremieren.

 

Reglementet foreskriver fortsat 1,6 liters 4-cylindrede turbobenzinmotorer, Toyota oplyser, at effekten er over 380 hk og drejningsmomentet er over 425 Nm. At luftbegrænseren i turboladeren er på 36 mm er ikke den store overraskelse, det er præcis, hvad reglementet nu tillader. Det samme gælder den hydrauliske 6-trins gearkasse. Firehjulstrækket inkluderer to mekaniske differentialer og et aktivt centerdifferentiale.

 

Topkørere

Toyotas kørersammensætning var kendt på forhånd og ikke overraskende består den af ene flyvende finner. Jari-Matti Latvala kommer direkte fra Volkswagen og er med sine 16 VM-rallysejre teamets mest erfarne kører. Hans tro co-driver Miikka Anttila fortsætter ved hans side. De to bakkes op af den tidligere Europamester, Juho Hänninen, der får assistance af den rutinerede co-driver, Kaj Lindström, som gennem en årrække også sad ved Mäkinens side. De to faste hold suppleres af testkørerne, Esapekka Lappi og Janne Ferm, der vandt årets WRC2 mesterskab for R5-biler.


Juho Hänninen, Jari-Matti Latvala og Esapekka Lappi er Toyota teamets tre chauffører i 2017. Tommi Mäkinen (th) er teamchef. Lappi er testkører og skal deltage i udvalgte rallies.


Toyota og rallysporten

Toyota er i VM-sammenhæng ny i rallysporten med et fabriksteam, og alligevel ikke. Historisk skal man dog 17 år tilbage for at finde den japanske bilfabrik på deltagerlisterne. Man satte rallyepoken på standby med en flot VM-titel i 1999, den tredje af slagsen, som kunne have været fire, hvis ikke teknikken havde spillet japanerne et puds i 1998.

 

Se videoen

I vores eksklusive video interview med Tommi Mäkinen her på siden forklarer den firedobbelte (Mitsubishi) verdensmester hvad man i hvert fald vil gøre for ikke at miste VM-titlen som i 1998. Dengang dystede Mäkinen mod Toyotas Carlos Sainz. I sæsonfinalen, det britiske rally, skulle Sainz blot køre sin Corolla i mål på mindst en fjerdeplads. Det så ikke ud til blive et problem, for Mäkinens Mitsubishi var udgået.

 

Men 300 meter fra målstregen på rallyets allersidst hastighedsprøve i den fornemme Margam Park brød Corolla-motoren i brand, bilen gik i står og Sainz samt Toyota mistede VM-titlen…til Tommi Mäkinen og Mitsubishi.

 

Det kommer ikke til at ske i 2017, mener Mäkinen, så måske er en fjerde VM-titel nu indenfor rækkevidde, med Mäkinen i chefstolen.

 

Udfordrerne:

Toyotas allerstørste udfordring kommer fra Ford. Tja, gættet er usikkert, men alligevel er det temmelig sandsynligt, for Fords fabriksindsats gennem ”M-Sport” teamet har fået et rigtig stærkt kort på hånden. Team-Chef Malcolm Wilson har nemlig netop hyret den regerende og tredobbelte verdensmester, den afgående VW-kører Sebastien Ogier.

 

Også Hyundais Thierry Neuville skal bestemt ikke underkendes. Han blev ikke for ingenting nr. 2 i år. Og så er der Citroën, der med Kris Meeke og Craig Breen på holdet og 8 VM-titler i bagagen er meget stærkt kørende.

 

Jo, Rallye Monte Carlo og VM-sæsonen 2017 bliver mere end almindelig spændende i 2017.

Se videoen fra præsentationen af Toyota Yaris WRC i Finlandia Hall i Helsinki. Videoen kan også ses i Fuld HD på YouTube.


Hør og se vores eksklusive interview med den 4-dobbelte rallyverdensmester og nu teamchef for Toyotas nye VM rallyteam, finnen Tommi Mäkinen. Videoen kan også ses i Fuld HD på YouTube.


Løbskalender, World Rally Championship 2017


20-22. januar: Monte Carlo

10-12. februar: Sweden

10.-12. marts: Mexico

7.-9. april: Frankrig (Corsica)

28.-30. april: Argentina

19.-21. maj: Portugal

9.-11. juni: Sardinien

30. juni-2. juli: Polen

28.-30. juli: Finland

18.-20. august: Deutschland

6.-8. oktober: Spanien (Catalunya)

27.-29. oktober: Storbritannien (Wales)

17.-19. november: Australien


Tommi Mäkinen har samlet et kørerhold af lutter landsmænd, deriblandt sin egen tidligere co-driver, Kaj Lindström, der fremover skal sidde i Juho Hänninens co-driver sæde. I videoen øverst på siden forklarer Mäkinen bl.a. hvorfor kørersammensætningen er blevet som den er.


Toyota Yaris WRC - hurtige fakta


Drivline:

4 cyl. 1,6 ltr. turbo benzinmotor, direkte indsprøjtning. Over 380 hestekræfter. Over 425 Nm.

 

6-trins hydraulisk gearkasse, 4X4, 2 mekaniske differentialer, aktivt centerdifferentiale.

 

Luft og væskeafkølede bremser: 300 mm på grus underlag, 370 mm på asfalt.

 

Længde: 4,09 m.

Min. vægt: 1.190 kg.


 

 

 

Det nye reglementer muliggør bl.a. et fance sidespejlsdesign, som er en del af bilens aerodynamiske setup.


TOYOTA GAZOO Racing

Toyota har altid været aktiv i motorsport, men har deltaget under forskellige bannere, f.eks. Toyota Racing, Lexus Racing og GAZOO Racing. Det var uoverskueligt og for mange sikkert også uforståeligt. Derfor har Toyota samlet deres motorsportsaktiviteter under det fælles navn, TOYOTA GAZOO Racing.

 

Ordet ”GAZOO” er japansk og refererer til ordet ”garage”, eller som Toyota selv beskriver det: Et sted, hvor mennesker arbejder tæt sammen for at forbedre selv de allermindste detaljer med det mål, at levere endnu bedre biler og serviceydelser til hver enkelt kunde – i hver enkelt garage. Som sådan er GAZOO også udtryk for den ånd, der driver Toyotas indsats i motorsport.

 

Kun for nørder: GAZOO navnet opstod for 20 år siden, da man skabte en webside ”gazoo.com”, hvorpå man kunne se billeder af de biler, som hver enkelt forhandler havde på lager. ”Gazoo” kommer af det japanske ord ”gazo”, som betyder billede eller fotografi. Dengang gazoo.com blev etableret var brugen af fotos på websider meget usædvanligt – internetteknologien befandt sig dengang i sin spæde barndom. Gazoo.com gjorde det lettere for kunderne at overskue de produkter, der var på markedet og derved at træffe det rigtige valg.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt