- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Paulo Goncalves, Honda, bevarede føringen, selvom han åbnede prøven, der i dag førte deltagerne til Bolivia.


2016 Dakar – Dag 5:

Uovervindelige Loeb – og Peugeot. Plus lidt bilteknik


Af Søren Clauding – 7. januar 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selvom Stéphane Peterhansel onsdag aften afslørede, at Peugeot teamet ikke havde nået at gennemføre de ønskede udholdenhedsprøver forud for årets Dakar, er det i hvert fald ikke en usikkerhed, der endnu for alvor har sat sit præg på resultatlisten. Sebastien Loeb er uovervindelig i spidsen og vandt endda også 2. halvdel af maratonprøven, som i dag førte deltagerne ind i Bolivia.

 

Hans sejrsmargin var dog beskeden. Men heldigvis for ham var det ikke Peterhansel, der blev nr. 2 i dag, men derimod Carlos Sainz, der jo netop har prøvet teknisk svigt på rallyets første hastighedsetape. Han er derfor over 13 minutter efter Loeb, og det er han fortsat, selvom kun 22 sekunder skilte de to, da tiderne på den 327 kilometer lange hastighedsetape blev gjort op.

 

Peter viste vej

”Peter” startede forrest i dag efter at have vundet etapen i går og det betød, at han og co-driver Jean Paul Cottret skulle stå for den væsentligste del af navigationen. Han satte dag også 3 minutter til og fik kun lige akkurat knebet sig ind foran den bedste MINI-kører, der igen var sidste års vinder, Nasser Al-Attiyah. Kun 7 sekunder var der imellem dem, da målet blev nået.

 

Det betyder ikke desto mindre, at Loeb nu har et forspring på 7m48s. Det ser bedre og bedre ud for den 9-dobbelte rallyverdensmester, der øjensynlig har forberedt sig i en sådan grad til årets Dakar, at mange hundrede kilometer i over 4 kilometers højde ikke rører ham af betydning.

 

Sainz rykkede med 2. pladsen op som nr. 3 i rallyet – Peterhansel er fortsat nr. 2 – alt imens Al-Attiyah er på en stabil 4. plads.

 

De bedste af resten

”Det er utroligt,” berettede sidste års vinder, da etapen var kørt til ende. ”Jeg tror, at jeg aldrig har kørt så stærkt i mit liv, og alligevel har vi ingen chancer mod Peugeot’erne. Det er umuligt, hvis ikke de stopper, vil det være meget vanskeligt at indhente dem. De har kørt to maraton-dage uden tekniske problemer, det er meget, meget imponerende.”

 

På dagens etape var Leeroy Poulter bedste Toyota kører, foran Mikko Hirvonen og hans MINI. Giniel de Villiers kom i mål som nr. 7 og også amerikaneren Robby Gordon fik sin Gordini i mål – på en udmærket 8. plads.

 

Cyril Despres, der kører den fjerde af de fire Peugeot’er mistede imidlertid over en time på etapen. Og set med Peugeot øjne er det måske det første lille faresignal om noget, der også kan ramme de andre: ”Vi ved ikke, hvad fejlen er,” forklarede den 5-dobbelte MC-vinder ved målet, ”måske er det et elektrisk problem, men vi kunne ikke køre mere end 50 km/t over 100 kilometer. Vi standsede og prøvede at løse problemet, men opgav. Siden trak Romain Dumas os for at vi kunne kom op over en stejl bakke…”.

 

Goncalves bevarer skansen

I MC-klassen var det Paulo Goncalves, der var først til at finde vej. Det kostede ham tid, men også hovedpine forårsaget af de store højder satte den førende Honda-kører tilbage. Dog ikke mere end at han fortsat er i spidsen af Dakar, om end med et beskedent forspring på 1m45s.

 

Toby Price udnyttede til gengæld sin startposition som nr. 7 til fulde. Han kørte den absolut hurtigste tid og nåede målet 2m21s foran…den 5-dobbelte Enduro verdensmester, Antoine Meo fra Frankrig på KTM. Meo er som Loeb i bilklassen debutant i Dakar, og han lærer næsten ligeså hurtigt. Med 2. pladsen ville han være rykket op på en samlet 7. plads – men en tidsstraf sendte ham 5 minutter bagud og så var han nr. 9.


Toby Price, KTM.


Stefan Svitko kørte sin KTM ind på 3. pladsen, det der endte med at blive en 2. plads og han er nu igen nr. 2 i rallyet, mens østrigeren, den tidligere motocross verdensmester, Matthias Walkner, blev nr. 3. Han ligger nu på 5. pladsen sammenlagt.

 

Joan Barreda Bort blev nr. 4 på dagens etape og er på 4. pladsen i rallyet.

 

Fredagens etape er rallyets længste

Fredag skal deltagerne køre den længste etape i årets Dakar. Den foregår i et loop med Uyuni som udgangspunkt og er på 723 kilometer, hvoraf de 542 kilometer er hastighedsprøve. I år køres der ikke på den berømte saltslette, men lige i kanten af den. Laveste punkt er 3500 meter og man når op omkring 4200 meter undervejs.


Giniel de Villiers i Toyota Hilux.

Sebastien Loeb udbyggede sit forspring.


Dakar 2016, stillingen efter 7. januar:


Biler:

1. Sebastien Loeb/Daniel Elena (FRA/MCO), Peugeot 2008 DKR, 13t17m25s.

2. Stéphane Peterhansel/Jean Paul Cottret (FRA), Peugeot 2008 DKR, +7m48s.

3. Carlos Sainz/Lucas Cruz (SPA), Peugeot 2008 DKR, +13m26s.

4. Nasser Al-Attiyah/Matthieu Baumel (QAT/FRA), MINI ALL4 RACING, +14m16s.

5. Leeroy Poulter/Robert Howie (ZAF), Toyota Hilux, +18m38s.

6. Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (ZAF/GER), Toyota Hilux, +21m55s.

7. Mikko Hirvonen/Michael Perin (FIN/FRA), MINI ALL4 RACING, +23m24s.

8. Bernhard Ten Brinke/Tom Colsoul (NLD/BEL), Toyota Hilux, +29m00s.

9. Vladimir Vasiliev/Konstantin Zhiltsov (RUS), Toyota Hilux, +33m27s.

10.Yazeed Al-Rayhi/Timo Gottschalk (SAU/DEU), Toyota Hilux, +37m43s.

 

MC:

1. Paulo Goncalves(PRT), Honda CRF450 Rally, 14t30m07s.

2. Stefan Svitko (SVK), KTM 450 Rally Replica, +1m45s.

3. Toby Price (AUS), KTM 450, +1m47s.

4. Joan Barreda Bort (ESP), Honda CRF450 Rally, +2m27s.

5. Matthias Walkner (AUT), KTM 450 Rally Replica, +2m57s.

6. Kevin Bernavides (ARG), Honda CRF450 Rally, +6m46s.

7. Ruben Faria (POR), Husqvarna 450 RR, +8m13s.

8. Pablo Quintanilla (CHL), Husqvarna 450 RR, +8m30s.

9. Antoine Meo (FRA), KTM 450 Rally Replica, +11m49s.

10.Alain Duclos (FRA), Sherco TVS RTR 455, +13m39s.


Lidt teknik om de førende biler:


Grundliggende køres de tre hurtigste bilmodeller i rallyet efter hvert deres reglement. Uden at gå i detaljer er det drivlinen, og det, den fører med sig, der er den største forskel.

 

Peugeot 2008 DKR

De førende Peugeot 2008 DKR racere er baghjulstrukne og har en 3,0 liters V6 dobbeltturbo dieselmotor, en centermotor, der iflg. Peugeots egne oplysninger leverer 350 hestekræfter og et drejningsmoment på 800 Nm. De er oplyst til at have en topfart på 200 km/t.


Carlos Sainz i Peugeot 2008 DKR.


MINI All4 RACING

MINI All4 RACING bilerne har træk på fire hjul og er udrustet med 3,2 liters dieselmotorer, der yder lidt færre hestekræfter (320), men også har det kolossale drejningsmoment på 800 Nm, der nås allerede ved 2100 motoromdrejninger/minut. De er opgivet til at kunne køre maksimalt 180 km/t i Dakar-trim.


Nasser Al-Attiyah i MINI All4 RACING.


Toyota Hilux

Toyotas nye Hilux racer er der ikke mange informationer om, andet end at den er firehjulstrukken og har en neddroslet 390 hestes V8 benzinmotor, som er skabt på grundlag af Lexus højtydende 5-liters RCF8 5-liters maskine. Den er opgivet til at præstere 600 Nm.

 

Hjulstørrelsen gør en forskel

Den store forskel skal imidlertid nok findes i hjulstørrelsen. De baghjulstrukne Peugeot’er er nemlig en slags buggyer, og de har lov til at køre med 37” store hjul, til forskel for MINI’ernes beskedne 16” hjul (iflg. de officielle oplysninger).

 

Man skulle tro at firehjulstræk er en fordel i terrænet, men da Peugeot’erne også er lettere end MINI og Toyota racerne, er de langt mere agile på især de meget hurtige strækninger. Og når det er mudret, sejler de på de nærmeste ovenpå mudret på grund af hjulenes store trædeflade, der hindrer at de synker i.

 

Et kuriosum er i øvrigt, at MINI’erne er udrustet med 385 liter store dieseltanke og Peugeot’ernes tanke er på 400 liter.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt