- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Carlos Sainz er tilbage. Kun Peugeot team-kammeraten Sebastien Loeb kunne han ikke hamle op med i dag.


2016 Dakar Dag 3: Loeb fortsætter hvor han slap


Af Søren Clauding – 5. januar 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det synes ikke som om, at Sebastien Loeb ser nogen som helst grund til at sætte farten ned. Også på Dag 3 i årets Dakar slog den 9-dobbelte rallyverdensmester alt og alle. Og selvom sejrsmarginen på den 190 kilometer lange hastighedsetape (forkortet fra 314 km pga. vejret) blot var sølle 1 minut og 23 sekunder, udbyggede han sit forspring med et par minutter, fordi det ikke var de samme, han havde i sit baghjul, da etapen var forbi.

 

I dag var det team-kammeraten, den tidligere Dakar-vinder og dobbelte rallyverdensmester, Carlos Sainz, der var hurtigst af resten. Dermed satte spanieren en stor streg under det forhold, at Peugeot virkelig har fået forbedret 2008 DKR racerens præstationsniveau – det bliver spændende at se, hvordan den klarer sig, når landskabet ændrer karakter.

 

Rallysport som i World Rally Championship

Det gjorde det ikke i dag, det var fortsat en meget hurtig etape i stil med det, som både Loeb og Sainz kender så godt fra Rally-VM, mere rå, men i sit forløb ikke så meget forskellig (blot 10 gange længere, ikke at forglemme).

 

Måske også derfor strøg Nasser Al-Attiyah ind på 3. pladsen, 2 sekunder langsommere end Sainz. Den tidligere dobbelte Dakar-vinder fra Qatar har også mange VM-rallyes bag sig. Den vigtigste konllusion i den forbindelse var nok, at Al-Attiyah med sit tempo slog fast, at nok er Peugeot’erne både hurtigere og indtil nu langt mere pålidelige end i comeback året, men MINI kørerne er ikke sendt bagud af dansen.

 

Toyota på 2. pladsen

Giniel de Villiers blev ikke overraskende hurtigste Toyota kører, og da han samtidig har været den mest pålidelige af dem, er han nu rykket op på 2. pladsen i den samlede stilling.


Toyotas Giniel de Villiers er nu nr. 2.


Mikko Hirvonen har i sin MINI ikke adopteret rallyraid helt så hurtigt som Loeb, han satte 5. bedste tid, men med et langt rally foran sig er det en klog strategi ikke at oversatse. Sammenlagt er den hurtige finne rykket op på 4. pladsen, lige efter den 5-dobbelte Dakar vinder, Stephane Peterhansel i Peugeot.


Mikko Hirvonen er nu på 4. pladsen i sin MINI.


”Det var rigtig sjovt at køre prøven i dag,” smilede Sebastien Loeb efter målet i Jujuy var nået. Men det ser ud til at tidsforskellene er meget små. Alt er OK og så længe vi kører på denne type af veje er alt i orden. Men når vi skal ud i ørkenen vil tingene være meget anderledes med lange etaper i steghede.”

 

Barreda Bort var hurtigst

I MC-kategorien led Toby Price på KTM som forventet under at skulle åbne sporet. Der var både mennesker og dyr i rå mængder, hvor de ikke skulle være, så han valgte at køre forsigtigt. Hans 37. bedste tid i dag er ikke udtryk for andet end det. I øvrigt er spredningen endnu mindre blandt motorcyklerne end blandt bilerne. Hvor der var 20 minutter mellem nr. 1 og nr. 37 hos bilerne, var afstanden kun 8 minutter for de tohjulede. Sammenlagt er Price nr. 10.

 

Honda køreren, Joan Barreda Bort var dagens hurtigste mand, ikke mindst fordi da han i dag havde en god startposition. Han besejrede den lokale mærkekollega, Kevin Benavides fra Argentina med 26 sekunder og opnåede en beskeden føring i rallyet på 14 sekunder over den slovakiske KTM-kører, Stefan Svitko. Men…

 

Kørte for hurtigt

Ruben Faria, der bragte sin Husqvarna hjem på 2. pladsen mandag, fik sammen med ikke færre end 75 andre deltagere et minuts straftid for mandag at have overskredet hastighedsgrænsen i de små landsbyer, der lå på etapen. Blandt de andre, der også fik en straf, var Svitko. Havde han holdt sig i skindet, havde han nu ligget på førstepladsen.

 

Men så tilsmilede heldet ham og flere andre kørere i dag. For da hastighedsoverskridelserne i dag blev gjort op, fik blandt andet Barreda Bort et minuts straftid for at have kørt for stærkt. Vupti, blev hans sejr forvandlet til en 5. plads og så var Svitko alligevel i spidsen – sådan kan det gå. Og måske endnu vigtigere: den lokale mand, Kevin Benavedes, var pludselig vinder af etapen.

 

Nu venter manddomsprøven

Onsdag fortsætter rallyet i et loop ud i Andesbjergene for at vende tilbage til San Salvador de Jujuy. Etapen inkluderer 200 kilometer transportetape og 429 kilometer hastighedsetape gennem sandet og klipperigt terræn i gennemsnit i 3,5 kilometers højde. Etapen anses af mange for at være den første rigtige manddomsprøve i dette års maratonrally.

Sebastien Loeb vandt tirsdag sin anden hastighedsprøve - som også var rallyets anden.

 

Nasser Al-Attiyah var hurtigste MINI-kører i dag.


Dakar 2016, stillingen efter 5. januar:


Biler:

1. Sebastien Loeb/Daniel Elena (FRA/MCO), Peugeot 2008 DKR, 6t01m42s.

2. Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (ZAF/GER), Toyota Hilux, +5m03s.

3. Stéphane Peterhansel/Jean Paul Cottret (FRA), Peugeot 2008 DKR, +5m15s.

4. Mikko Hirvonen/Michael Perin (FIN/FRA), MINI ALL4 RACING, +5m52s.

5. Nasser Al-Attiyah/Matthieu Baumel (QAT/FRA), MINI ALL4 RACING, +6m39s.

6. Leeroy Poulter/Robert Howie (ZAF), Toyota Hilux, +6m43s.

7. Bernhard Ten Brinke/Tom Colsoul (NLD/BEL), Toyota Hilux, +8m42s.

8. Vladimir Vasiliev/Konstantin Zhiltsov (RUS), Toyota Hilux, +9m55s.

9. Cyril Despres/David Castera (FRA), Peugeot 2008 DKR, +10m47s.

10.Carlos Sainz/Lucas Cruz (SPA), Peugeot 2008 DKR, +12m20s.

15.Harry Hunt/Andreas Schulz (GBR/DEU), MINI ALL4 RACING, +26m24s.

17.Robby Gordon/Kellon Walch (USA), Gordini SC1, +27m25s.

23.Orlando Terranova/Bernardo Graue (ARG), MINI ALL4 RACING, +36m00s.

30.Nani Roma/Alex Bravo (ESP), MINI ALL4 RACING, +54m23s.

 

MC:

 

1. Stefan Svitko (SVK), KTM 450 Rally Replica, 6t27m04s.

2. Kevin Bernavides (ARG), Honda CRF450 Rally, +34s.

3. Joan Barreda Bort (ESP), Honda CRF450 Rally, +46s.

4. Paulo Goncalves(PRT), Honda CRF450 Rally, +54s.

5. Alain Duclos (FRA), Sherco TVS RTR 455, +56s.

6. Matthias Walkner (AUT), KTM 450 Rally Replica, +1m33s.

7. Pablo Quintanilla (CHL), Husqvarna 450 RR, +3m24s.

8. Ruben Faria (POR), Husqvarna 450 RR, +3m43s.

9. Toby Price (AUS), KTM 450, +4m49s.

10. Juan Pedrero Garcia (ESP), Sherco TVS RTR 455, +6m19s.

14.Helder Rodriguez (POR), Yamaha WR450F, +8m11s.

21.Laia Sanz (ESP), KTM 450 Rally Replica, +12m50s.

26.Jordi Viladoms (ESP), KTM 450 Rally Replica, +16m46s.


Kevin Benavides vandt dagens etape på sin Honda.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt